Mød en oplægsholder på Velfærdsteknologi anno 2022
Af Malthe Bendix Søgaard
Kommunikation er for langt de fleste mennesker en naturlig og ubesværet del af tilværelsen, men for mennesker med forskellige funktionsnedsættelser er kommunikationen ikke helt så lige til. Få indblik i de sidste nye skud på stammen inden for kommunikation for de borgere, der, kommunikativt set, har det allersværest.
Læs mere, og tilmeld dig konferencen som deltager eller udstiller her.
Når CareNet, Teknologisk Institut og Danish.Care den 11. oktober sætter velfærdsteknologi og hjælpemidler på dagsordenen med den nationale konference, Velfærdsteknologi anno 2022, får du mulighed for at lytte til en række spændende oplæg.
Vi giver dig i denne artikel en kort introduktion til Kommunikationscentret Hillerøds oplæg på konferencen. Et oplæg, der giver dig indblik i nye måder at støtte kommunikationen på ved hjælp af eksempler på konkrete teknologier, som skaber nærhed, interaktion, forståelse og selvstændighed.
God kommunikation for alle
På konferencen sætter de to Teknologikonsulenter hos Kommunikationscentret Hillerød, Morten Jacobsen og Michael Hjort-Pedersen, fokus på nye kommunikationsteknologier, der skaber nye og forbedret muligheder for personer med eksempelvis kognitive og motoriske udfordringer.
Morten Jacobsen fortæller:
- Når man taler kommunikationshjælpemidler, handler det ofte de gængse talemaskiner – elektroniske kommunikationsløsninger, der supplerer og/eller erstatter tale. Til dagligt arbejder vi på Kommunikationscentret Hillerød med et udvidet kommunikationshjælpemiddelsbegreb. Det vil sige, at vi ligeledes fokuserer på andre, måske i mindre grad udbredte, løsninger, som kan skabe yderligere værdi for borgerne, fortæller han og fortsætter:
- Mantraet er, at vi skal kunne hjælpe alle – også dem med de største kommunikative udfordringer. Og her er talemaskiner, ud fra vores erfaringer, ikke altid en mulighed. Derfor er det vigtigt for os at udbrede budskabet om de mindre udbredte, men i sandheden yderst gavnlige, kommunikationshjælpemidler.
Hos Kommunikationscentret Hillerød arbejder de til dagligt med en række hjælpemidler, der allerede nu gør en forskel for en række personer. Og derfor håber Morten Jacobsen og Michael Hjort-Pedersen, at oplægget kan være med til at give deltagerne et indblik i, hvad der reelt set findes derude og samtidig sætte fokus på vigtigheden af, at alle har/får en stemme.
- Vi arbejder for tiden eksempelvis med et nyt produkt, som hedder ’KnowMe’. Et produkt, der blandt andet kan hjælpe kognitivt og motorisk udfordrede personer med at kommunikere med omverden ved hjælp af kropslige udtryk. ’KnowMe’ er baseret på de udtryk, personen allerede bruger. Personen skal ikke lære at anvende hjælpemidlet og derfor kan brugeren kommunikerer på den måde, der er naturlig for dem, mens omgivelserne lærer at forstå brugerens udtryk, fortæller Morten Jacobsen og fortsætter:
- Og det er egentlig et meget godt eksempel på vigtigheden af andre hjælpemidler end blot talemaskiner. Hvis vi ikke breder os lidt ud og kigger ud over de traditionelle kommunikationshjælpemidler, så fratages en lille gruppe mennesker, som nævnt ovenfor, muligheden for at følge med og kommunikere. Derfor må vi kigge hele vejen rundt og stille os selv spørgsmålet: Hvordan får den her person samme muligheder for at kommunikere som alle andre? Der findes en masse hjælpemidler, der kan facilitere de her processer og som giver samme muligheder for borgeren, det er bare med at skabe den nødvendige kendskab derude.
Hvorfor skal du lytte til netop dette oplæg?
Morten Jacobsen og Michael Hjort-Pedersen glæder sig til at fortælle om helt konkrete erfaringer fra brug af teknologierne – og hvorfor teknologierne kan skabe værdi i dit arbejde.
- Målet med vores oplæg er at udvide deltagernes horisont, når det kommer til kommunikationshjælpemidler. Der er så mange muligheder derude, som endnu står i skyggen af de mere gængse hjælpemidler på området. Vi håber, at vores oplæg kan være med til at rette fokus lidt væk fra den traditionelle hjælpemiddelstankegang og i stedet rette fokus mod nye værktøjer, der kan hjælpe dem med de største kommunikative udfordringer, fortæller Morten Jacobsen og fortsætter:
- Samtidig handler det, for os, også om, at deltagerne på konferencen får en større forståelse for, hvad kommunikation egentlig vil sige. For det kan være svært, når man ikke selv har udfordringer med at kommunikere. Det handler om nærhed, interaktion, deltagelse, tolkning, forståelse og selvstændighed og meget mere – og det er vigtigt at have for øje, når man arbejder med kommunikativt udfordrede personer.
Læs mere, og tilmeld dig konferencen som deltager eller udstiller her.
Velfærdsteknologi ANNO 2022 arrangeres af CareNet, Danish.Care og Teknologisk Institut i samarbejde med Alexandra Instituttet og Danish Life Science Cluster.