Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Inge Steen Pedersen vinder ROPOX-prisen 2022

Inge Steen Pedersen vinder ROPOX-prisen 2022

21. juni 2022

Af Malthe Bendix Søgaard

Vinderen af ROPOX-prisen 2022 er fundet. Den 1. juni kunne Inge Steen Pedersen lade sig hylde som vinder på dette års udgave af Ergo22. Hun har fået prisen på baggrund af hendes ergoterapeutiske kerneydelser og enestående innovative og kreative tilgang.

Igen i år – ligesom de har gjort det siden 1989 – har CareNet-medlem, ROPOX, i deres arbejde for aktivt at skabe bedre vilkår for mennesker med nedsat funktionsevne og deres hjælpere, uddelt ROPOX-prisen til en ergoterapeut, der har ydet en speciel indsats for ergoterapifaget.

Vinderen af ROPOX-prisen får udover anerkendelsen ved overrækkelsen ligeledes et beløb på 25.000 kroner, hvilket giver modtageren en unik mulighed for at udforske og udvikle nye muligheder inden for ergoterapifaget.

Vinderen af ROPOX-prisen 2022

I år faldt valget af prismodtager på ergoterapeut, Inge Steen Pedersen.

- Med sin sundhedsprofessionelle ildsjæl praktiserer hun de ergoterapeutiske kerneydelser med en enestående innovativ og kreativ tilgang. (…) Inge Steen Pedersen har altid øje for patientens aktive hverdagsliv og evner gennem patientperspektivet at udvikle løsninger og småhjælpemidler, der øger patientens selvhjulpenhed og livskvalitet.

Sådan lyder det i kollegaernes indstilling af ergoterapeut, Inge Steen Pedersen, som på Ergo22-konferencen modtog ROPOX-prisen.

Til dagligt arbejder hun tæt sammen med selvsamme kolleger i Ergoterapeutgruppen på Afdelingen for Rygmarvskader på Rigshospitaler.

Inge Steen Pedersen fortæller:

- Det er helt vildt, det gør mig rigtig glad, at kollegaerne har sendt det ind. Jeg har slet ikke mærket, at der var noget under opsejling i huset, selvom den slags normalt ikke rigtig kan holdes skjult. Så det kom virkelig som en overraskelse.

En innovativ og kreativ opfinder

Udover det daglige arbejde som ergoterapeut er Inge Steen Pedersen også kendt som noget af en opfinder. Hun står blandt andet bag den såkaldte tubeholder og penisholder.

Tilbage i 2020 kunne man – i fagbladet Ergoterapeuten – læse artiklen ’Opfinder’, som handlede om hendes tubeholder, der er skabt til at hjælpe patienter med nedsat håndfunktion med at holde og trykke på en klyx.

Holderen, der nu er sat i produktion på den måde, at et firma leverer den på efterspørgsel, opstod som resultat af en konkret problemstilling i praksis. Og ligesom tubeholderen er også penisholderen sidenhen kommet til.

- TV2 Lorry kom forbi for at fortælle historien om min penisholder, for sådan én havde de aldrig hørt om før, og de havde måske heller ikke fantasi til at forestille sig, hvordan sådan en så ud. Det var sjovt, men historien var i virkeligheden bare, at der var en patient, som havde meget dårlig funktion i begge hænder, og som selv skulle kunne sætte kateter op, og så fandt jeg på en holder, der kunne hjælpe ham, fortæller Inge Steen Pedersen med et smil efter overrækkelsen.

Patienterne i fokus

Og netop patienterne i den konkrete ergoterapeutiske praksis har altid været i fokus – både i Inge Steen Pedersens arbejde på Rigshospitalet og som opfinder.

- Når jeg ser nogle sidde og bøvle med noget bestik eller deres telefon, så går jeg lige over og snakker med dem, og så finder vi tit en løsning, der kan gøre det lettere for dem at for eksempel spise selv eller bruge telefonen, fortæller hun og tilføjer:

- Min virkelige drivkraft er det samarbejde, jeg har med patienterne, for det giver mig den læring, jeg synes er så spændende. Og samtidig er det vigtigste selvfølgelig den betydning, det har for dem. Når de kommer her og måske er næsten helt lamme i hænderne, er de så frustrerede over ikke at kunne noget som helst. Bare det at se, hvor stor betydning det så har, at de får et lille hjælpemiddel, der gør, at de igen selv kan bruge deres mobiltelefon frem for at være afhængige af, at personalet skal holde den for dem. Det er meget motiverende.

Ikke nok med, at Inge Steen Pedersen selv henvender sig, hvis hun kan se, at en person har brug for hjælp, så kommer patienter eller kollegaer også ofte selv til hende, fordi de har hørt, hvad hun kan.

- Jeg har for eksempel lige haft en patient, der gerne ville kunne hjælpe i køkkenet. Der skulle faktisk ikke ret meget til for, at det kunne lade sig gøre, men det gjorde en kæmpe forskel for ham, og det betyder jo samtidig, at der sker fremgang, når man bruger de her tilpassede hjælpemidler, fortæller Inge Steen Pedersen.

Nu har hun fået en pris for det, hun kan, og selv om det er et par dage siden, hun selv blev overrasket, er hun stadig beæret:

- Det betyder rigtig meget for mig. Det er en kæmpe glæde, at mine kollegaer virkelig anerkender det, jeg laver - at de ikke bare tænker: Nå, Inge er lige i værkstedet for at lave nogle af sine små dimser. Men at de kan se den forskel, opfindelserne faktisk gør for patienterne. Det gør mig glad.

ROPOX-prisen

Har du en ergoterapeutkollega, som du mener, fortjener at blive hædret for sin specielle indsats inden for ergoterapifaget?

Så kan du indstille personen til næste års uddeling.

Prisen uddeles én gang årligt, og alle ergoterapeuter eller grupper af ergoterapeuter kan indstille en ergoterapeutkollega, som gennem en speciel indsats for ergoterapifaget har gjort sig fortjent til en pris.

Læs mere om ROPOX-prisen her.

Ergoterapeutforeningen og ROPOX er medlemmer af CareNet

Kilde: Ergoterapeutforeningen og ROPOX