Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Jeanette Reffstrup Christensen vinder ROPOX-prisen

Jeanette Reffstrup Christensen vinder ROPOX-prisen

02. juni 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

Ergoterapeut, cand.scient.san., ph.d., seniorforsker og uddannelsesleder, Jeanette Reffstrup Christensen, vinder ROPOX-prisen for sit store engagement i kandidatuddannelsen for ergoterapi på Syddansk Universitet og sit arbejde med at evidensbasere ergoterapifaget.

Jeanette Reffstrup Christensen blev faktisk en lille smule irriteret, da hun midt i et zoom-møde med en af sine ph.d.-studerende kunne se, at flere personer forsøgte at logge sig på mødet.

– Vi var koncentrerede om at planlægge et respons på en videnskabelig artikel, så jeg forberedte mig på at skulle fortælle de her ubudne gæster, der forsøgte at ’crashe’ vores møde, at der var sket en fejl, og at de skulle være søde at oprette et nyt zoom-link, så vi kunne fortsætte vores møde.

De ’ubudne gæster’ viste sig imidlertid at være en række af hendes tætteste samarbejdspartnere, der efterhånden tonede frem på Jeanette Reffstrup Christensens computerskærm og begyndte at vinke til hende. Den sidste person, der loggede på, var næstformand Margrethe Boel fra Ergoterapeutforeningen.

Læs mere om ROPOX-prisen

Læs mere om ROPOX

– Jeg forstod ingenting. Da det gik op for mig, at Margrethe Boel var logget på for at fortælle mig, at jeg skulle modtage ROPOX-prisen, blev jeg fuldstændig paf og vidste ikke, hvad jeg skulle sige, fortæller Jeanette Reffstrup Christensen.

– Efterfølgende følte jeg mig meget stolt og meget ydmyg over at skulle modtage prisen. For mig er det et fornemt selskab at komme i, når jeg ser på, hvem der tidligere har fået tildelt prisen. Det betyder utrolig meget for mig at få den anerkendelse, og det gør, at jeg får endnu mere lyst til at gøre noget for mit fag, siger hun og tilføjer:

– Og så blev jeg allergladest for, at det var mine nære samarbejdspartnere, der havde indstillet mig. Deres anerkendelse og støtte er det, der betyder allermest.

Ergoterapeuter udfylder huller

I indstillingen lyder det blandt andet:

”Vi ønsker, at Jeanette modtager prisen for et enestående stort engagement i forskning og undervisning med et tværfagligt perspektiv og et solidt fodfæste i kerneværdierne i faget ergoterapi.”

Det nævnes, at hun har løftet det akademiske niveau på kandidatuddannelsen i ergoterapi, som hun står i spidsen for, og at hun har øget uddannelsens samspil med praksis. Endvidere at hun arbejder for at dokumentere, evidensbasere og videreudvikle ergoterapifaget og arbejder for, at ergoterapi og rehabilitering foregår i en tværfaglig sammenhæng.

Jeanette Reffstrup Christensen bliver med egne ord helt rød i hovedet, når hun bliver konfronteret med ordene fra indstillingen. Hun forklarer, at hun brænder for at evidensbasere ergoterapifaget.

– Vi kan ikke kan forvente, at vores tværfaglige kolleger samt statslige, regionale og kommunale stakeholders vil efterspørge vores ergoterapeutiske kompetencer, hvis vi ikke selv er i stand til at forklare, hvad vi kan og - i særdeleshed - vise, at vi gør en forskel for vores fælles patienter.

Hun har for eksempel arbejdet med at dokumentere ergoterapeuters arbejde indenfor erhvervsrettet rehabilitering på jobcentrene og at dokumentere deres arbejde med gigtpatienter og psykisk syge. Desuden arbejder hun med at udvikle klinisk praksis indenfor ergoterapeutiske interventioner til personer med blandt andet gigt, kroniske smerter, psykiske sygdomme samt livsstilssygdomme som overvægt, diabetes 2 og hjertekarsygdomme.

– I bund og grund brænder jeg for at hjælpe mennesker. Jeg er stolt af mit fag og synes, det kan noget exceptionelt. Desværre har det efter min overbevisning slet ikke fået den bevågenhed, som det burde. Læger, fysioterapeuter og psykologer kan en masse, som vi ikke kan, men de kommer til kort på de områder, hvor vi har vores kernekompetencer. Det er mit brændstof, og derfor arbejder jeg hele tiden for at udvide ergoterapien og finde nye veje, fortæller Jeanette Reffstrup Christensen og fortsætter:

– Jeg kan se, at ergoterapeuter udfylder nogle huller, som ingen andre udfylder, og rent faktisk gør en forskel for patienterne. Men hvis vi ikke kan måle, veje og dokumentere det, ergoterapeuterne gør, er det nogle gange ergoterapeuterne, der opsiges, når der er sparerunder. Så vi må spille spillets regler og dokumentere det, vi gør, så andre forstår vores værdi.

Var en ’træls studerende’

Det var bestemt ikke tilfældigt, at Jeanette Reffstrup Christensen blev forsker. Helt fra hun var barn, har hun været drevet af viden, og som ung, blev det tydeligt for hende, at hun var nødt til at videreuddanne sig efter bacheloruddannelsen.

– Jeg har altid været ekstremt nysgerrig og videbegærlig. Jeg er opvokset i et hjem, hvor vi altid har undersøgt tingene og hev Lademanns leksikon ned fra hylden, hvis vi var i tvivl om noget. Hvis nogen spørger, hvor gammel Johnny Depp er, bliver jeg simpelthen nødt til at vide det, forklarer hun.

Med sin nysgerrighed i bagagen begyndte Jeanette Reffstrup Christensen på ergoterapiuddannelsen, og der gik ikke ret lang tid, før hun på godt jysk blev en ’træls studerende’.

– Jeg stillede hele tiden undrende spørgsmål og syntes ikke, at jeg fik særligt gode svar. For eksempel kunne jeg ikke forstå, hvorfor vi kun måtte forflytte i forhold til ’Bobath’, hvis der nogle gange var en mere hensigtsmæssig måde at gøre det på. Vi blev undervist fra lærebøger og fedtede overheads, og nogle gange blev det hele lidt sort/hvidt, hvor noget bare var rigtigt og noget andet forkert, forklarer Jeanette Reffstrup Christensen og fortsætter:

– Da jeg blev ergoterapeut, fortsatte jeg med at stille spørgsmål. Når man sagde ’her plejer vi at gøre sådan’ eller ’med de her patienter gør vi sådan’, kunne jeg godt lide at udfordre ’plejer’. Her fik jeg heller ikke ret gode svar på mine spørgsmål, og så begyndte jeg selv at søge svarene.

Og det er baggrunden for, at Jeanette Reffstrup Christensen endte med at arbejde målrettet for at evidensbasere ergoterapifaget og opkvalificere kandidatuddannelsen.

– Man kan sige, at jeg uddannede mig til forsker, fordi jeg var frustreret over, at jeg blev påduttet at gøre nogle ting, som jeg slet ikke kunne finde dokumentation for hjalp, og som jeg heller ikke i praksis kunne se hjalp patienter og borgere. Jeg begyndte at læse artikler og besluttede tidligt, at jeg var nødt til at læse videre for at finde svarene selv, forklarer hun.

Kandidater godt rustet

Da Jeanette Reffstrup Christensen kastede sig over at lede kandidatuddannelsen i ergoterapi, var det både fordi undervisning altid har været et hjertebarn og fordi, det ligger hende på sinde at sikre et godt fagligt grundlag for de nyudklækkede kandidater.

– Jeg er optaget af, at de studerende, når de er færdiguddannede, er godt rustet til at komme ud at virke i klinisk praksis. Derfor har vi været nødt til at ændre uddannelsen, så de har fået bedre kompetencer og viden i forhold til at dokumentere klinisk praksis, så de kan være med til at udvikle praksis med nye interventioner, der virker, forklarer hun og fortsætter:

–Og så har jeg altid godt kunnet lide at undervise og har lavet uddannelsesplanlægning i mange år. Før jeg blev leder af kandidatuddannelsen, havde jeg undervist på blandt andet uddannelserne for social- og sundhedshjælpere og assistenter, sygeplejersker, idrætsuddannede, ergoterapeuter og fysioterapeuter. Derfor var det ikke svært, da Karen la Cour, der i sin tid stod i spidsen for kandidatuddannelsen, spurgte mig, om jeg ville overtage den.

At løfte i flok

Det bliver let til 50-60 timers arbejde om ugen, og derfor er det vigtigt for Jeanette Reffstrup Christensen, at det samtidig er sjovt at arbejde.  

– Det skal være sjovt at arbejde, og det er meget sjovere, når man har nogle spændende mennesker at gøre det sammen med. Som forsker kan man ikke vide alt, og derfor har vi brug for hinanden. Og så er succeser bare bedre at fejre med andre, siger Jeanette Reffstrup Christensen.

At hun foretrækker at arbejde i teams fremfor alene, er formodentlig en del af forklaringen på, at der i indstillingen til ROPOX-prisen står, at hendes mantra er ’vi løfter i flok’. Hun forklarer, hvad der ligger bag:

– I projektteams er jeg bevidst om at uddelegere ansvaret til dem, der hver især har ekspertiser på forskellige områder, så hver løfter sit område på vegne af teamet. Og at tage unge forskere med ind i teamet, som har brug for at blive løftet. Fordi det kan være svært at slå igennem, hvis man er ung, ny forsker, forklarer hun.

ROPOX og Ergoterapeutforeningen er medlemmer af CareNet.

Kilde: Ergoterapeutforeningen