16

.

June

2021

AQUATIME ApS er nyt medlem af CareNet

CareNet byder velkommen til AQUATIME ApS, som står bag det intelligente drikkeglas, AQUATIME, til forebyggelse af dehydrering hos ældre.

Den danske virksomhed, AQUATIME ApS, er nyt medlem af CareNet. Et medlemskab, de håber, kan være med til at inddrage virksomheden i et større netværk inden for det velfærdsteknologiske område.

AQUATIME er en cloud-baseret CareTech løsning til forebyggelse og bekæmpelse af dehydrering primært hos ældre. Løsningen henvender sig til pleje- og sundhedssektoren i Danmark og internationalt. Det fortæller Kim Toft Madsen, CEO og partner hos AQUATIME ApS.

- AQUATIME er en løsning der er med til at forbedre livskvaliteten hos ældre samtidigt med at den gør arbejdsdagen nemmere for pleje- og sundhedspersonalet, fortæller han.

AQUATIME er et intelligent drikkeglas, der løbende monitorerer væskeindtag, viser drikkestatus på glasset og sender data til plejere, sundhedspersonale og eventuelle pårørende. Væskeindtag detekteres præcist ved hjælp af en vejecelle og et accelerometer, og der gøres brug af intelligente algoritmer til at optimere væskeindtag og frasortere væske, der for eksempel hældes i vasken. AQUATIME drikkedata opsummeres automatisk, og løsningen giver relevant indsigt og notifikationer tilpasset plejere, sundhedspersonale og den ældres behov. AQUATIME drikkedata integreres nemt til offentlige systemer som for eksempel CURA.

- På glassets bunddel vises dagens drikke-status i display, og som et ægte IoT-produkt uden opsætning sendes data op i Skyen, så status og forskellige statistikker kan følges på afstand af pleje- og sundhedspersonalet. Data opbevares helt uden personfølsomt indhold, og statistik og grafer kan let tilgås fra en smartphone, tablet eller computer, forklarer Kim Toft Madsen.

Motiverer de ældre

AQUATIME er ligeledes udviklet med henblik på at motivere de ældre til at drikke mere væske, og det foregår ved hjælp af nudging. Således minder glasset brugeren om at huske at drikke, når de ikke indtager nok væske. Det foregår ved hjælp af en reminder på glasset enten i form af lysblink, lydsignaler eller korte melodier. Derudover kan de ældre selv følge med i deres væskeindtag via en status på selve glasset. Ønsker brugeren at slukke glasset, skal de blot vende det på hovedet.

I softwaremodulet har personalet i pleje- og sundhedssektoren mulighed for at opstille drikkemål for brugerne. Derudover angiver de, hvor ofte de ønsker at modtage en status på brugernes væskeindtag, samt hvordan drikkeglasset skal påminde borgerne om at drikke væske.

AQUATIME er resultatet af et EU-udbud via Markedsmodningsfonden i 2018. Løsningen er udviklet i tæt samarbejde med ældre borgere samt pleje- og sundhedspersonalet i Albertslund og Frederikssund kommuner, og virksomheden deltog tilmed i CareTech CHALLENGE 2020’s spændende konkurrenceforløb, hvor startup-virksomheder bliver en del af et innovativt økosystem for iværksætteri og sundhedsinnovation på tværs af Danmark med fokus på udviklingen af nye og bedre teknologibaserede løsninger.

Ser frem til samarbejdet med CareNet

Kim Toft Madsen fortæller, at AQUATIME ApS’s indmeldelse i CareNet sker med henblik på at blive en del af et større netværk inden for det velfærdsteknologiske område.

- Vi vil meget gerne inddrages i CareNet’s brede netværk, udbygge vores viden og bidrage med egen viden til netværket. Selvom vores produkt er cirka 2 år gammelt, er vi stadig meget grønne på området, da selve virksomheden, AQUATIME ApS, først er startet op den 1. november 2020, fortæller Kim Toft Madsen og fortsætter:

- Vi er på meget kort tid, siden november 2020, gået fra at være et ’sandkasseprojekt’ til i dag at stå med en hel del kunder i både Danmark og nu også internationalt. Vi ser derfor stort potentiale og nødvendighed i medlemskabet hos CareNet, som er en god kanal til vores kommunikation, hvor vi både kan fortælle historien om vores løsning til omverdenen og samtidig skabe nogle netværksrelationer med nogen af de andre medlemmer, høste erfaringer og udvikle os som virksomhed.

AQUATIME ApS mærker stor interesse fra udlandet og er lige nu blandt andet i gang med et projekt i en privat plejehjemsgruppe i Spanien. Projektet har allerede haft positive resultater og forventes udbygget til yderligere plejehjem i Spanien inden for den nærmeste fremtid. En historie CareNet afdækker i en af de kommende nyhedsbreve.

AQUATIME ApS arbejder ligeledes på en ny version af glasset, som indeholder endnu mere funktionalitet til glæde for den ældre samt for pleje- og sundhedspersonalet. Den nye udgave af glasset vil blandt andet være produceret i ubrydeligt materiale, tilbyde flere former for drikkeanordninger samt gøre det muligt at tilpasse glassets nudging funktion i endnu højere grad til den enkelte bruger.

- Snart kan den ældre blive mindet om at huske at drikke vand af glasset med en stemme fra for eksempel et barnebarn, der siger: ’Kom bedstefar, det er tid til at tage en tår vand’, og vi tror, det vil være meget effektivt, forklarer Kim Toft Madsen.

Den nye version af AQUATIME løsningen forventes lanceret en gang efter sommeren 2021.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder AQUATIME ApS velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Løsninger til forebyggelse af dehydrering er særdeles efterspurgte i landets kommuner. AQUATIME leverer et stærkt bud på en borgernær løsning, som via veldokumenterede nudging-metoder i alt sin enkelhed appellerer til større væskeindtag, fortæller han og tilføjer:

- Via digitale IoT-elementer bidrager løsningen, som jeg ser det, til væsentlige overbliksløsninger til gavn for sundhedspersonaler rundt om i landet, der i udstrakt grad samarbejder med den enkelte borger om selve forebyggelsen af dehydrering. Jeg ser frem til at følge AQUATIME – ikke mindst på deres internationaliseringsproces til nye markeder, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

Læs mere om AQUATIME her.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.