20

.

January

2021

4Mvideo er nyt medlem af CareNet

CareNet byder velkommen til 4Mvideo, som ved hjælp af et e-cykelsystem tilpasset enhver form for motionscykel kan give borgere følelsen af at cykle i det fri hjemme fra stuen ved hjælp af videooptagelser.

Opstartsvirksomheden 4Mvideo er nyt medlem af CareNet. Et medlemskab, de håber, kan være med til at udbrede deres løsning og mission om at motivere borgere til daglig motion.

CareNet har taget en snak med direktør i 4Mvideo, Erik Johannsen.

- Vi arbejder indædt for at motivere til daglig motion. Motion har nemlig både en forebyggende virkning og kan understøtte rehabilitering. Med 4Mvideo har alle ældre muligheden for at træne mere i dagligdagen – specielt i en tid, hvor alle idrætsforeninger og lignende er lukket ned, forklarer Erik Johannsen og fortsætter:

- Vi har forsøgt at skabe en let tilgængelig og hyggelig måde at motionere på - baseret på natur- og kulturoplevelser, som motiverer meget mere til at holde sig i gang.

Borgere med nedsat funktion i kroppen kan med motionssystemet fra 4Mvideo få følelsen af at cykle rundt i det fri. E-cykelsystemet fungerer ved, at en pedalsensor registrerer trådet i pedalerne og forbinder til et bibliotek med 4Mvideos cykeltursvideoer, som afspilles via en app, når der trædes i pedalerne. Det er en unik måde at opleve Danmark på - samtidigt med, at man plejer sit helbred.

- Vi forsøger at gøre det let og hyggeligt at dyrke daglig motion. I det omfang man kan, vil mange jo gerne ud at cykle i det fri. Men hvis man nu har nået en alder, hvor balancen driller, og hvor man ikke tør sætte sig op på cyklen, er man begrænset af det. Men så kan man komme ud at cykle virtuelt i stedet, forklarer Erik Johannsen.

De cykelture, man virtuelt kan cykle, er dels nogle, Erik Johannsen og kollegerne selv har filmet rundt om i landet – men venner, familie og bekendte kan også optage cykelture for brugeren, som kan uploades til 4Mvideos platform. På den måde er det nemt at opleve lige netop den rute hjemme i stuen, man normalt ellers ville have cyklet ude i naturen.

- Vi oplever faktisk oftest, at de ruter, vores brugere efterspørger, er nogle, de er vant til at cykle fra deres egne lokalområder. Der er aldrig nogen, der har bedt os om at optage en video, så de kan opleve at cykle på Hawaii. Når det så er er sagt, er der jo ikke noget, der står i vejen for, at vi kan optage en cykeltur i eksempelvis Tokyo, som man så kan opleve hjemme i stuen, fortæller Erik Johannsen.

Ser frem til samarbejdet med CareNet

Erik Johannsen fortæller, at 4Mvideos indmeldelse i CareNet sker med henblik på at netværke og udbrede virksomhedens budskab til relevante segmenter – og selvfølgelig motivere flest muligt borgere til daglig motion.

- I og med, at vi har et ønske om at udbrede vores teknologi til flere danske kommuner, institutioner og foreninger, giver det rigtig god mening for os at være medlemmer af CareNet. CareNet giver os mulighed for at netværke og udbrede vores budskab. Derudover kan vi gennem CareNet ramme en bred gruppe af interessenter for vores virksomhed. Vi får altså mulighed for at undersøge vores marked nærmere og få en bedre forståelse for de forskellige behov og ønsker, der findes, hvilket i sidste ende forhåbentligt kan skabe flere samarbejdsprojekter i for eksempel kommunerne, forklarer Erik Johannsen og tilføjer:

- Vi ønsker at være med til at holde ældre mennesker aktive. Mange ældre kommer fra et rehabiliteringsforløb på for eksempel hospitalet til at skulle hjem i egen stue. Her giver et tilbud med et 4Mvideo-forløb fra kommunen rigtig god mening – det gør man for eksempel i Gladsaxe kommune. Men et tilbud som dette fra kommunen varer ikke evigt. Derfor ville det give rigtig god mening, hvis også foreningslivet kunne bringes med på ideen. Så vi i samspil kan sikre ældre borgeres aktivitet og livskvalitet – også på den lange bane.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder 4Mvideo velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Det er en fornøjelse at byde velkommen til 4Mvideo og direktør Erik Johannsen, som jeg kender fra en lang række sammenhænge – med udbredelsen af velfærdsteknologien som fælles interessepunkt. Senest har 4Mvideo deltaget i CareTech CHALLENGE med Danish.Care, hvor løsningen var med hele vejen i konkurrenceforløbet. Indsatsen med at motivere vores medborgere til mere motion i hverdagen er både central for virksomheden – og for samfundet som helhed, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Jeg ser frem til at introducere 4Mvideo til CareNet – og ikke mindst at introducere vores mange medlemmer fra aftagerfeltet til løsningen, der scorer højt i forhold til for eksempel træning, motion og rehabilitering, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

Læs mere om 4Mvideo her.

Deltag i arrangementet
Tilmeld dig
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vil du opdateres på, hvad der rør sig inden for sundheds- og velfærdsteknologien uge efter uge?  

Hos CareNet leverer vi hellere end gerne dugfriske nyheder fra branchen samt et overblik over nye og spændende arrangementer direkte i din og dine kollegaers indbakke.  

Hver torsdag klokken 14:00 udkommer CareNets fagligt stærke nyhedsbrev. Her sætter vi udvikling, anvendelse og implementering af sundheds- og velfærdsteknologi til pleje og omsorg på dagsordenen.

Skriv dig op og hold dig opdateret herunder.