Lone Gaedt ansat hos Teknologisk Institut
Den 3. november tiltrådte Lone Gaedt stillingen som seniorkonsulent hos Center for Robotteknologi. Her vil hun især komme til at beskæftige sig med ny teknologi inden for velfærdsområdet - herunder robotsælen Paro.
Lone kommer fra en stilling som projektkoordinator i Projekt Vær Tryg i Københavns Kommunes sundheds- og omsorgsforvaltning.
Hos Teknologisk Instituts Center for Robotteknologi vurderer Lone Gaedt, at hun kan bidrage med en hel del qua hendes baggrund fra velfærdsområdet:
"Mit kendskab til udfordringerne inden for omsorgsområdet og de teknologiske potentialer hos Center for Robotteknologi er et godt match. Det kan virkelig komme til at rykke noget og gøre en forskel."
Og især projektleder Troels Oliver Vilms Pedersen glæder sig til at arbejde tæt sammen med Lone Gaedt:
"Jeg ser meget frem til at komme i gang med alle de aktiviteter på robot- og velfærdsteknologiområdet, som vi har planlagt, at Lone skal tage fat på. Lone er en absolut førende ekspert inden for afprøvning og anvendelse af robot- og velfærdsteknologi, og vi kommer derfor til at dække hele spektret omkring udvikling, udbredelse og anvendelse af teknologi til pleje- og omsorgsområdet," siger han, hvorefter han slår fast: "Vi bliver et meget stærkt hold inden for velfærdsteknologien!"