Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Konferencen for Velfærdsteknologi anno 2021: ”Kunne ikke være gået bedre”

Konferencen for Velfærdsteknologi anno 2021: ”Kunne ikke være gået bedre”

14. september 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

Stor glæde og tilfredshed var at spore hos Chefkonsulent i Danish.Care og Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, på baggrund af en vellykket dag i Odense Congress Center.

Banen var kridtet op til nogle af velfærdsteknologiens vigtigste spillere, da dørene til kongrescenteret i Odense klokken 8 tirsdag morgen den 14. september åbnede op.

Årets helt store konference for velfærdsteknologi og hjælpemidler – arrangeret i samarbejde mellem CareNet, DanishCare og Teknologisk Institut – blev skudt i gang af Nynne Bjerre Christensen, journalist og moderator, da klokken rundede 9.30.

Med en kop kaffe i hånden havde deltagerne sat sig til rette i den store konferencesal, hvor de kort efter startskuddet på konferencen blev præsenteret for resultaterne af årets survey om velfærdsteknologi i de danske kommuner ved Birgitte Sørensen, forretningsleder ved Teknologisk Institut, og Morten Rasmussen, direktør hos Danish.Care.

Undersøgelsen viste, at hele 94 procent af kommunerne mener, at de i fremtiden vil mangle varme hænder – og næsten ligeså mange er enige om, at implementering af velfærdsteknologi er en nødvendighed for at kunne fastholde velfærdsniveauet i de danske kommuner.

- Ud fra undersøgelsen kan vi se, at kommunerne ser velfærdsteknologi som et vigtigt indsatsområde, der bidrager til at øge borgernes livskvalitet, skabe økonomiske besparelser, men som i lige så høj grad kan være med til at sikre et godt arbejdsmiljø og komme manglen på de varme hænder i forkøbet, sagde Morten Rasmussen til de interesserede lyttere på konferencen.

Årets tema

Og så var grundstenene for årets hovedtema ligesom lagt! Derpå kunne de mange deltagere på konferencen dykke ned i oplæg og debatter om løsninger, der kan kompensere og supplere på sundheds- og velfærdsområdet i Danmark i takt med den forventede mangel på varme hænder i fremtiden – sammen med en god portion teknologibegejstring og en tiltrængt mulighed for at netværke.

Herpå tog de to keynote speakere fat. Først ved Birthe Dinesen, professor og leder af Laboratoriet for Velfærdsteknologi, Aalborg Universitet, som talte om fremtidens teknologiske omsorg, og hvad det betyder for de varme hænder, og dernæst ved David Budtz Pedersen, professor og leder af Humanomics Research Centre, Aalborg Universitet København, som talte om, at fremtidens intelligente løsninger skal designes af mennesker til mennesker.

Sidstnævnte udtalte selv, at:

- Det har været en stor fornøjelse at deltage på konferencen i dag. Det er vigtigt for mig som humanist- og samfundsvidenskabelig forsker, at vi blander os i diskussionen omkring udvikling af teknologi – ikke mindst i velfærdssamfundet, i plejesektoren og i forhold til omsorg for de ældre medborgere.

- Dagen har været god. Jeg har selv fået en del inspiration fra andre oplæg, og er også glad for modtagelsen af mit oplæg, som handlede om, hvordan vi i fremtiden kan blive bedre til at bruge værdier og menneskeforståelse til at designe fremtidens teknologi.

Birgitte Sørensen ser ligeledes tilbage på dagen som positiv og givende:

- For mig at se har konferencen understreget det store potentiale, som både eksisterende og kommende velfærdsteknologiske løsninger rummer, ikke mindst i forhold til at afhjælpe manglen på hænder i sektoren. Og de engagerede deltagere - både oplægsholdere, udstillere og gæster - har vist, at viljen og kompetencerne til sammen at udnytte dette potentiale i den grad er til stede. 

Dialog, debat og perspektivering

Til konferencen havde deltagerne rig mulighed for at dykke ned i forskellige velfærdsteknologiske emner og problemstillinger. Interesserne var derfor mange, men heldigvis stod en lang række oplægsholdere og udstillere klar med noget for enhver smag.

Udover de faglige, inspirerende oplæg fordelt over tre spor var i alt 29 udstillere klar til at fremvise state-of-the-art inden for både dansk og udenlandsk velfærdsteknologi og hjælpemidler.

Her kunne deltagerne gå på opdagelse hos de mange stande.

- På udstillersiden har vi haft hele 29 udstillere fra et bredt udsnit af branchen. Og stemningen og nysgerrigheden har været rigtig god, forklarer Chefkonsulent i Danish.Care og Netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, som overordnet set var rigtig godt tilfreds med konferencedagen.

Som afrunding på konferencen blev der åbnet op for en paneldebat om fremtidens velfærdsteknologiske løsninger og samspillet mellem mennesker og teknologi.

Her stillede vi panelet – bestående af Birthe Dinesen, David Budtz-Pedersen, Morten Rasmussen og Anne Schlünsen (TUCV) – spørgsmålene: Hvor går grænserne for teknologi til plejeopgaver? Hvor kan teknologi assistere? Og hvilke opgaver kan kun mennesker løse?

Der blev sat fokus på, hvordan det er gået med implementering af velfærdsteknologi over de senere år, samt vigtigheden af, at både borger og medarbejder oplever teknologien som en fordel. Derudover blev det debatteret i sømmene, hvor grænsen går for brug af teknologi i plejen. Kan borgeren takke nej til et tilbud, der indbefatter velfærdsteknologi?

En god afrunding på dagen, hvis man spørger Anders Lyck Fogh-Schultz.

- Det er er en stor fornøjelse for mig at kunne erklære konferencen for en stor succes. Der har dagen igennem været stor faglig interesse for velfærdsteknologi og hjælpemidler, og samtlige oplæg har været spot-on over for især den offentlige målgruppe af gæster. Afslutningen bød på en spændende paneldebat, der bragte nye og interessante perspektiver på fremtidens velfærdsteknologiske løsninger og samspillet mellem mennesker og teknologi. En super afrunding på dagen, fortæller han og fortsætter:

- Efter et manglende konferenceår grundet Corona, kan jeg kort og godt konstatere, at Velfærdsteknologi-konferencen er tilbage. Jeg glæder mig allerede til næste år, og forventer at kunne melde en dato ud ganske snart. Dagen i dag i Odense kunne ikke være gået bedre, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz. 

Nåede man ikke med til årets konference – eller gav konferencen for årets deltagere og udstillere smag på mere - så kan man inden for den nærmeste fremtid skrive næste års dato i kalenderen.

CareNet håber at se jer alle, når vi – i samarbejde med Danish.Care og Teknologisk Institut – igen åbner dørene for næste års konference for Velfærdsteknologi anno 2022.