Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Mød BeneSit

Mød BeneSit

23. november 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

BeneSit deltager i denne udgave af ”CareTech CHALLENGE”. Deres løsning er en rygstimulerende stol til forebyggelse af rygsmerter, som er designet og produceret i Danmark.

Omkring 900.000 mennesker i Danmark lider i større eller mindre grad af rygsmerter, og dermed er rygsmerter også en af de største grunde til lægehenvendelser. Startupvirksomheden BeneSit forsøger nu at gøre op med denne problematik gennem deres nye rygstimulerende stol.

CareNet har taget en snak medstifter og medudvikler hos BeneSit, Peter Kragh, om deltagelsen i CareTech CHALLENGE og fremtidsudsigterne for virksomheden.

- Historien om BeneSit begyndte for år tilbage, da jeg selv blev rygskadet som følge af en faldulykke. Da jeg senere begyndte på en ny uddannelse, fandt jeg hurtigt ud af, at det stillesiddende studie gav mig rygsmerter. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville lave en stol, som skulle sikre bedre sidestilling og mindre rygsmerter, forklarer han og fortsætter:

- Problemet med mange almindelige stole er, at man simpelthen falder sammen over tid, når man sidder på dem. Man sidder med krummet ryg og rundet lænd. Det er dét, BeneSit gør op med.

BeneSit – den rygstimulerende stol

BeneSit-stolen fås i 2 højder og 4 farver, og kan også specialdesignes til eksempelvis virksomheder, så stolen passer ind i forhold til farver, læderrem og virksomheders logo.

Stolen er først og fremmest designet til at hjælpe personer med rygproblemer eller personer, der sidder meget ned, som for eksempel kontormedarbejdere. Den kan dog ret beset bruges af alle – også personer, der blot synes om stolens udseende.

- Jeg har været så heldig, at min datter Caroline, som er uddannet designingeniør, har været medudvikler på BeneSit lige fra starten, og har givet stolen et lækkert æstetisk udtryk, fortæller Peter Kragh.

Stolen er derudover udviklet i samarbejde med en ergoterapeut og personer med kroniske rygsmerter. Den er udviklet som et supplement til de i forvejen kendte og brugte remedier og øvelser, som benyttes og udføres i forbindelse med en god og sund ryg. Stolen stimulerer brugerens ryg, dels ved hjælp af en rundet bund, som udfordrer brugerens balance og dels gennem stolens biomekanik, som aktiverer coren. Effekten kalder Peter Kragh for simpel, men effektiv.

- Stolen er i sig selv simpel, men har en klar effekt. Vi får mange positive tilbagemeldinger fra folk, der bruger vores stole i det daglige. Efter vores første messe i Herning i januar 2020, hvor vi havde vundet en stand og blot ville vise vores prototype frem, gik vi pludselig hjem med en række bestillinger, forklarer han og fortsætter:

- Vi har altså haft en fantastisk flyvende start og er så taknemmelige og glade for eventyret med BeneSit-stolen.

Glæde over deltagelsen i CareTech CHALLENGE

Peter Kragh glæder sig til at deltage i denne udgave af CareTech CHALLENGE.

- Først og fremmest håber jeg på, at CareTech CHALLENGE kan give os en masse fagligt input og læring – og det ser jeg gode muligheder for gennem deltagelsen i CareTech CHALLENGE, fortæller han og fortsætter:

- Vi har god erfaring med at vise BeneSit frem på messer. Jeg håber også, at vi gennem CareTech CHALLENGE kan få det sundhedsfremmende aspekt mere ind over vores arbejde. Skabe noget netværk vi kan bruge i vores videre færd. For eksempel når det kommer til stolens anvendelsesmuligheder, dokumentation af stolens effekt gennem videnskabelige studier og lignende. Den netop overståede messe Health & Rehab Scandinavia har været et eksempel på værdien af CareTech CHALLENGE, for der var en helt fantastisk messe for BeneSit standen.

Chefkonsulent for Velfærdsteknologi, Innovation og Startups i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller:

- Netop hjemme fra et brag af en Startup-zone på Health & Reahb Scandinavia, og jeg må konstatere, at alle vores deltagere i CareTech CHALLENGE står stærkt. Det der udmærker løsningen fra BeneSit er det skarpe fokus på design og stolens anvendelighed overfor en bred målgruppe. Dette i kombination med brugerinddragelsen i udviklingsprocessen gør, at jeg spår BeneSit rigtig gode markedsmuligheder inden for branchen, både herhjemme og i forhold til mulig eksport. Jeg ser frem til at følge Peter og teamet bag.

Læs mere om BeneSit her.

Hvad er CareTech CHALLENGE?

For anden gang afholder Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – i samarbejde med en række partnervirksomheder – iværksætter- og innovationsprogrammet for startupvirksomheder, ”CareTech CHALLENGE”.

Få et kig ind i krystalkuglen, når CareNet i løbet af de næste mange uger præsenterer de i alt 12 startup-virksomheder, som er en del af CareTech CHALLENGE 2021.

Læs mere om CareTech Challenge her.