CareNet byder velkommen til Caretronic, som er en veletableret international spiller inden for et område, der beskæftiger sig med patientkaldesystemer samt informations- og kommunikationsteknologier. Nu gør virksomheden sin entre i Danmark.
Caretronic, som er en førende producent og udvikler af patientkaldesystemer samt informations- og kommunikationsteknologier (IKT-teknologier), er nyt medlem af CareNet.
Virksomheden er familieejet og blev etableret i sin nuværende form tilbage i 1991. Siden da har Caretronic ekspanderet, så man i dag har afdelinger i Slovenien, Tyskland, Kroatien, Mellemøsten og USA samt kunder i mere end 50 lande verden over.
Meget mere end et innovativt patientkaldesystem
Caretronic tilbyder en lang række teknologiske løsninger inden for patientkaldesystemer og IKT-teknologier. I særdeleshed patientkaldesystemet NurseCare er blandt virksomhedens mest velkendte produkter.
Løsningen er dog ikke blot et kaldesystem i sin klassiske forstand, men formår faktisk at kombinere en lang række opgaver i ét og samme produkt. Det værende alt fra dokumentationsopgaver og opgaveplanlægning, til sengesensorer, bevægelsessensorer, tracking og medicindispensering med mere.
- NurseCare dækker i bund og grund næsten det hele, når det kommer til tilsyn og kontrol med borgere og patienter. På den måde kan systemet hjælpe sundhedspersonalet til at holde styr på en lang række forskellige parametre på en gang. Det er blandt andet med til at skabe overblik og spare tid for personalet, mens borgeren, som for eksempel kan være indlagt eller være i egen bolig, kan føle sig mere tryg og samtidig have en større følelse af frihed, fortæller Hans Houmark, som står for udbredelsen af Caretronics løsninger i Skandinavien, inden han fortsætter:
- NurseCare – som desuden også indeholder en lang række effekter målrettet borgere med demens – kan samtidig kobles op på alle eksisterende systemer, som allerede er i brug i dag. Det gør løsningen lettere at implementere, og samtidig betyder det også, at man blot har behov for at anskaffe den kombination af løsninger, man har brug for – og ikke alle mulige løsninger, som alligevel ikke vil blive brugt.
I dag har mere end 500 hospitaler og plejehjem fordelt på mere end 50 forskellige lande verden over installeret et system fra Caretronic. Danmark og faktisk hele Skandinavien i sin helhed har dog endnu ikke haft glæde af løsningerne fra Caretronic, men håbet er, at det nu vil blive ændret.
Få en grundig introduktion til løsningen i denne videointroduktion
Rykker ind i Skandinavien
Hans Houmark er manden, der skal sikre, at Caretronic nu også sparker døren ind til det skandinaviske marked. Allerede nu har han fundet en række partnere, der kan være med til at teste og afprøve løsninger fra Caretronic.
- Vi har været godt i gang med det skandinaviske marked siden oktober 2024. Det er gået stærkt i Norge, Sverige og Finland, og i Danmark har vi mange positive samtaler i gang. Vi rykker tæt på de første konkrete samtaler om at levere vores løsninger. I sidste ende handler det om, at vi får lejlighed til at vise, hvem vi er, og hvad vi kan, fortæller Hans Houmark og fortsætter:
- Det er blandt andet noget af det, vi ønsker at gøre gennem vores nye medlemskab hos CareNet. Vi vil først og fremmest være informeret om – og have indsigt i – hvad der foregår på området i Danmark. Vi vil snakke med hospitaler, kommuner, hjemmehjælpere og plejehjem. Vi håber, at vores medlemskab kan være med til at skabe nogle ringe i vandet – vi vil skabe noget opmærksomhed om os. Og så skal vi sammen med vores partner for alvor gøre vores positive entre i Danmark.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.