Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Flere skærmbesøg og mere digital træning i kommunerne

Flere skærmbesøg og mere digital træning i kommunerne

22. februar 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

I 6 ud af 10 kommuner har covid-19’s indtog betydet, at flere ældre, handicappede eller socialt udsatte har fået besøg via en skærm, ligesom også genoptræning, rehabilitering og anden træning med kommunen i højere grad end normalt er foregået digitalt.

Udbruddet af coronavirus har bevirket, at mange kommuner det seneste år har oplevet en større efterspørgsel på skærmbesøg og digital træning fra borgerne. Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af en undersøgelse fra KL’s Center for Velfærdsteknologi.

I undersøgelsen svarer 59 procent af kommunerne, at udbruddet af coronavirus gav flere skærmbesøg hos borgerne, mens 67 procent af kommunerne har svaret, at de har oplevet en stigning i antallet af forløb med digitalt understøttet træning af borgere.

Ifølge projektleder i Afdeling for Digitale Projekter i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, Louise Nors Hansen, oplever man i Københavns Kommune, at de ældre borgere nu har en større interesse for at få besøg på en skærm.

- Vi kan mærke, at borgerne har en meget større forståelse for skærmbesøg og mulighederne i det. Deres digitale parathed er simpelthen blevet øget. Tidligere oplevede vi ofte en vis modvillighed i forhold til skærmbesøg fra både borgerne selv, pårørende og medarbejdere. Det er helt tydeligt, at corona har haft en betydning for den bevægelse, siger Louise Nors Hansen.

I København bruger man især skærmbesøgene til at hjælpe borgerne, når de skal tage deres medicin, og når medicinen skal doseres, og erfaringerne er rigtig gode.

- De kan vise pilleæsken til skærmen, og så kontrollerer vi, at det er de rigtige piller og det rigtige antal, der indtages. Det er der mange, der er rigtig glade for, fordi det giver dem en kontrol og et andet overblik end, når det er os, der doserer medicinen, forklarer Louise Nors Hansen.

Medarbejdere har også fået et skub

For Thomas Terney, forfatter, ph.d. og ekspert i digitale transformationer giver det god mening, at udbruddet af covid-19 har skubbet til den digitale udvikling i kommunerne.

- En af de største barrierer ligger internt i kommunen, hvor man måske har været for fastlåste på, hvad man kan forvente af for eksempel ældre borgere. Man har oplevet, at nogle borgere er mere digitalt modne end man i første omgang gik og forestillede sig, fortæller Thomas Terney og fortsætter:

- Med coronaens indtog fik vi alle sammen på en gang det store pc-kørekort. Selv hjemmeplejere blev lige pludselig tvunget til at åbne for deres pc og møde kollegaer virtuelt. Det tror jeg har været med til at nedbryde barriererne, så flere har fået øjnene op for, at personlig kontakt og digitale tilbud ikke behøver være hinandens modsætninger, men kan supplere hinanden.

Det kan Aase Koch, afdelingschef for Pleje & Omsorg i Tønder Kommune, nikke genkendende til.

- Jeg tror, at der er et større potentiale end vi udnytter, og en del af begrænsningen ligger hos os selv. Det sidste år har vist os, at ting, som vi ikke troede var mulige, kan lade sig gøre, og det er en styrke at have fået den læring med os ind i fremtiden, udtrykker Aase Koch.

Digital træning blev nødvendig

Træningsteknologier, hvor borgere tilbydes for eksempel apps, online træningsprogrammer eller sensor- og videoløsninger til træning og genoptræning har også været i vækst i de seneste år.

I 2020 var det hele 81 procent af kommunerne, der tilbød digitalt understøttet træning til enten forebyggelse og sundhedsfremme, rehabilitering, vedligeholdende træning, socialpædagogisk støtte eller genoptræning eller flere af områderne.

I Københavns Kommune betød udbruddet, at de vedligeholdende træningstilbud på kommunens aktivitetscentre blev midlertidigt lukket, og derfor blev det besluttet at fremrykke udrulningen af en ny digital træningsteknologi fra 2021 til 2020.

- Da vores træningstilbud var lukkede i foråret og dele af sommeren, oplevede de ansatte i hjemmeplejen, at der var en del borgere, der begyndte at få et fysisk funktionsfald. Derfor fremrykkede vi implementeringen af en ny digital træningsteknologi i kommunen, fortæller Maria Trangbæk Ahrensburg, chefkonsulent i Afdeling for Velfærdsinnovation i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, og fortsætter:

- Det nye digitale træningstilbud til borgerne gør, at træningen kan udføres hjemme hos dem selv, sammen med de medarbejdere, der allerede kommer i hjemmet. På den måde øger vi ikke risikoen for, at borgerne bliver smittet.

Træningstilbuddet i Københavns Kommune blev sat i værk ved hjælp af det digitale træningsprogram fra DigiRehab, som CareNet tidligere har afdækket brugen af i Ikast-Brande Kommune.

Du kan læse mere om brugen af DigiRehab her.

Smittefrygt kan bruges konstruktivt

Både i Tønder og Københavns kommune, har man oplevet, at det hos borgerne i høj grad var en frygt for at blive smittet, der fik flere borgere til at efterspørge de digitale løsninger.

Thomas Terney mener ikke, at man skal skræmme nogen borgere til at bruge teknologiske løsninger, men at man kan bruge frygten til at forberede sig på en fremtid, hvor andre, lignende sundhedskriser måske opstår.

- Vi står midt i kampzonen nu, men vi må nok også forberede os på, at der i fremtiden kommer nye sygdomme, som vi skal forholde os til. Derfor skal vi erkende, at vi skal bygge et samfund, der er mere robust over for lignende scenarier, udtrykker Thomas Terney.

Det er også en del af læringen i Københavns Kommune, forklarer Louise Nors Hansen.

- Vi tager med os, at vi skal tale med borgerne om de løsninger, vi har, også hvis der opstår andre situationer, hvor det giver mere mening end normalt. Her er skærmløsningen en metode, der klart skal med på banen, da den kan noget andet end et fysisk besøg. Det er et godt alternativ, siger hun.

KL er medlem af CareNet.

Kilde: Corona giver flere skærmbesøg og mere digital træning med kommunen, KL

 

Vær med, når CareNet – i samarbejde med VIA University College i Aarhus – afholder Temadag om velfærdsteknologi til træning og rehabilitering under overskriften: Hvor søger jeg min fremtidige faglige viden i forhold til velfærdsteknologi til træning og rehabilitering?

OBS. Grundet Covid-19 er temadagen flyttet fra den 9. marts til 2. juni.