18

.

November

2019

Den innovative proces bag udviklingen af rehabilitationsteknologi i Sydkorea

Sydkorea har over en længere periode været hub for teknologisk innovation og ekspertise - blandt andet som resultat af landets særdeles veludviklede ICT-netværk og dedikation til at være blandt verdens førende tech-nationer.

Innovation Centre Denmark i Seoul har talt med Dr. Won-kyung Song fra Korea National Rehabilitation Center (KNRC). Han deler i denne artikel sine indsigter i, hvordan Sydkorea fra statslig side forsøger at skubbe gang i udviklingen og implementeringen af hjælpemidler og velfærdsteknologi rettet mod ældre samt folk med fysisk funktionsnedsættelse.

CareNet har over de seneste måneder bragt en række artikler om sundheds- og velfærdsteknologi i en dansk-koreansk kontekst i samarbejde med Innovation Center Denmark Seoul. Dette er den sidste artikel i serien.

Spørgsmål til artiklen kan rettes direkte til den danske ambassade i Seoul ved mail selamb@um.dk. Skriv gerne følgende i emnefeltet: “Welfare and Rehabilitation Technology Market Opportunities in South Korea – ICDK Seoul”.

Velfærdsteknologi skal ud i den virkelige verden

Korea National Rehabilitation Center (KNRC), som har eksisteret i forskellige former siden 1949, er som institution dedikeret til at fremme sundhed hos personer med mobilitetsproblemer og hjælpe dem til at reintegrere sig i samfundet. Det gør de blandt andet ved at støtte research i de relevante forskningsfelter samt tilbyde undervisning og testbeds, som man håber, der kan bringe nationale velfærdsteknologiske projekter og deslige ud af laboratoriet og ind i den virkelige verden.

Det er i forhold til det sidstnævnte, at Dr. Song leverer sine bidrag. Dr. Song er ansvarlig for KNRCs afdeling for forskning i rehabilitations- og hjælpemiddelteknologi (rehabilitative- and assistive technology). Derudover er han ansvarlig for en afdeling, som mere specifikt står for at lede rehabilitationsrobotteknologi ud i hænderne på dem, som har brug for det. Dr. Song afslører, at processen bag ikke altid er ligetil. Der er mange udfordringer at overkomme, førend rehabilitationsrobotter må benyttes. Han er dog af den overbevisning, at det er det hele værd, når det endelig lykkedes.

- I Korea er der et begyndende problem med at levere ’community care’ som et alternativ til hjælp på institutionerne, siger han.

Sydkorea har lige nu på globalt plan den laveste fødselsrate overhovedet og lider under vægten af en enorm ældrebyrde, som er en af grundende til, at der er større efterspørgsel på ’community care’.

- Teknologi kan imødekomme uopfyldte behov i mennesker med fysisk funktionsnedsættelse og ældres liv. Selvom forskellige faktorer i den enkeltes omgivelser kan ændre sig, så kan teknologien i sidste ende forbedre livskvaliteten hos disse, siger han

Accelerer udviklingen og implementeringen af rehabilitationsrobotter

Dr. Song dedikerer en del af sit arbejde til såkaldt ”translational research” - research som kan hjælpe med at accelerere udviklingen, og i særdeleshed implementeringen, af projekter relateret til rehabilitationsrobotter. Faktisk er den ene af de afdelinger, som Dr. Song er ansvarlig for, specifikt rettet mod denne problemstilling.

’Translational Research for Rehabilitation Robots’ blev oprettet for 7 år siden med et særligt fokus på rehabilitationsrobotter, fortæller Dr. Song.

- Der er i KNRC et stort fokus på at bygge bro over kløften mellem teknologi og den kliniske anvendelse. Vi samarbejder både med universiteter og forskningsinstitutter, og vi hjælper dem igennem groft set fire forskellige faser: forbedring af teknologi, afprøvning og undersøgelse, anskaffelse af nødvendige licenser og godkendelser (som medicinsk udstyr) samt kliniske forsøg, siger han.

Rent praktisk assisterer KNRC projekter, interne såvel som eksterne, igennem ovenstående faser blandt andet ved at køre, hvad de kalder et ”Robot Gym”. Det hentyder ikke til et sci-fi fitnesscenter for Arnold Schwarzenegger og hans terminator-kolleger men derimod til et fysisk såvel som intellektuelt rum, hvor klinikere og ingeniører kan dele sine erfaringer og kompetencer.

Med andre ord; et led i en større infrastruktur skabt for at fremme ’leading edge’ rehabilitationsteknologi og forskning, som bliver drevet, benyttet og stillet til rådighed af KNRC.

Blandt det udstyr, de tilbyder til at teste med, finder man blandt andet ’lower extremity gait robot system’ (lokomat), et haptisk feedback device, en robotarm som er designet til neurovidenskabelig forskning og et bærbart (wearable) bionisk ben (gangapperat).

Det internationale perspektiv

Især inden for robotteknologi har Danmark formået at markere sig på verdenskortet, og det er derfor heller ingen overraskelse, at Dr. Song allerede har et vist kendskab til landet.

- Selvfølgelig er jeg klar over, at Universal Robot blev skabt i Danmark. Jeg har faktisk også besøgt Danmark en gang før for cirka et år siden. Mit hold og jeg besøgte blandt andet Public Intelligence og SDU for at undersøge løsninger relateret til service design, udviklingen af nye hospitaler og innovativt medicinsk udstyr. Danmark var ganske imponerende som en ’testbed’ for innovation, siger han.

Til trods for at Dr. Song og KNRC hovedsageligt opererer på nationalt plan, så er der hos ham ingen tvivl om, at rehabilitationsområdet, helt i tråd med hvad WHO tilskynder, nyder godt af udveksling af indsigter og ideer på tværs af landegrænser.

- Rehabilitationsområdet blev bygget på udveksling af erfaringer gennem indbyrdes møder og besøg. Mange af verdens lande ligner hinanden på nogen punkter men har også afvigelser. Jeg tror på, at netop den diversitet kan bringe muligheder med sig, når det kommer til R&D, siger han.

Mød Dr Won-kyung Song til WHINN-konference

Den 20. november 2019 indtager Dr. Song scenen på dette års WHINN-konference i Odense. Her er det intentionen af sætte handling bag ordene og dele ud af Sydkoreas erfaringer med udviklingen og implementeringen af rehabilitationsteknologi gennem det førnævnte ’translational research’.

- Jeg vil gerne dele viden om den innovative proces bag udviklingen af robotter og klinisk teknologi i Sydkorea. Derudover er det min forhåbning også at kunne indsamle viden om Danmarks innovative teknologiske økosystemer, siger han.

Dr. Won-kyung Song leverer sin keynote på WHINN-konferencen fra kl. 14:30 den 20. november.

Vil du vide mere?

Skulle du eller din virksomhed være interesseret i kontaktinformationer til potentielle koreanske partnere inklusiv Dr. Won-kyung Song, kan i skrive til Innovation Centre Denmark i Seoul på adressen selamb@um.dk . Skriv gerne følgende i emnefeltet: “Welfare and Rehabilitation Technology Market Opportunities in South Korea – ICDK Seoul”.

Artikler fra serien

Denne artikel er tredje og sidste artikel i serien om velfærdsteknologi i en dansk-koreansk sammenhæng. Læs også:

Sydkoreansk demenshandling på vej frem.

Dansk velfærds- og rehabilitationsteknologi bydes velkommen på Sydkoreanske hospitaler.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.