26

.

October

2022

Dr. Stevens Pillow er nyt medlem af CareNet

CareNet byder velkommen til Dr. Stevens Pillow, som står bag en række genoptræningspuder, der sikrer let og effektiv rehabilitering af sengeliggende patienter.

Dr. Stevens Pillow er nyt medlem af CareNet. Et medlemskab, de håber, kan være med til at skabe et større netværk og mulighed for nye samarbejder, der kan være med til at udbrede løsningen i fremtiden.

Dr. Stevens Pillow består helt konkret af en række genoptræningspuder, der sikrer, at sengeliggende patienter kan være fysisk aktive, imens de befinder sig i sengen, således de ikke taber muskelmasse, balanceevne og funktionsniveau under indlæggelsen.

Fra urolog til iværksætter

Bag genoptræningspuderne står urolog ved Sjællands Universitets Hospital i Roskilde, Steven John Widecrantz. Gennem sit arbejde med langtidsindlagte patienter stødte Steven Widecrantz på flere cases, der vakte opsigt.

Mange af hans patienter var konstant bundet til sengen og kunne derfor ikke være aktive. Samtidig havde flere af patienterne et overforbrug af antibiotika. Steven Widecrantz satte sig for at finde en mulig løsning på problemet, der kunne sikre, at patienterne kunne holde sig aktive på trods af at være sengeliggende og på den måde mindske antibiotikaforbruget og reducere indlægggelsestiden.

- Det vil alle dage være noget skidt at være låst til sengen og ikke lave noget. Derfor oplever mange at komme hjem fra sygehuset i dårligere tilstand, end da man i første omgang kom ind på sygehuset. Man mister simpelthen muskelmasse, balance og meget meget mere, når man ikke får trænet nok, fortæller Steven Widecrantz of fortsætter:

- Det er rent fakta, at sengeliggende patienter ikke får trænet nok, når de er indlagt – og med god grund. Både fysioterapeuter, ergoterapeuter og plejepersonale har begrænset tid, og det er ikke tilstrækkeligt. Derfor er der brug for en løsning, som patienterne selv kan bruge – også når der ikke er andre personer til stede.

Fire standardiserede farvekodede puder

Ideen blev til en serie af farvekodede genoptræningspuder med forskellig modstand. Puderne fordeles i farverne grøn, blå, rød og sort – præcis ligesom løjperne på skibakkerne. Farverne markerer pudernes modstand, altså hvor hårdt det er at presse puderne sammen. Således er grøn lettest, dernæst blå, efterfulgt af rød og til sidst sort. På den måde er puderne egnet til personer med forskellige styrkeniveauer og behov i forbindelse med genoptræning.

- Dr. Stevens Pillows er meget fleksible, billige, lette at rengøre og yderst holdbare. Puderne er tilpasset hospitalssenge og fås med fire forskellige modstandsstyrker, således man kan tilpasse puden til patientens individuelle træningsbehov og styrkeniveau. Den helt store styrke ved Dr. Stevens Pillow er, at patienten kan klare træningen selv. På den måde kan patienten holdes i gang, uden at fysio- og ergoterapeuter samt plejepersonale behøver at være til stede konstant. Terapeuten kan på forhånd lave et program til patienten – ud fra patienten behov og styrkeniveau – og så kan patienten egentlig klare resten selv, fortæller Steven Widecrantz og fortsætter:

- Puden placeres i fodenden, og så træner patienten ved at presse ned i puden. På den måde træner patienten de vigtigste muskler i forbindelse med genoptræning, nemlig benene, da de er kroppens fundament og grundlaget for den nødvendige styrke og balanceevne, der kræves for at styrke resten af kroppen. Ved hjælp af puderne kan patienten altså ligge i sengen og træne selv, når man har lyst og overskud, i stedet for at ligge passivt i 23 timer og vente på en fysioterapeut, der kommer og træner med dem.

Pudesystemet er udviklet i samarbejde med fysioterapeut på Roskilde Sygehus, Maja Priess Madsen, og bruges i dag af fysioterapeuterne i Roskilde, i fysioterapien på Slagelse sygehus, af Genoptræningsenheden på Næstved Sygehus samt på ét plejehjem i Københavns Kommune og af hjemmeplejen i Viborg Kommune. Derudover er puderne udstillet på DokkX i Århus frem til midt november.

Ser frem til samarbejdet med CareNet

Dr. Stevens Pillow ser frem til at være en del af netværket og håber på, at medlemskabet kan være med til at styrke virksomhedens netværk og udbredelsen af produktet.

- Jeg mener helt bestemt, at puderne kan gavne rigtig mange patienter. Det er et godt og enkelt produkt – både til sengeliggende patienter på hospitalet, men også til patienter, der er kommet ud af sengen og til brug i hjemmet efter indlæggelse eller til personer på plejehjem og så videre. De kan gavne hele vejen rundt. Det handler om at holde personer aktive, og det kan det her produkt, fortæller Steven Widecrantz og fortsætter:

- Mit helt store mål med medlemskabet hos CareNet er at få nogle samarbejdspartnere. Få nogle kontakter, der kan hjælpe mig med at drive produktet fremad. Som overlæge inden for urologi bruger jeg i forvejen masser tid på at arbejde, og jeg har simpelthen ikke ressourcerne til at komme ud over stepperne med Dr. Stevens Pillow. Derfor håber jeg, at jeg via CareNet kan få et netværk og finde nogle samarbejdspartnere, der kan hjælpe mig fremad med eksempelvis markedsføring, salg og lignende.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Dr. Stevens Pillow velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Jeg er super glad for, at vi kan byde velkommen til Dr. Stevens Pillow som nyeste medlem af CareNet. Jeg mødte teamet for nylig i kælderen på Roskilde Sygehus til en demonstration af puderne; og jeg må sige, at det var rigtig interessant. Nok er teamleder Steven både urolog og overlæge på sit felt, men i mødet her var han både opfinder og ægte entrepreneur, fortæller han og fortsætter:

- Jeg ser frem til at introducere den etablerede branchen for løsningen, og ikke mindst, at se puderne introduceret på Startup-zonen på Health & Rehab i maj 2023, hvor Dr. Stevens Pillows er del af det spændende nye hold i CareTech Challenge, Startup-programmet hos Danish.Care.

Læs mere om Dr. Stevens Pillow her.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.