19

.

June

2019

Den offentlige økonomi rækker ikke til fremtidens ældre og kronikere

Det nyvalgte Folketing står overfor en række vanskelige økonomiske prioriteringer, mener formand i KL.

Den demografiske udvikling viser nemlig, at der inden for den nære fremtid vil komme væsentlig flere ældre og kronikere, hvilket skaber markante stigninger i behovet for sundhed og pleje. Ifølge en ny Momentumopgørelse vil udgifterne på sundheds- og plejeområderne stige med 13,9 milliarder kroner i 2025 ud af et samlet offentligt råderum på 21,5 milliarder kroner.

Ud af de 13,9 milliarder kroner vil udgifterne til plejeområdet stige med 7,1 milliarder kroner, og udgifterne til sundhedsområdet vil stige med 6,8 milliarder kroner. Udviklingen betyder, at der ikke vil være plads til nye behandlingsformer, ny medicin eller nye tilbud på plejeområdet. Skal udgifterne til pleje- og sundhedsområdet øges, skal andre områder nemlig nedprioriteres.

Sundhedsøkonom ved Syddansk Universitet, Kjeld Møller Pedersen, spår derfor en fremtid, hvor ressourcerne vil virke endnu mere knappe end i dag.

- Vi har en underfinansiering, hvis vi vil have et sundhedsvæsen, som vi kender det. Det betyder, at vi i stigende grad skal tage stilling til, om vi vil nedprioritere andre velfærdsområder. Socialområdet og ældreplejen presser sig jo ligeså meget på, og der bliver voldsom kamp om ressourcerne, og der vil altså ikke flyde honning i paradis uanset, hvem der bestemmer, siger Kjeld Møller Pedersen.

Kommunerne presses på plejeområdet

Erfaringen viser, at ældre borgere kræver flere udgifter på plejeområdet. Af den grund vil kommunerne inden for de kommende år opleve et stort pres på plejeområderne, hvilket kan få konsekvenser på andre velfærdsområder.

Formand i KL, Jacob Bundsgaard, har gennem længere tid opfordret de danske politikere til at lave nødvendige politiske prioriteringer.

- Nu hvor valgkampen er slut, må alt fokus rettes mod at få truffet de nødvendige økonomiske og politiske beslutninger. Som det ser ud nu, er der ikke råd til at opfylde behov og ønsker på sundheds- og plejeområdet, uden at det vil få store konsekvenser for andre velfærdsområder som børn, psykisk syge og handicappede. Vi har brug for langsigtede, ansvarlige løsninger og økonomiske prioriteringer, siger han.

KL er medlem af CareNet.

Læs hele artiklen her.

Kilde: kl.dk

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.