Én teknologi løser ikke alle borgeres behov. Det ved de i Haderslev Kommunes e-distrikt, hvor man arbejder med en palette af løsninger inden for medicinadministration. Derfor arbejder de ud fra en bestemt model, der skal hjælpe sygeplejerskerne med en individuel vurdering af den enkelte borger.
E-distriktet i Haderslev Kommune er et velfærdsteknologisk plejedistrikt. E-distriktet står for alt, hvad der har med teknologi at gøre i forbindelse med plejen af kommunens borgere.
På konferencen for Velfærdsteknologi anno 2024 indtog Simone Bundgaard-Egeberg, som er ergoterapeut og velfærdsteknologikonsulent i e-distriktet, og Rikke Mølgård Nielsen, som er afdelingsleder for korterevarende borgerforløb i Haderslev Kommune, scenen.
Her kunne de fortælle mere om, hvordan man i e-distriktet arbejder med udbredelsen og brugen af velfærdsteknologi i kommunen – og hvordan man arbejder med en palette af løsninger inden for medicinadministration, hvilket CareNet tidligere har sat fokus på.
Samtidig gav Simone og Rikke et konkret indblik i det daglige arbejde i e-distriktet, når det kommer til at vælge den rigtige teknologi til den enkelte borger.
Valg af teknologi – hvad er den enkeltes behov?
Her handler det i høj grad om den enkelte borgers behov. For at det skal give mening, er der brug for en sygeplejefaglig vurdering af hver enkelt borger.
- Tager vi medicinadministration som eksempel, så tilbyder vi flere forskellige løsninger til formålet – en palette af løsninger. Det gør vi, fordi borgerne har forskellige behov. Nogle borgere har blot brug for at blive husket på at tage sin medicin, og så gør de det. Andre borgere har brug for medicinteknologi med høj sikkerhed, så de ikke kan tage medicinen – eller for meget medicin – på egen hånd, fortæller Simone Bundgaard-Egeberg og fortsætter:
- Det hele handler om behov, og derfor er én løsning ikke den rette for alle. Det er centralt. Derfor har vi i e-distriktet i Haderslev Kommune lavet en model, som vores sygeplejersker kan bruge i forbindelse med arbejdet med at lave en sygeplejefaglig udredning.
Modellen, som kan ses på billedet i artiklen, er bygget op som en trekant. Jo højere op mod spidsen, en borger kan placeres, jo højere er borgerens selvstændig.
Når borgeren er meget selvstændig, er der ikke brug for hjælp i form af en teknologi til medicinadministration. Placerer borgeren sig et sted midt på selvstændighedsskalaen, så er der forskellige teknologier, der kan sættes i spil – alt efter om man er i den øvre eller nedre del. Er selvstændigheden helt i bund, er der behov for menneskelig og fysisk hjælp.
Borgeren i centrum – hele vejen igennem
I e-distriktet er borgeren i centrum hele vejen igennem. Borgerne skal føle sig trygge ved den teknologi, der bliver en del af deres hverdag, og derfor tages de også med på råd undervejs.
- I og med vi har flere forskellige løsninger til medicinadministration, har vi muligheden for at finde frem til en løsning, der – ud fra vores vurdering – skaber størst mulig værdi for den enkelte. Målet er at bevare størst mulig selvstændighed for borgeren – uden at gå på kompromis med plejens kvalitet. Borgerne er dog også med i forløbet og bliver på baggrund af den sygeplejefaglige vurdering også spurgt ind til, hvad de vil foretrække. Er en borger eksempelvis usikker på en teknologi – og om man har brug for mere hjælp – så lytter vi selvfølgelig også til det, og kan prøve det af, fortæller Simone Bundgaard-Egeberg, som samtidig slår fast, at teknologivalget til borgeren ikke er endeligt:
- Teknologivalget til borgeren er ikke endeligt – det ændres og vurderes selvfølgelig undervejs. Med tiden vil borgeren formentligt blive mindre selvstændig, og så rykker man sig selvfølgelig på skalaen. Det skal vurderes løbende. Samtidig er det også helt frivilligt at få en teknologi i Haderslev Kommune – hvis borgeren ikke ønsker det, så kan de vælge det fra. Vores erfaring er dog, at rigtig mange gerne vil det og har mod på at prøve det.
Bliver borgerne så ikke ensomme?
Et spørgsmål, som mange stiller, når teknologien træder ind i plejekonteksten, er, om borgerne så ikke bliver ensomme, når nu de ikke får så meget besøg af plejepersonalet?
Det er ikke den oplevelse, man har i Haderslev Kommune, fortæller Rikke Mølgård Nielsen, som påpeger, at det i bund og grund handler om dialogen med borgeren.
- Ensomheden er selvfølgelig vigtig at forholde sig til. Hvad sker der, når en teknologi overtager medicinudleveringen hjemme hos en borger? I Haderslev Kommune oplever vi ikke, at der er store problemer med ensomhed som følge af udbredelsen af sundheds- og velfærdsteknologi – omvendt oplever vi, at mange borgere synes, det er rart, at der ikke kommer en hel masse mennesker rendende i hjemmet. De nyder frigjortheden og selvstændigheden, fortæller hun og fortsætter:
- Vi kan selvfølgelig ikke komme udenom, at der er borgere, der kan føle sig ensomme, og der er det dialogen med borgeren, der er central. Vi gør meget ud af at snakke om det og spørge direkte; Hvad er det, du har brug for? Det er nok ikke, at der kommer en plejer på besøg, men i højere grad at møde andre ligesindede mennesker. Her har vi rigtig mange tilbud – som kan så meget mere end et medicinbesøg – der kan afhjælpe ensomhed. Det bliver de selvfølgelig indlemmet i, hvis de vil, slutter hun.
Haderslev Kommune er medlem af CareNet
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.