Ældre Sagen er en forening, der arbejder for at forbedre forholdene for ældre i Danmark.
Ældre Sagen har over 785.000 medlemmer og 215 lokalafdelinger. Der er desuden oprettet koordinationsudvalg i de kommuner, hvor der er mere end en lokalafdeling.
Ældre Sagen er en frivilligorganisation. Med over 18.000 frivillige har Ældre Sagen berøring med ældre i alle dele af Danmark. Frivillige yder social-humanitær hjælp som fx besøgsven, aflastning, tryghedsopkald, pc-support, spiseven og diverse medlemsarrangementer. Ældre Sagen står samlet for ca. 73.000 arrangementer og 35.000 rådgivninger i 2016.
Foreningen er også en interessepolitisk organisation, der varetager ældrepolitiske interesser generelt i lokal, regional og national regi, men også indgår direkte i aktuelle enkeltsager, hvor Ældre Sagens målgruppe eller medlemmer har brug for hjælp.
Ældre Sagens kontaktperson ind i CareNet er chefkonsulent Olav Felbo, der b.la. er ansvarlig for hjemmehjælp- og rehabiliteringsområdet. Derudover beskæftiger han sig med det velfærdsteknologiske område. Olav Felbo fortæller om det nye medlemskab af CareNet:
- Velfærdsteknologien har altid været et væsentligt interessefelt for Ældre Sagen. Velfærdsteknologi kan være med til at styrke ældres mulighed for at være herre i eget liv og fri for afhængighed af hjælp fra andre. Vi glæder os til den viden og indsigt i den nyeste teknologiske udvikling, vi kan opnå gennem CareNet. Samtidigt tror vi, at samarbejdet i CareNet kan bidrage til en teknologiudvikling, som tager udgangspunkt i borgernes ønsker og behov. Vi står overfor store udfordringer på ældreområdet med flere ældre, flere demente, omlægninger mod øget rehabilitering og forebyggelse mv., hvor vi tror teknologi kan spille en rolle.
Netværksleder i CareNet Anders Lyck Fogh-Schultz ser frem til det nye samarbejde med Ældre Sagen:
- Det er særdeles positivt, at Ældre Sagen bliver en del af CareNet. Sammen med vores primære medlemmer – kommunerne, regionerne og producenterne – er en forening, som Ældre Sagen vigtig for arbejdet med velfærdsteknologi, da vi deler et interessefælleskab; nemlig at sikre, at udbredelsen og implementeringen af ny teknologi sker i tæt samarbejde og dialog med brugerne. Ældre Sagen har stærke målsætninger for arbejdet med den ældre del af befolkningen, og især deres vision om, at flest muligt skal kunne leve et godt og langt liv, går godt i tråd med vores grundtanke om, at teknologi kan være del af løsningen med udfordringerne i velfærdssektoren. Vi glæder os til samarbejdet.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.