Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Nyt dansk-drevet EU-projekt ser dagens lys

Nyt dansk-drevet EU-projekt ser dagens lys

27. april 2022

Af Malthe Bendix Søgaard

Et konsortium af 7 internationale partnere – heriblandt tidligere CareTech CHALLENGE-deltager, Anyware Solutions – opstarter nyt projekt, der skal gøre det muligt for pårørende til alene-boende ældre, at implementere en digital omsorgsløsning til forebyggelse og forbedret livskvalitet.

Et nyt dansk-drevet EU-projekt ved navn AAL4ALL har i starten af 2022 set dagens lys. 7 internationale partnere fra 5 forskellige lande deltager – og det med en tidligere CareTech CHALLENGE kending, nemlig Anyware Solutions, som er projektkoordinatorer på projektet.

Stort potentiale i projektet

CEO og Founder hos Anyware Solutions, Morten Bremild, ser meget stort potentiale i projektet og glæder sig over den start, som projektet har fået.

- Ældreplejesystemet er i dag primært til for ældre ’patienter’ – altså for ældre borgere, der er i behandling for en sygdom eller lidelse, for eksempel på et hospital eller hos en læge. Men der er heldigvis mange aktive og raske ældre, der ikke behøver pleje i klassisk forstand. Disse har en tendens til at blive overset – og det er dem projektet henvender sig til. Blot fordi man ikke som sådan er plejekrævende, kan man stadig være utryg ved at bo alene eller have et vist behov for hjælp, fortæller han og fortsætter:

- Faktisk bor hver tredje ældre borger i Europa og hele 40% i Danmark i eget hjem. Mange af dem er utrygge ved at bo alene, da de eksempelvis ikke ved, om de får hjælp, hvis der er brug for den. Ligeledes viser vores studier, at de fleste pårørende til ældre, der bor alene, ofte er bekymret for den ældre borgers ve og vel, når de ikke selv er der. Det er disse ældre borgere og deres pårørende, AAL4ALL-projektet har til formål at hjælpe. Projektet skal ’demokratisere’ sundhedssystemet ved at gøre det muligt for alle ældre, der bor alene, at få implementeret en hel basal digital omsorgsløsning til forebyggelse og forbedret livskvalitet.

Løsningen

Den digitale omsorgsløsning, der bliver benyttet i projektet, udvikles på baggrund af Anyware Solutions’ allerede eksisterende teknologiplatform.

Løsningen giver en ikke-stigmatiserende og tidlig Smart Home-baseret introduktion til digitale hjælpemidler for aktive ældre via deres pårørende. Derudover er der mulighed for at tilpasse løsningen til skiftende behov ’as-a-Service' over tid, blandt andet i form af stemmestyring og -feedback samt ’first responder services’ via professionelle plejeudbydere.

Morten Bremild fortæller:

- Der lægges i projektet et stort fokus på ’data privacy by design’ og etisk datahåndtering. Vi kan konstatere, at der er mange ældre, som er villige til at dele deres data på egne præmisser, hvis de til gengæld opnår denne basale tryghed. Han fortsætter:

- For at give ældre, der bor alene, mulighed for at leve selvstændigt i længere tid i deres eget hjem, er vi nødt til først at gøre deres hjem til et ’SMART-hjem’. Teknologien, der installeres i hjemmet, er baseret på Anyware’s smart-hjem-sensorer, der bruger lydbaserede læringsalgoritmer til at overvåge adfærdsmæssige ’anormaliteter’ i den ældre borgers hjem. Pårørende eller hjemmeplejeudbydere kan derpå, via en opkoblet app, modtage indikationer om den ældre borgers velbefindende samt om der er behov for hjælp.

Læs mere om Anyware Solutions i forbindelse med deres deltagelse i CareTech CHALLENGE her.

Projektets forventninger

Konsortiet forventer at have en løsning – baseret på ikke-medicinske smarthjem-enheder beriget med AI og læringsalgoritmer til uformelle omsorgspersoner og formelle plejeudbydere – klar til markedet ved afslutningen af projektet, men en første version baseret udelukkende på Anyware’s teknologi kan ramme markedet allerede til jul i år.

- Vi forventer, at projektet, ved dets afslutning, kan have en væsentlig indflydelse og forbedrende effekt på livskvaliteten for størstedelen af alene-boende ældre og ikke mindst deres uformelle pårørende i forhold til tryghed, slutter Morten Bremild.

AAL4ALL-projektet omfatter 7 partnere, Anyware Solutions ApS, exthex GmbH, Hochschule Luzern-iHomeLab, Cáritas Diocesana de Coimbra, Fundatia Ana Aslan International, bonacasa AG og Blæksprutten, hvoraf 4 af partnerne er slutbrugerorganisationer fra fire forskellige lande, som vil gennemføre feltforsøg i løbet af projektet og fungere som ’early adopters’, når løsningen kommer på markedet.

Projektet, som havde startskud den 1. januar 2022, har et totalt projektbudget på 16 millioner danske kroner for hele konsortiet og projektet forventes at tage 30 måneder.

Læs mere om projektet på AAL4ALL’s hjemmeside her.

Læs mere om Anyware Solutions her.