Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Levabo ApS er nyt medlem af CareNet

Levabo ApS er nyt medlem af CareNet

13. september 2022

Af Malthe Bendix Søgaard

CareNet byder velkommen til Levabo ApS, som er en dansk familiedrevet virksomhed, der har forhandlere og leverer velfærdsteknologiske produkter inden for tryksårsforebyggelse i hele verden.

Levabo er nyt medlem af CareNet. Et medlemskab, de håber, kan være med til at styrke virksomhedens netværk og tværgående samarbejder.

Levabo – en verden uden tryksår

CareNet har taget en snak med produktspecialist hos Levabo, Anja Renee, om virksomheden og deres nye medlemskab hos CareNet.

- Hos Levabo ønsker vi at gøre en forskel i sundhedsvæsenet, og vores vision er, at vi med vores produkter kan bidrage til at udrydde tryksår samt skabe øget livskvalitet og velvære i befolkningen. Hun fortsætter:

- Tryksår er fortsat udbredt, og det anslås at cirka 12% af danskerne over 65 år har et tryksår. Udviklingen med flere multisyge og ældre vil med al sandsynlighed få antallet af tryksår til at stige, hvis der ikke sættes ind med forebyggelse – og det er dét, vores trykaflastende produkter skal være en del af løsningen på.

Ifølge Anja Renee er samarbejde med praksis en grundkerne i Levabos virke. Samtidig påpeger hun vigtigheden i, at de innovative løsninger, virksomheden udvikler til dagligt, er intuitive og brugervenlige.

- I mere end 10 år har vi haft et tæt samarbejde med brugerne af vores produkter og de sundhedsprofessionelle. Vi har udviklet lejringsprodukter til forebyggelse og behandling af tryksår i samarbejde med en række danske sårsygeplejersker. Det gør vi, da vi mener, at den tætte dialog og samarbejde er essentiel for, at vi kan skabe innovativ velfærdsteknologi, der gør en forskel i praksis, fortæller hun.

Forebyggelse af tryksår

Levabo har en lang række af trykaflastende produkter, herunder siddepuder, hæleløftere, lejringspuder og madrasser i deres sortiment.

En af dem er det automatiske kipsystem, Turn All, som hjælper med at forebygge og behandle tryksår ved at positionere en person i sideleje på 30° skiftende mellem højre og venstre side. Et system der kan bruges i enhver plejeseng med aftagelig madras, hvor den placeres under madrassen.

Derudover har virksomheden udviklet en serie af oppustelige puder til forebyggelse og behandling af tryksår. Alle puder er et ’en-patients produkt’, men kan anvendes til den samme bruger over længere tid. Puderne kan let aftørres med en fugtig klud, alkohol eller andet egnet desinfektionsmiddel, hvilket er med til at sikre høj hygiejne. 

Ser frem til samarbejdet med CareNet

Anja Renee fortæller, at målet med Levabos medlemskab i CareNet-netværket er at styrke virksomhedens netværk og tværgående samarbejder.

- Vi er rigtig glade for, at vi nu er blevet medlem af CareNet. Som virksomhed inden for den velfærdsteknologiske verden er det rigtig vigtigt, at man danner nogle gode relationer og har et stærkt netværk – og her ser jeg CareNet som et godt netværk at være en del af, fortæller hun og fortsætter:

- Som virksomhed ønsker vi at skabe innovativ velfærdsteknologi, der gør en forskel i praksis – og her ser jeg tværgående samarbejde som en vigtig del af processen. Vi håber, at medlemskabet kan være med til at styrke Levabos samarbejde på tværs af regionale grænser og sektorer, offentlige institutioner, videninstitutioner og private virksomheder.

Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, byder Levabo velkommen og glæder sig til samarbejdet.

- Det er en ægte fornøjelse at kunne byde officielt velkommen til Levabo som nyt medlem af CareNet. Vi har allerede haft mulighed for at møde teamet ved tidligere CareNet-events. Løsninger inden for tryksårsaflastning er centrale inden for det velfærdsteknologiske område, idet de aflaster særligt plejekrævende borgere samt personalet i forhold til arbejdsmiljø. Personligt har jeg mødt Levabo på flere af de store europæiske messer, og responsen på deres løsning er stor – også internationalt. Jeg ser virkelig frem til at følge deres videre rejse.

Læs mere om Levabo her