Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse investerer nu 69 millioner kroner i 10 projekter med målet om at sætte skub i implementeringen- og skaleringen af velfærdsteknologi.
69 millioner kroner fordelt på 10 forskellige projekter, der alle har til formål at styrke velfærdssektoren ved hjælp af teknologi.
Det er de overordnede linjer i Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses seneste investering, som netop er blevet præsenteret den 13. november 2023.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse (DEB) har i løbet af den seneste tid modtaget hele 31 ansøgninger, for hvad der svarer til et beløb på 258 millioner kroner. Af disse er 10 projekter blevet udvalgt til en samlet investering på 69 millioner kroner.
Fælles for de 10 projekter er, at de alle udvikler teknologier, der via digitalisering og automatisering frigiver medarbejderressourcer i sundheds- og ældresektoren og mindsker antallet af indlæggelser og akutte behandlinger, så behandlingsudgifterne reduceres.
Formålet med investeringen
Investeringen i de 10 projekter har flere forskellige formål. Målet er blandt andet, at indsatsen skal være med til at øge danske virksomheders konkurrenceevne. Det sker gennem skalering af de enkelte virksomheders velfærdsteknologiske løsninger – både nationalt og internationalt.
Ovenstående fører en masse positivt med sig. Foruden en styrket konkurrenceevne for virksomhederne så vil skaleringen af de velfærdsteknologiske løsninger ligeledes styrke den offentlige sektors optag og anvendelse af velfærdsteknologi generelt.
Det vil i sidste ende betyde bedre behandling og pleje for patienter indlagt i eget hjem og på hospitalet med videre. Det gælder eksempelvis på områder som digital træning, kunstig intelligens og automatiserede løsninger.
Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, ser gode perspektiver i investeringen fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse:
- En samlet investering på 69 millioner kroner fordelt på 10 forskellige projekter er noget, der kan være med til at rykke på området og sætte skub i implementeringen og skaleringen af velfærdsteknologi. Så det er da helt sikkert positivt. Der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er langt fremme, når det kommer til sundheds- og velfærdsteknologi, men vi har fortsat brug for initiativer som dette, hvis vi skal formå at nå frem til det fulde potentiale på området. Vi er nået langt, men der er fortsat lang vej igen, fortæller han og fortsætter:
- Det er vigtigt, at vi arbejder målrettet på at sikre de danske virksomheders konkurrenceevne, så vi kan gå forrest i udviklingen af værdiskabende velfærdsteknologiske løsninger. Samtidig skal der arbejdes med implementeringen og hele processen, der følger med i at starte op med et nyt produkt i praksis. Langt de fleste projekter, der ikke når i mål, går i stå i de indledende faser, og derfor er implementeringsprocessen et centralt nedslagspunkt, hvis flere velfærdsteknologiprojekter skal opnå succes.
CareNet-medlemmer blandt de udvalgte
Blandt de 10 udvalgte projekter, der er blevet investeret i, er en række medlemmer af CareNet. Blandt andet har UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole to projekter med, mens Thisted Kommune, Haderslev Kommune, ZBC – Zealand Business College, Region Hovedstaden og Human Bytes hver har et projekt med. Flere andre CareNet-medlemmer deltager desuden i de overordnede projekter. Det gælder for Exorlive og Digirehab.
UCL vil blandt andet forsøge at accelerere skalering og implementering af en række velfærdsteknologiske løsninger gennem gensidig læring, erfaringsudveksling og netværksdannelse mellem kommuner og leverandører. Det gælder blandt andet inden for digital træning, hvor et andet CareNet-medlem i form af DigiRehab er med på projektet. Samtidig skal kompetencerne hos medarbejdere i sundheds- og omsorgssektoren styrkes via kursusforløb, hvor medarbejdere introduceres til teknologier, udvikler prøvehandlinger med videre.
I CareNet-medlemmerne Thisted- og Haderslev Kommuner vil man i al sin enkelthed optimere kommunernes genoptrænings- og rehabiliteringsindsats ved hjælp af arbejdskraftsbesparende teknologi. Til det vil kommunerne anvende teknologien fra et andet CareNet-medlem, Exorlive.
Foruden UCL og Thisted Kommune er også ZBC – Zealand Business College blandt de udvalgte. Målet med ZBC’s projekt er at accelerere spredningen af velfærdsteknologi gennem fokus på opkvalificering af aftager- og leverandørledet i implementeringen og skaleringen af det virtuelle borgermøde, VitaComm. Og Region Hovedstaden har et projekt med, som gennem innovationspartnerskabsudbud skal lette monitoreringen af ensengsstuer på sygehuse og på den måde spare arbejdstid og ressourcer for det kliniske personale. Samtidig sættes der fokus på gensidig læring og bedre implementering af den velfærdsteknologiske løsning.
Det sidste CareNet-medlem, der er blandt de 10 udvalgte projekter, er Human Bytes. Human Bytes får med dette projekt mulighed for at installere sin teknologi på to forskellige hospitaler med målet om at forbedre måden, hvorpå indlagte patienter overvåges, hvilket i sidste ende er med til at frigive tid og ressourcer til plejepersonalet.
- Hos CareNet er vi selvfølgelig altid positivt stemte over, at vores medlemmer står frem og deltager i projekter, der kan være med til at skabe udvikling og fremme det sundheds- og velfærdsteknologiske område, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:
- Generelt vil jeg sig, at alle 10 udvalgte projekter har stort potentiale. Det bliver spændende at følge med i udviklingen i den kommende tid. Forhåbentligt skaber de enkelte projekter værdi – både på kort og på lang sigt. Jeg glæder mig til at følge alle projekter, og CareNet står klar til at bidrage, hvor vi kan, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?
Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.
Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.
Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.