21

.

June

2023

Drinksaver er nyt medlem af CareNet

CareNet byder velkommen til Drinksaver, som lige nu er aktuelle med en crowdfunding, der skal bringe virksomhedens innovative skvulp- og spildsikre drikkeglas videre på det velfærdsteknologiske marked.

Startup-virksomheden Drinksaver, som netop nu deltager i brancheforening Danish.Care’s innovative økosystem for iværksætteri og sundhedsinnovation, CareTech Challenge, er nyt medlem af CareNet.

Virksomheden står bag løsningen af samme navn, Drinksaver, som er et ergonomisk og æstetisk samt skvulp- og spildsikkert drikkeglas. Produktet er skabt i samarbejde med ergoterapeuter blandt andet med målet om at gøre det at have drikkeudfordringer til en mindre iøjnefaldende problematik og øge brugerens sociale inklusion.

Hvor personer med rystesygdomme som eksempelvis Parkinson eller Cerebral Parese eller personer med synkebesvær tidligere har måtte nøjes med at fylde glasset halvt grundet fare for at spilde eller benytte sig af en drikketud, så ligner Drinksavers løsning til forveksling et helt normalt drikkeglas.

Universelt design

Det skyldes blandt andet, at Drinksavers løsning er integreret som en del af glasset – nede i selve glasset, fortæller stifter Casper Gramhald-Nørland:

- Vores hovedfokus er selvfølgelig på at hjælpe borgere med behov, men er i lige så høj grad også på det sociale og inkluderende aspekt i løsningen. Hvorfor skal hjælpemidler puttes i en bås, hvor det kun er folk med problemer eller handicap, som skal bruge det? Derfor har vi valgt at gøre alle funktioner så diskrete som mulige, indleder Casper Gramhald-Nørland og fortsætter:

- Alle skal synes, at det er fedt og have lyst til at bruge vores drikkeglas. Vi vil skabe løsninger, der favner alle og ikke sætter folk i bås. Og det mener jeg, at vi har gjort ved at lave en æstetisk løsning, hvor vi arbejder med fuld fokus på det, der hedder universelt design. Vi vil lave universelle produkter og løsninger.

Casper Gramhald-Nørland fortæller, at Drinksaver fungerer på den måde, at plastglasset, som er udformet ved hjælp af højkvalitets og brudsikkert polycarbonat – og til forveksling ligner et helt normalt drikkeglas – har et aftageligt innovativt låg nede i selve glasset. Låget reducerer sandsynligheden for at spilde væsken i glasset og bremser samtidig ikke væsken, når der drikkes – væsken flyder med normal synkehastighed lige meget hvad.

Samtidig er låget skjult i glasset og er udformet i samme materiale som selve glasset, så der ikke rettes unødig opmærksomhed på brugeren, da hjælpemidlet er placeret nede i selve glasset frem for eksempelvis en drikketud, der påsættes glassets top.

Læs mere om Drinksaver, og hvordan det innovative drikkeglas skaber værdi i præsentationen af virksomheden i forbindelse med CareTech Challenge her

Crowfunding skal bringe løsningen videre

Da Drinksaver forsat er en startup, er fokus i øjeblikket på at øge kendskabsgraden på produktet og samtidig skabe kapital til virksomhedens videre færd.

Derfor har Drinksaver oprettet en Crowdfunding-kampagne via IDA-Crowdfunding, som lagde fra land den 12. maj og løber frem til den 12. juli.

- Vi har foreløbigt haft god succes med vores crowdfunding, hvor vi indtil videre er nået omkring 66 procent af det samlede mål for kampagnen. Her kører vi med en række forskellige tilbud på Drinksaver, som både er rettet mod institutioner og privatpersoner.

- Målet er at få bredt kendskabet til Drinksaver ud og samtidig skabe mere kapital, så vi så småt kan gå i gang med den første rigtige produktion. Det er ligesom crowfundingen, der skal igangsætte det hele for alvor, så vi håber på at nå i mål, så vi for alvor kan få kickstartet Drinksaver.

Casper Gramhald-Nørland fortæller, at der specielt har været stor interesse for produktet fra danske plejehjem, hvor flere plejehjemsledere har benyttet sig af kampagnen til at afprøve produktet i praksis på nogle af beboerne. Samtidig har der også været stor efterspørgsel på det private marked, hvor borgere med rystesygdomme er de mest hyppige købere – interessen for produktet rammer således forholdsvist bredt.

Ved kampagnens udløb i midten af juli vil Drinksaver starte produktion og har derefter planer om at levere produkter til forhandlere, som så kan sælge produktet videre til brugeren.

Dyk ned i crowdfunding-kampagnen her

Ser frem til samarbejdet med CareNet

Casper Gramhald-Nørland fortæller, at Drinksaver er glade for det nye medlemskab hos CareNet, som han håber, at virksomheden kan bruge aktivt i en lang række henseender fremover.

- Jeg ser gode perspektiver i, at Drinksaver nu er blevet medlem af CareNet. Vi har længe haft et ønske om at være del af et relevant netværk og skabe nogle relationer ind i branchen. Og her ser jeg CareNet som et stærkt fællesskab og et godt community at være en del af, fortæller Casper Gramhald-Nørland og fortsætter:

- Som startup handler det om at møde nye og relevante mennesker, skabe kontakter og få ny viden. Det mener jeg, at vi kan gennem CareNet. I fremtiden vil vi gøre alt for at være synlige ved diverse CareNet-arrangementer, -messer og -konferencer og opbygge relationer til netværkets øvrige medlemmer. CareNet er et stærkt netværk, der kan skabe værdi hele vejen rundt, og vi vil forsøge at bruge fællesskab til at hjælpe os selv på vej og samtidig omvendt hjælpe andre i netværket også.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Drinksaver velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Drinksaver har på ganske kort tid gjort sig rigtig godt bemærket på tværs af branchen og økosystemet for hjælpemidler og velfærdsteknologi, og det er en fornøjelse at følge. Senest på Health & Rehab, hvor de stod i den central Startup & Scaleup-Zone og gav gode pitch på den store scene.

- Jeg mødte Drinksaver via vores gode samarbejdspartner DTU Skylab, hvor den unge virksomhed også allerede i 2022 havde gjort sig positivt bemærket, blandt andet med et Bevica Seed Grant på 87.000 kroner for deres arbejde med tilgængelighed og universelt design. Jeg glæder mig til deres engagement i CareNet.

Læs mere om DrinkSaver her

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.