Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
App giver overblik over medarbejdernes trivsel i Ballerups hjemmepleje

App giver overblik over medarbejdernes trivsel i Ballerups hjemmepleje

26. april 2022

2 års afprøvning af appen ’Min Arbejdsdag’ har skabt overvejende tilfredshed i Ballerups hjemmepleje, hvor farveskalaergiver lederen overblik i en travl hverdag.

I Ballerup Kommunes hjemmepleje er der, som i så mange andre af landets kommuners hjemmepleje, fart på. I kommunens udekørende hjemmepleje, hvor skiftende vagter, fridage og weekendarbejde er en fast del af hverdagen, bliver det derfor ikke til den regelmæssige kontakt mellem leder og medarbejder, som det kendes fra andre fag.

Og det er, ifølge Tine Gitte Nielsen, der er leder af Ballerups hjemme- og sygepleje, en lidt speciel konstruktion at være nærmeste leder for 40-50 medarbejdere og ikke se dem ret tit. Hun fortæller:

- Selvom alle teams hører til på samme matrikel, er det langt fra sikkert, at teamlederen får set alle på en arbejdsdag. Vi er samlet til frokost og måske til et møde, så det bliver max 45 minutter på en hel dag.

Derfor har kommunen i de sidste 2 år afprøvet appen, ’Min Arbejdsdag’, fra TeamEffect i hjemmeplejen. Som overordnet leder for kommunens hjemme- og sygepleje bruger Tine Gitte Nielsen appen med staben og de enkelte teamledere, der står for den daglige hjemmeplejedrift.

- Appen gør, at man som leder kan se, om medarbejdernes dag, generelt set, har været god eller dårlig. Teamlederne har appen til brug for deres 40-50 ansatte, der hver dag kører ud til kommunens ældre og syge borgere, siger Tine Gitte Nielsen.

Min Arbejdsdag

Appen giver medarbejderne mulighed for at registrere, hvordan de føler, deres arbejdsdag har været. Det gør de ud fra en femskalaet farvevurdering fra grøn til gul til rød, altså fra rigtig god til okay til rigtig dårlig. Derpå kan medarbejderne selv reflektere over, hvorfor dagen har været, som den har været, og tilføje kommentarer til registreringen.

Registreringerne analyseres i appen på individ- og afdelingsniveau, så lederen kan følge med i medarbejdernes løbende vurderinger på trods af den fysiske distance i arbejdsdagen, og dermed få et ikke-anonymt indblik i den enkelte medarbejders og/eller afdelings arbejdsdag.

På baggrund af besvarelserne kan der udføres forskellige handlinger fra lederens side. Er der en generel afdelingsproblematik, kan lederes invitere til et fælles team statusmøde, mens lederes kan sørge for individuel dialog med den enkelte medarbejder, hvis der er behov for det.

En middelmådig dag

Med teknologi følger som bekendt også implementering. I de to år, appen er blevet brugt i hjemmeplejen i Ballerup, har medarbejderne derfor også skullet lære at bruge den på den samme måde.

- Vi har haft eksempler på medarbejdere, der har registeret deres arbejdsdag med en farve, som egentlig bare betyder okay. Så har jeg skyndt mig at få den pågældende medarbejder til samtale, fordi jeg troede, at der var noget galt. Men det viste sig, at medarbejderen angav en ’ok’ arbejdsdag, når det havde været en god dag, hvor jeg selv ville bruge ’ok’, hvis det ikke havde været specielt godt. Så vi skulle lige finde ud af at bruge farverne og sproget ens, siger Tine Gitte Nielsen.

Derfor har man nu internt aftalt, at hvis man markerer med skalaens gule eller røde farve, så skal man knytte en kommentar til, hvad det handler om.

- Rød betyder alarm, og det skal uddybes i en kommentar, så lederen har en chance for at vide, hvad det handler om. Ikke alle skiller privatliv fra arbejdsliv, så det kan jo være en skæv dag, fordi man kom dårligt fra start på hjemmefronten. Men det kan også være, at det var en dårlig køreliste og alt derfor gik dårligt den dag. Det skal man give lederen en chance for at vide, inden man tager samtalen, siger Tine Gitte Nielsen.

En samlet positiv udvikling

Selvom det har været svært at måle effekten af appen direkte på sygefraværet, som er én af de områder, appen skal have en positiv effekt på, så har appen, ifølge Tine Gitte Nielsen, ’bestået’ prøveperioden.

Som det ser ud nu, vil Ballerup hjemmepleje også køre videre med ’Min Arbejdsdag’ som trivsels-app, der mangler bare de sidste flueben, før ordningen bliver permanent for de pågældende sundhedsansatte.

- Der er jo altid nogen, der er lidt skeptiske over for teknologi og nye tiltag generelt. Det kan jeg også være, så jeg skulle også lige se appen an. Vi har skullet arbejde på at gøre det til en vane at få de ansatte til at registrere hver dag, og vi har lært, at det virkelig er vigtigt, at de enkelte teamledere er med og husker på at bruge appen. Ellers skrider det, og så går der pludselig et par dage uden registreringer, siger Tine Gitte Nielsen og fortsætter:

- Vi har kørt appen i de to år, der har været corona, så mange faktorer har spillet ind på sygefraværet. Og det er ikke fordi, fraværet pludselig er faldet tre procent, efter vi fik appen. Samlet kan vi se, at der har været en positiv udvikling, men hvad det konkret skyldes, det ved vi ikke. Men vi synes redskabet er et godt værktøj både mellem ledere og medarbejdere, men også medarbejderne imellem, så det fortsætter vi med indtil videre, slutter hun.

Kilde: Magasinet Pleje

Ballerup Kommune er medlem af CareNet