5 pejlemærker for fremtidens demensteknologi

I dag lever 80.000 danskere med en demenssygdom. I 2040 forventes det, at gruppen er vokset til 164.000. Det er dog ikke kun tallene, der udvikler sig. Det gør teknologien også. Morgendagens demensteknologi vil i endnu højere grad betyde, at man fysisk og kognitivt kan klare sig selv bedre, mere og i længere tid.

Lone Gaedt, seniorkonsulent fra Teknologisk Instituts Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi, delte fornylig hendes fem gode råd til succesfuld implementering, når det kommer til demensteknologi. I denne artikel tager hun et kig ind i krystalkuglen for at se, hvor demensteknologi er (og bør være) på vej hen.

Selvom der her tages særligt udgangspunkt i teknologi i relation til demens, vil flere af understående pointer også være gældende, når man ser på velfærdsteknologi generelt.

Flere borgere bliver mere selvhjulpne, sikre og mobile
Der er i dag brug for et bedre overblik over de forskellige demensteknologier. Helt konkret skal den begyndende kategorisering videreudvikles, så man bedre kan navigere og udvælge teknologier, som passer til de specifikke udfordringer, den enkelte, unikke person står med. At teknologier ikke er kategoriserede svarer til at gå ind i et supermarked, der ikke er opdelt i grønt-, brød-, køle- og andre afdelinger. Det ville jo tage timer at finde det, man skal bruge.

Vi ser dog allerede konturerne af nogle kategorier, der inddeler teknologier efter de formål, de tjener.

Der eksisterer i dag allerede en masse fremragende teknologier. De er bare ikke i drift i større skala endnu. Man kan undrer sig over, at det er sådan, men et bedre overblik over kategorierne og mulighederne vil komme til at hjælpe på det.

Flere teknologier, der kan mere
Der er som sagt en masse gode, eksisterende teknologier, som endnu ikke er i brug, men der er stadig også nye, innovative teknologier, som rammer markedet. F.eks. intelligente sensorsystemer, som snakker sammen. Man kan for eksempel forestille sig en datter, hvis demensramte mor (måske vel hurtigt) er blevet udskrevet fra hospitalet. Sensorer vil her kunne give datteren besked, hvis moren ikke har åbnet køleskabet henover dagen eller ikke står op af sengen. Man kunne også forestille sig et utal af andre måder, at intelligente sensorer kunne snakke sammen på og give besked om udeblivende eller (potentiel) farlig adfærd på.

En anden væsentlig faktor, som vil påvirke morgendagens demensteknologi er batteristørrelse og -levetid. Så længe de er så store, er det svært at bære teknologien på sig eller have den med sig. Det er virkelig et problem i dag. Det kommer der til at ske rigtig meget med fremadrettet, og det vil åbne en masse nye muligheder. Nogle borgere har for eksempel brug for en GPS for at kunne blive lokaliseret, ifald de ikke kommer hjem, men er GPS'en(s batteri) for stort, ønsker borgeren ofte ikke at gå med teknologien.

Herudover tror jeg, at telepresence-teknologier vil blive mere udbredt i fremtiden. De kan fungere som en livline og supplement for den ældre borger, men i lige så høj grad for den ældre borgers nærmeste, der måske er geografisk adskilt fra det pågældende familiemedlem. Telekommunikation giver borgeren en større tryghed i hurtigt at kunne komme i visuel kontakt med pårørende og plejepersonale. Sidstnævnte vil også kunne spare tid på transport, og dermed frigøre mere tid til den egentlige service.

Bedre og brugervenlige teknologier
Bedre skal i denne sammenhæng forstås som, at de bliver mere pålidelige. Der findes for eksempel mange faldalarmer, som ikke er pålidelige, da de er bundet op på algoritmer, der foreskriver, at man skal falde med en vis hastighed og slutte liggende i vandret position. De har ikke noget med virkeligheden at gøre, da man falder på forskellige måder - nogle besvimer langsomt, andre falder med knæ først osv. Men man kan selvfølgelig også allerede finde faldalarmer, som virker og beviser, hvor vigtig teknologien kan være. Når man falder, er der nemlig stor forskel på at blive fundet med det samme eller to timer senere, når nattevagten kommer forbi.

Fremtiden vil også se et løft, når det kommer til brugergrænseflader. Det er ikke alle produkter, der i dag har et intuitivt og logisk system, som gør det nemt og ligetil for brugeren. Man kan eksempelvis have en borger med et vasketoilet, som ikke kan finde vej i en fjernbetjening med 40 forskellige knapper. Men i det øjeblik han får en tænd/sluk-knap i stedet, så kan han bruge det.

En teknologi kan være nok så smart og intelligent, men hvis brugeren ikke formår (eller inviteres til) at bruge den, er den værdiløs.

Vidensdeling og -spredning i videnshullet
Der sidder nogle kompetente personer ude i demensmiljøerne, som ved en masse om pædagogikker og har stor kendskab til den her målgruppe. Disse personer er dog også bevidste om, at der plads til forbedringer, når det kommer til viden om og anvendelse af teknologi til at løfte borgernes livskvalitet.

Vi registrerer i hvert fald en kæmpe interesse og nysgerrighed fra fagpersoner, ledere og embedsværket fra demensmiljøet. De henvender sig og efterlyser viden og værktøjer til at implementere demensteknologi. De har motivationen og økonomien, men de mangler en indføring i, hvad der er, hvad det kan og hvem de konkrete og eksisterende teknologier egner sig til.

At viden bliver delt og spredt til plejesektorens personale vil også få en særligt positiv virkning på gruppen af borgere med demens. Jo flere omsorgspersoner, der kender til mulighederne, jo større chance er der også for, at teknologien kan komme til sin ret og øge livskvaliteten hos den enkelte. Det er nemlig vigtigt at have demensteknologien ind tidligt i processen, mens borgeren forstår at bemestre den - mens han/hun kan tage den til sig, opleve ejerskab og føle brugsværdi af den.

Teknologi, jura og etik mødes
Teknologien har på mange måder overhalet lovgivningen indenom, og det er i dag i mange tilfælde op til de forskellige kommuner selv at definere, hvad der er tilladt og lovligt. Nogle kommuner ønsker for eksempel ikke sensorgulve med henvisning til, at teknologien forstås som 'overvågning', mens andre kommuner bruger gulvene i flæng uden den store juridiske diskussion. Det kunne fremadrettet være en hjælp for kommunerne at have klare retningslinjer for brug af forskellige typer af overvågningsteknologier. Det kunne spare dem for tid til at afsøge, diskutere og beslutte.

Man skal sideløbende med udarbejdningen af nogle grundlæggende retningslinjer også huske og sikre, at borgeren er i centrum. Borgeren har sjældent "kun" demens - man har også ofte andre udfordringer med kroppen eller humøret. Teknologi kan aldrig være et hurtigt fix og 'så er den hjemme'. Vi skal forstå den enkelte og unikke borger til bunds, og kun med det afsæt kan teknologi være positivt.

Kilde: Samuel Brøgger, Teknologisk Institut