Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Velfærdsteknologi øger medbestemmelsen og livskvaliteten i Skanderborg

Velfærdsteknologi øger medbestemmelsen og livskvaliteten i Skanderborg

05. januar 2022

Beboerne på Bostederne Skanderborg har fået medbestemmelse over deres eget liv og større livskvalitet med en interaktiv skærm som er del af Fremfærdprojekt om velfærdsteknologi på dag- og botilbud.

Læs mere om Fremfærdprojektet her.

Igennem det sidste år har beboerne på Bostederne Skanderborg benyttet sig af en app, som giver selvværd, selvstændighed og medbestemmelse over eget liv. Her kan de se, hvilke medarbejdere, der er på arbejde, tilmelde eller afbestille dagens måltid, få overblik over aktiviteter og præsentere sig for de andre beboere med tekst, billeder og musik.

Appen er udarbejdet af CareNet-medlemmet IBG ProReact. Appen er tilknyttet en skærm, som er blevet en stor del af planlægningen af beboernes hverdag. Skærmen hænger på Bostederne Skanderborg, hvor 32 beboere med udviklingshæmning og en kognitiv funktionsnedsættelse til dagligt har til.

Læs mere om IBG ProReact her.

Medbestemmelse og styring

Udviklingskonsulent Jakob Krogh har været facilitator for at indføre IBG-systemet på Bostederne Skanderborg. Afdelingerne har fået en stor skærm i indgangsområdet, og alle beboere er blevet tilbudt en app, hvor de kan planlægge deres dag og for eksempel tilmelde sig mad og aktiviteter. IBG-systemet giver beboerne et større overblik over dagen, og de kan blandt andet se, hvem der er på arbejde.

- Vi vidste, at IBG-systemet kunne rigtig meget i forhold til planlægning. Borgerne får medbestemmelse og styring i sit eget liv, når de selv kan afmelde sig mad, fordi de skal hjem og besøge deres forældre eller andet. Det har beboerne taget godt imod, forklarer Jakob Krogh.

Stor social betydning

Men IBG-systemet har ikke kun gjort en forskel for beboernes planlægning af dagligdagen. Systemet har også haft stor social betydning for beboerne: 

- IBG-systemet kan også vise billeder, så man sammen kan genbesøge minder fra tidligere ture. Nu kan borgerne mødes omkring nogle minder som en social aktivitet og dele oplevelsen. IBG viser også fællesskabet på tværs af de 15 bofællesskaber under Bostederne Skanderborg. Det gør det lettere for borgerne at tage kontakt til borgere i andre bofællesskaber. Netværket bliver større socialt, og det understøtter livskvaliteten hos den enkelte borger, forklarer Jakob Krogh.

Borgerne kan også oprette en personlig profil i IBG-systemet, hvor de kan lægge information om sig selv. En beboer, der er gået på pension og derfor ikke er i dagtilbud, benytter IBG i løbet af dagen. Eksempelvis til at afspille film fra sin egen profil. Det kræver bare et par tryk på skærmen og snart brager musikken ned gennem bofællesskabets gange.

Information spredes hurtigt med IBG

Bostederne Skanderborg består af syv forskellige bofællesskaber, to døgntilbud, og to klubber, som understøttes af et støttecenter. De mange forskellige matrikler med både faste beboere og eksterne brugere gør IBG-systemet attraktivt, fortæller daglig leder af Støttecenteret Skanderborg, Lillian Skov.

- Borgerne kan sidde i deres egne sofaer og tilgå information. Vi har lige haft en nedlukning på grund af corona. Det kunne jeg informere om på to minutter. Her kunne vi se, at teknologien kunne være os behjælpelig, så derfor hoppede vi med på projektet, forklarer hun.

Og Lillian Skov oplever, at medarbejderen er glade for de nye muligheder. Pædagogerne får ikke mindre arbejde, de arbejder bare på en anden måde. Medarbejderne skal stadig lave opslag, og de skal også ud og tjekke, om beboerne har set opslaget. Men informationen når langt længere ud. Og man oplever, at systemet giver borgerne langt mere selvbestemmelse og ansvar for deres eget liv.

Lillian Skov fortæller, at op mod 90 procent af borgerne har været glade for den nye teknologi, mens de sidste ti procent kun bruger systemet sporadisk.

Hun oplever også selv stor glæde ved at kunne skrive beskeder på IBG’en, men understreger, at systemet hverken er indkøbt til glæde for ledelsen eller medarbejderne.

- Borgerne er i centrum, og det skal gøre en forskel for dem. Vi har også en stor frivilligforening i bostederne. De aktiviteter, der er her, skal ikke længere gå igennem kontaktpersonerne. Nu kommer borgerne selv og fortæller, at de har været til fodbold eller banko. Det er en flot selvstændighed, siger Lillian Skov stolt.

Velfærdsteknologi ligestiller relationen

Jakob Krogh oplever, at anvendelsen af velfærdsteknologien giver kollegerne mere arbejdsglæde.

IBG kan bruges som et pædagogisk redskab, hvor der er fokus på med- og selvbestemmelse for den enkelte borger. Relationen bliver mere ligestillet, selv om den aldrig bliver helt lige. Jakob Krogh har for eksempel oplevet at få skældud af en borger, fordi hun via IBG var blevet opmærksom på, at banko var aflyst på grund af corona. 

På Bostederne Skanderborg oplever man, at nogle beboere har brug for støtte til at navigere i hvor mange aktiviteter, de kan overskue at deltage i. Men det er der også noget læring i.

- Måske skal du ikke tilmelde dig det hele? Man skal have lov til at begå og lære af sine egne fejl, da det er her udviklingspotentialet er. Men samtidig skal der være pædagogisk fokus på at hjælpe beboerne med at filtrere de tilbud, de får, fremhæver Jakob Krogh.

IBG ProReact er medlem af CareNet

Kilde: VPT – Viden på Tværs