Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Hvordan kan teknologi bidrage til bedre uddannelse på de danske SOSU-skoler?

Hvordan kan teknologi bidrage til bedre uddannelse på de danske SOSU-skoler?

04. maj 2022

Af Malthe Bendix Søgaard

En ny anatomi-app – udviklet af CareNet-medlem, TakeAWalk – skal gøre det smartere og nemmere at uddanne SOSU-elever i emneområder som KOL og bensår.

Inddragelse af teknologier i undervisningen kan skabe stor værdi for fremtidens færdigudklækkede SOSU’er. Sådan lyder det fra Creative Director i TakeAWalk, Lasse Millek.

TakeAWalk, der til daglig beskæftiger sig med udvikling af brugervenlig virtual reality og augmented reality til træning og uddannelse af mennesker samt oplevelsesskabelse, har – i samarbejde med Videnscenter for Velfærdsteknologi Vest – udviklet en ny og gratis anatomi og fysiologi app, som er koblet op til to tilhørende e-bøger til gavn for undervisere og elever på de danske SOSU-skoler.

Appen ved navn XR Organs indeholder to virtual reality undervisningsforløb, som omhandler pleje af bensår og pleje af borgere med KOL til både social- og sundhedsassistentuddannelsen og social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Ved hjælp af virtual reality og augmented reality har eleverne mulighed for at se nærmere på kroppens anatomi, se diverse organer i stor størrelse og se dem fra diverse vinkler. XR Organs gør det muligt at zoome ind på alveole-niveau og se de forskellige stadier af KOL, og hvordan sygdommen påvirker lungerne. Og det giver ifølge Lasse Millek stor værdi for både elever og undervisere.

- Jeg synes, at XR Organs er et godt eksempel på, hvor stor værdi vi potentielt kan skabe ved hjælp af virtual reality. XR Organs bidrager til SOSU-uddannelserne ved at give en anden måde at anskue noget læringsmateriale på. I stedet for traditionel læring via bøger, billeder eller videoer på computeren kan eleverne i XR Organs komme helt tæt på det specifikke emneområde – dykke ind i kroppen om man så må sige, fortæller han og fortsætter:

 - XR Organs er med til at give eleverne et mere visuelt indtryk af, hvad der sker i eksempelvis lungerne, når man er ryger, og hvordan det ser ud på forskellige stadier af en sygdom som KOL. Samtidig kan appen – udover at være et læringsværktøj, der med fordel kan benyttes af alle elever – være et stærkt supplement til de elever, som er knap så boglige og lærer mere og bedre visuelt.

I appen kan undervisere og elever opleve en anatomisk model af et menneske og komme helt tæt på både lunger – raske som KOL-præget – eller arterielle og venøse bensår og hjertekredsløbet. Eleverne får også adgang til at kigge på andre organer som for eksempel hjernen og leveren.

Koblet op til E-bøger

Begge virtuelle forløb har tilknyttet en e-bog, hvor elever kan få mere information om eksempelvis arterielle bensår. E-bøgerne indeholder både interaktive elementer som videoguides og tekst, hvori højtlæsning kan tilvælges.

E-bogen om KOL indeholder blandt andet viden om lungernes opbygning, hvad KOL er, diagnosticering, rehabilitering, rygeafvænning, kost, medicin og følgevirkninger, mens e-bogen om bensår blandt andet indeholder viden om hudens opbygning, sårheling, hovedtyper af bensår og lokal sårbehandling.

Både AR og VR-udgaven kan gratis benyttes af alle SOSU-skoler i Danmark. VR-forløbene er udviklet til brug i Oculus Quest 1+2 og skal betragtes som et supplement til lærebøgerne.

Bliv introduceret til appen og dens indhold i denne video.

TakeAWalk er medlem af CareNet.