På de fleste hospitaler er både lys- og støjniveauet typisk konstant døgnet rundt. Selv om natten, hvor kroppen har brug for mørke og hvile, er lyset tændt.
- Den samme belysning i alle døgnets 24 timer, kan have negative konsekvenser for personalet som arbejder i skiftende vagter. De oplever udfordringer med at fastholde en normal døgnrytme, vågenhed, kognitive evner, humør og deres opmærksomhed svækkes, forklarer klinisk sygeplejespecialist, ph.d. Leanne Langhorn, Aarhus Universitetshospital. Derudover viser forskning, at forkert belysning om natten kan øge stressniveau, mindske trivsel og jobtilfredshed.
For at se nærmere på dette, indledte Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet Glostrup i 2013 et samarbejde med lysvirksomheden og CareNet-medlemmet Chromaviso om at udvikle et døgnrytmelys tilpasset det komplekse hospitalsmiljø. Herunder bl.a. udfordringen med at forene de forskellige hensyn om natten, hvor kroppens døgnrytme har behov for mørke, samtidig med et behov for lys til arbejdet.
Hvordan personalet oplever resultaterne med døgnrytmelys
Effekten af døgnrytmelyset på personalet er undersøgt i et pilotstudie med 26 sygeplejersker fordelt på en intensiv- og en rehabiliteringsafdeling med døgnrytmelys, samt en kontrolafdeling med almindeligt lys. Et kriterie for inklusion i studiet var, at sygeplejerskerne havde minimum én ugentlig nattevagt. Personalet førte dagbog og udfyldte spørgeskemaer vedrørende søvnmønster, arbejde og trivsel. Specielt var der i spørgeskemaet i studiet fokus på personaler med skiftende vagter.
- Vi har fået forskellige udsagn i studiet og derfor er resultaterne ikke helt entydige. Men tendensen er, at sygeplejersker, som har været eksponeret for døgnrytmelys, generelt oplever en bedre søvn, idet de falder lettere i søvn og sover mere roligt. De har generelt lettere ved at vågne om morgenen og føler sig bedre udhvilet efter tre dage i døgnrytmelyset sammenlignet med kontrolgruppen, forklarer Leanne Langhorn. Grundet studiets størrelse, har det ikke været muligt at opnå signifikans på resultaterne. Resultaterne understøtter anden forskning, som viser sammenhæng mellem lys, søvn, energi og humør.
- Andre nye studier viser, at der normalt skal mindst fire døgn til at vende døgnrytmen efter nattevagter. Vores projekt indikerer, at døgnrytmelys muligvis kan reducere denne tid. Det kunne være interessant at undersøge nærmere, siger Leanne Langhorn.
Studiet peger desuden på en række andre gevinster ved døgnrytmelyset. Bl.a. en adfærdsregulerende effekt på grund af det afdæmpede lys om natten.
Kilde: Chromaviso
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.