Nyheder

20

.

March

2025

Ansøgningstallet på velfærdsuddannelserne er stagneret: Det bekymrer mig meget

Den 15. marts klokken 12:00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2, og tallene ser ikke just positive ud for velfærdsuddannelserne, hvilket er bekymrende.

I alt 56.675 personer har i år søgt ind på en videregående uddannelse via kvote 2.

Ansøgningsfristen var den 15. marts, og samlet set er antallet af ansøgere steget med fire procent, hvilket er positivt, men ser man nærmere på uddannelserne rettet mod velfærdsområdet, så er tallene stort set på samme niveau som året før.

Det er bekymrende

Der er sket en lille stigning på fem procent rettet mod pædagoguddannelserne, mens der er sket et lille fald på sygeplejerske- og socialrådgiver-uddannelserne.

Det overordnede billede, når det kommer til antallet af ansøgere til velfærdsuddannelserne, er bekymrende, lyder det fra Christina Egelund, som er uddannelses- og forskningsminister:

- Det bekymrer mig meget, at søgningen til velfærdsuddannelserne ser ud til at være stagneret på et lavt niveau, indleder hun i en pressemeddelelse på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside og fortsætter:

- Det, at så få vælger at søge mod velfærdsuddannelserne, understreger nødvendigheden af, at vi er ved at forhandle om en aftale om de professions- og erhvervsrettede uddannelser, som skal give et massivt kvalitetsløft til blandt andet velfærdsuddannelserne – med flere undervisningstimer, mere vejledning, mere feedback og ikke mindst en større grad af fleksibilitet i uddannelsesforløbet.

Øget fokus på uddannelse og teknologi

Manglen på ansøgere på eksempelvis sygeplejerskeuddannelsen står ikke alene.

Nye beregninger fra FOA viser, at der ligeledes er behov for at tilføre omkring 25.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2034, hvis standarden per borger skal være uændret på ældre- og sundhedsområdet.

Der er altså tale om en omfattende udfordring inden for sundheds- og plejesektoren. Først og fremmest skal uddannelserne gøres mere attraktive for de unge mennesker, men der er også behov for, at vi ser på andre alternativer og supplementer på sundheds- og plejeområdet i fremtiden, mener netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz.  

- Der er ingen tvivl om, at der i kulissen arbejdes hårdt på at gøre sundheds- og velfærdsuddannelserne mere attraktive – og det er der også behov for. Udviklingen de seneste år fortæller dog også en historie om, at det formentligt ikke vil være muligt at komme i mål, hvis der fokuseres på dette alene, fortæller han og fortsætter:

- Som dansk netværk for sundheds- og velfærdsteknologi vil vi naturligvis altid slå et slag for, at teknologierne får en større rolle på sundheds- og plejeområdet i fremtiden. Velfærdsteknologier har længe bevist, at de kan gøre en reel forskel på området. Og nej, det betyder ikke, at teknologierne skal overtage arbejdet fra vores sundhedspersonale, men det betyder, at teknologierne skal fungere som et supplement i plejen. Teknologi skal være arbejdskraftfrigørende – forstået på den måde, at teknologierne skal frigøre menneskelige ressourcer, som i stedet kan bruges på den nære pleje og omsorg.

Det fuldendte billede over antallet af ansøgere på de respektive uddannelser bliver offentliggjort den 5. juli 2025, hvor der er frist for at søge om optagelse via kvote 1.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.