Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Teknologioverblik: Audiovisuel oplevelse til brug i plejen

Teknologioverblik: Audiovisuel oplevelse til brug i plejen

09. februar 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

Det mobile system, Qwiek.up, afleder og/eller stimulerer borgere med mentale og kognitive udfordringer, så plejepersonalet kan løse forskelligartede opgaver og udfordringer, uden der opstår uro, kedsomhed, udadreagerende adfærd eller lignende hos borgeren.

Qwiek.up er et mobilt system til brug inden for ældre-, handicap- og palliativ pleje. Qwiek.up projicerer billeder på loftet eller væggen i kombination med lyd og musik, og kan på den måde få borgere med mentale og kognitive udfordringer til at slappe af eller blive stimuleret.

Produktet er udviklet med henblik på at øge velvære for beboere på plejehjem. Produktet giver mulighed for at skabe en oplevelse i alle typer rum gennem projektioner på væg eller loft ledsaget af lyd.

Formålet med Qwiek.up er at skabe et oplevelsesorienteret plejemiljø, hvor der er tilstrækkelig opmærksomhed på alles behov, for på den måde at understøtte plejen i situationer, hvor det er vanskeligt at yde omsorg, blandt andet i situationer, hvor der kan opstå uro, kedsomhed, udadreagerende adfærd eller hvis beboere vandrer.

Udover muligheden for at aflede patientens opmærksomhed i stressfremkaldende plejesituationer tilbyder Qwiek.up ligeledes en række oplevelsesmoduler, som kan stimulere borgeren til at bevæge sig mere samt til mental aktivering ved anvendelse af reminiscens.

Systemet gør det muligt at organisere forskellige aktiviteter for ældre på plejehjemmet og udviklingshæmmede, både individuelt og i grupper. Derudover tillader systemet at lave personlige moduler til den enkelte borger med billeder, musik eller video fra borgerens eget liv, eller fra pårørende.

Ved at projicere billeder, der imødekommer patientens personlige behov og ønsker, kan under- eller overstimulering, og dermed forskellige former for uhensigtsmæssig adfærd, reduceres.

Qwiek.up kan udvides med Qwiek.connect, som er en videoopkaldsløsning, der er nem at sætte op for personalet og er nem for pårørende at tilgå gennem en browser.

Qwiek har også udviklet en sensualitets- og intimitetspakke, som indeholder erotiske film til brug for psykogeriatriske patienter såvel som somatiske eller rehabiliterende patienter inden for ældreplejen. Denne gruppe patienter er grundet deres begrænsninger ofte ikke (selv) i stand til at anvende almindelige midler med henblik på tilfredsstillelse af deres seksuelle behov. Ved hjælp af Qwiek.up undgås uønsket involvering af omgivelserne som for eksempel en partner, plejepersonalet eller de øvrige beboere.

Læs mere om Qwiek.up her