Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
CareNet ønsker en god jul og et godt nytår

CareNet ønsker en god jul og et godt nytår

13. december 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

Julen og nytåret er over os, og 2021 synger på sidste vers. For CareNet har 2021 budt på en række arrangementer – både online og fysisk, samt vokseværk i CareNets medlemsskare, hvor vi nu har rundet 100 medlemmer af netværket.

Som altid har nøgleordene for CareNets aktiviteter været erfaringsudveksling, vidensformidling og fokus på best-practice.

I CareNet lagde vi, grundet coronapandemiens fortsatte hærgen i starten af 2021, ud med en lang række webinarer. Hele 11 styks afholdte webinarer samt 1 online masterclass i foråret, og dermed fik vi for alvor introduceret vores nye platform til online vidensformidling af velfærdsteknologiske løsninger, CareNet Digital.

Besøg CareNet Digital her.

Da coronapandemien igen kom under kontrol over sommeren kunne vi endelig se frem mod at mødes fysisk igen. I efteråret 2021 kunne CareNet, til stor forløsning, invitere inden for til 2 temadage, hvilket skabte stor glæde, både hos deltagere, ansatte og hos CareNets netværksleder, Anders Lyck Fogh-Schultz, som udtaler:

- I september måned havde vi en rigtig god temadag sammen med VIA University College i Aarhus, hvor vi så på Træning og Rehabilitering med Velfærdsteknologi sammen med både kommuner og fremtidens sundhedsprofessionelle. I november måned havde vi den traditionsrige temadag under Health & Rehab Scandinavia, hvor vi så nærmere på, hvordan Velfærdsteknologi kan bidrage til at reducere forbruget af antipsykotisk medicin hos borgere med demens.

Men den største forløsning kom, da CareNet for første gang i to år kunne åbne dørene for den årlige konference for velfærdsteknologi og hjælpemidler, Velfærdsteknologi anno 2021, som blev afholdt den 14. september i Odense. Her udtalte en begejstret Anders Lyck Fogh-Schultz:

- Det er er en stor fornøjelse for mig at kunne erklære konferencen for en stor succes. Der har dagen igennem været stor faglig interesse for velfærdsteknologi og hjælpemidler, og samtlige oplæg har været spot-on over for især den offentlige målgruppe af gæster. Afslutningen bød på en spændende paneldebat, der bragte nye og interessante perspektiver på fremtidens velfærdsteknologiske løsninger og samspillet mellem mennesker og teknologi. En super afrunding på dagen, fortæller han og fortsætter:

- Efter et manglende konferenceår grundet Corona, kan jeg kort og godt konstatere, at Velfærdsteknologi-konferencen er tilbage. Jeg glæder mig allerede til næste år, og forventer at kunne melde en dato ud ganske snart. Dagen i dag i Odense kunne ikke være gået bedre.

Hvad byder år 2022 på for CareNet?

Tegnebrættet for første del af 2022 er allerede ved at være på plads

Vi forventer snarest muligt at være klar med en ny dato for den udsatte temadag om ’Velfærdsteknologi på socialområdet’ i samarbejde med Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden. Datoen forventes af blive fastlagt til foråret.

CareNet vil også snarest annoncere den nye dato for temadagen, som vi afholder i samarbejde med medlem Køge Kommune - og vært Videnscenter for Velfærdsteknologi / Østdanmark på SOSU H i Brøndby, Nænsom pleje af sårbare borgere med velfærdsteknologi. Temadagen har fokus på teknologier og hjælpemidler, der kompenserer og understøtter den daglige drift på plejehjem, demensenheder og plejeboliger til gavn for især borgere med demens eller uro samt deres pårørende og personale. Datoen forventes fastlagt umiddelbart efter nytår.

Derudover starter vi 2022 med to webinarer fra CareNet Digital:

Den 18. januar 2022 afholdes CareNet Digital webinaret om Telepresence-robotter i skolen som inklusionsredskab, hvor vi dykker ned i, hvorvidt telepresencerobotter skal være en del af det kommunale tilbud til elever, der skal være i isolation, eller som har højt fravær på grund af skolevægring.

Den 8. februar 2022 afholdes CareNet Digital webinaret, Kan robotter afløse og aflaste plejepersonale? I fremtiden - og nu? Her undersøges det blandt andet, om robotter kan agere personlige hjælpere for borgere og personale på plejeområdet. 

Samtidig er vi allerede i gang med planlægningen af flere temadage, webinarer og selvfølgelig årets højdepunkt for CareNet, konferencen for Velfærdsteknologi anno 2022, som løber af stablen på den anden side af sommerferien i Odense.

Erfaringsudveksling og videndeling på dagsordenen

Strategien for 2022 vil som altid være vores tre bærende indsatsområder:

Teknologioverblik, netværk og ny faglig viden. Og vi tilrettelægger som altid vores mange temadage, så de afholdes rundt omkring i landet hos vores medlemmer, hvis samfundsudviklingen tillader det.

- 2021 har været lidt af en oplevelse for rigtig mange på tværs af landet, hvor ting er blevet vendt på hovedet og events og arrangementer er blevet flyttet, aflyst eller ændret til digitale formater. Sådan har det også været for CareNet. Siden årsskiftet har vi haft over 1.000 deltagere på vores mange webinarer, og jeg vil gerne sige tak for den store interesse, der har været. Det digitale format kan virkelig noget, og den læring tager vi med os videre. Så har der været udskudte fysiske events, og nye datoer, og sådan ser det ud til at fortsætte lidt endnu, siger Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Vi ser virkelig frem til at afholde fysiske temadage igen, og vi håber, at I vil deltage, når de nye datoer bliver fastlagt. Ud over de to, som er flyttet på grund af Corona, så er der for eksempel også en temadag om Døgnrytmelys til sundhedssektoren på vej, samt en temadag om Barrierer for udbredelse af velfærdsteknologi, hvor vi blandt andet vil se nærmere på samtykke, lovgivning og privatliv.  Så I kan godt se frem til 2022 sammen med CareNet.

CareNet vender stærkt tilbage med årets første nyhedsbrev torsdag den 6. januar 2022. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde i 2022 og ønsker jer alle en god jul og et godt nytår.

Bedste hilsner,

CareNet-sekretariatet og netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz.