Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
CareNet efterspørger løsninger, der kan kompensere og supplere på sundheds- og velfærdsområdet i Danmark

CareNet efterspørger løsninger, der kan kompensere og supplere på sundheds- og velfærdsområdet i Danmark

07. januar 2021

Af Malthe Bendix Søgaard

Bruger eller udvikler din virksomhed, kommune eller region en velfærdsteknologisk løsning, som kan supplere på velfærdsområdet i en tid præget af knappe fagressourcer? Bliv en del af CareNets teknologioverblik over løsninger, der kan kompensere og supplere på sundheds- og velfærdsområdet i Danmark

CareNet kunne i starten af december i samarbejde med Danish.Care og Teknologisk Institut for fjerde år i træk præsentere undersøgelsen af danske kommuners anvendelse af velfærdsteknologi. En undersøgelse, der blandt andet viste en vedvarende og let stigende erkendelse af velfærdsteknologiens nødvendighed for at kunne fastholde velfærdsniveauet i de danske kommuner.

I december satte CareNet fokus på en af de store udfordringer inden for sundheds- og velfærdsområdet i Danmark, nemlig manglen på varme hænder i sundhedssektoren i dag og i fremtiden.

Siden 2015 er antallet af ansøgere på social- og sundhedsuddannelser faldet med omtrent 40 procent. FOA anslår, at der i 2029 vil komme til at mangle 40.000 social- og sundhedsansatte.

På den baggrund opfordrer netværksleder i CareNet og chefkonsulent for velfærdsteknologi i Danish.Care, Anders Lyck Fogh-Schultz, til at tænke nyt og kigge andre veje.

- Jeg forstår bekymringen, når det kommer til manglen på varme hænder i fremtiden. Ser man på udviklingen de seneste fem år, står det klart, at der må tænkes alternativt og nyt, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Ser man på det velfærdsteknologiske område – specielt under corona-pandemien – er teknologi på velfærdsområdet i rivende udvikling. Jeg er overbevist om, at velfærdsteknologi kan kompensere og bidrage positivt til den offentlige serviceproduktion nu og i fremtiden.

Nye løsninger?

Derfor efterspørger CareNet velfærdsteknologiske løsninger i din kommune, din region og din virksomhed til et dybdegående teknologioverblik, som præsenterer løsninger, der kan kompensere og supplere på sundheds- og velfærdsområdet i Danmark.

CareNets opgave som fagligt netværk er at gøre viden om velfærdsteknologi og hjælpemidler tilgængelig for flere, specielt i en tid, hvor bekymringen for manglen på varme hænder i fremtiden er stor.

Har du input til listen, er du velkommen til at kontakte CareNet.

Alle henvendelser skal ske til netværksleder, Anders Lyck Fogh-Schultz, på mail: alfs@danish.care eller forretningsleder i Teknologisk Institut, Birgitte Østergård Sørensen, på mail: bso@teknologisk.dk

Følg vores nye Teknologioverblik, som løbende bliver opdateret, og bliv klogere på nye løsninger på velfærdsområdet her.