Resultaterne stammer fra to forskningsprojekter, der sætter fokus på intensiv fysisk træning af ældre plejehjemsbeboere med demens i let til moderat grad. Begge projekter er funderet på lodtrækningsbaserede kliniske forsøg, og havde en varighed af henholdsvis 12 uger og fire måneder.
Det norske projekt Exercise and dementia tog udgangspunkt i 18 af Oslos plejehjem, og varede i 12 uger fra maj 2012 til september 2013. Svenske Umeå dementia and exercise study havde et fire-måneders forløb og fandt sted på 16 plejehjem i det nordlige Sverige, Umeå. Den fysiske træning i forskningsprojekterne var baseret på et vægtbærende træningsprogram udviklet af fysioterapeuter og geriatere i Umeå. I det høj-intensive program anvendes bl.a. bælter med udskiftelige vægte, så belastningen af muskler og knogler kan øges og mindskes efter behov. Programmet er skræddersyet til ældre med nedsat praktisk funktionsevne i plejeboliger.
170 ældre demensramte plejehjemsbeboere deltog i det norske studie, hvoraf den ene halvdel af deltagerne havde intensiv træning under ledelse af en fysioterapeut to gange ugentligt i en time af gangen. Træningen foregik lokalt, og i det fleste tilfælde var den træningsansvarlige fysioterapeut ansat på det pågældende hjem. Den anden halvdel af de deltagende mødtes ligeledes to gange ugentligt i en time til træning under ledelse af en af hjemmets fysioterapeuter, men i stedet for intensiv træning bestod sessionerne af lettere mobilitets- og strækøvelser, læsning, spil og hygge. De to gruppers fysiske tilstand og funktionsniveau blev undersøgt både før og efter træningsforløbet. Resultaterne viste, at medlemmerne af gruppen der havde udført intensiv træning, var mere rolige og mindre udafreagerende. Dertil var deres balance forbedret igennem forløbet.
Det svenske studies deltagegruppe bestod af 186 demensramte plejehjemsbeboere, og ligesom i det norske broderstudie foregik træningen under ledelse af fysioterapeuter. 40 træningssessioner af 45 minutter blev det til på fire måneder, og et tilsvarende antal sessioner blev afsat til socialt samvær uden motion. Også dette forløb startedes og sluttedes med undersøgelse af deltagerne. Effekten af dette forløb var ligeledes en bedre balance, men da træningen ophørte fortog effekten sig også. Desuden viste studiet at træningen havde en positiv effekt på den praktiske funktionsevne – dog kun hos de deltagere der ikke led af Alzheimers.
Hvad fortæller de samlede resultater?
Studierne viser dermed, at ældre plejehjemsbeboere med demens i let til middelsvær grad kan have stor glæde af den positive effekt, som intensiv fysisk træning giver. Gennem den forbedrede balance mindskes risikoen for fald og knoglebrud, og træningen er ikke nødvendigvis ressourcekrævende, men kan gennemføres for relativt små midler i plejehjemmenes lokaler.
Læs også om Aarhus første senioridrætscenter her
Kilde: Nationalt Videnscenter for Demens
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.