Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
CareNet ønsker en god jul og et godt nytår

CareNet ønsker en god jul og et godt nytår

16. december 2020

Af Malthe Bendix Søgaard

Julen og nytåret er over os, og 2020 synger på sidste vers. For CareNet har 2020 desværre båret præg af en række aflysninger som følger af restriktioner for at stoppe smittespredningen af COVID-19. Men restriktionerne har også resulteret i, at velfærdsteknologi og hjælpemidler har vundet momentum i de danske kommuner. Dertil har de begrænsede muligheder for at mødes fysisk ført til oprettelsen af CareNet Digital, hvor vi i netværket kan finde og dele viden og inspiration i nye, digitale former.

Siden foråret 2020 har det stået klart, at dette år ville blive forskelligt fra noget, vi nogensinde har prøvet. Derfor har vi måttet tænke nyt og kreativt i vores bestræbelser på at påvirke videreudviklingen af branchen og det velfærdsteknologiske økosystem til gavn for alle aktører og interessenter inden for teknologiske interventioner til sundhed, pleje, omsorg og selvhjulpenhed.

Ifølge netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, står CareNets position som privat og uafhængigt nationalt netværk for velfærdsteknologi i dag fortsat skarpt på trods af den globale corona-pandemi.

- Corona-pandemien har vist os alle, at velfærdsteknologi og hjælpemidler har et fornyet momentum i de danske kommuner, og derfor er hele grundtanken med et stærkt og alsidigt nationalt netværk på området aktuel som aldrig før, forklarer Anders Lyck Fogh-Schultz.

Erfaringsudveksling og videndeling på dagsordenen

Som altid har nøgleordene for CareNets temadage og andre aktiviteter været erfaringsudveksling, vidensformidling og fokus på best-practice. I CareNet lagde vi ud med en række temadage med fysisk fremmøde, blandt andet i Næstved, hvor vi gennem faglig dialog og erfaringsudveksling satte fokus på Fremtidens Fleksible Plejebolig.

- Året startede med en række ’helt normale’ temadage, blandt andet i Næstved, hvor vi havde fokus på Fremtidens Fleksible Plejebolig, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Ind i foråret ville omstændighederne desværre, at alle planlagte aktiviteter med fysisk fremmøde blev ændret til online temadage eller flyttet til en senere dato.

Corona-pandemiens greb om samfundet påvirkede i år driften i CareNet og afholdelsen af en række temadage. Dog udførte vi med succes en række temadage online og lancerede CareNet Digital.

- På baggrund af COVID-19-situationen på tværs af landet samt de nationale tiltag for at bremse smittespredningen, besluttede vi undervejs at lancere CareNet Digital, som vi fremover vil arbejde videre med, og som I kommer til at høre meget mere til i 2021, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz.

Hvad byder år 2021 på for CareNet?

Tegnebrættet for 2021 er allerede spækket med spændende, faglige arrangementer, der skal planlægges.

Her tæller blandt andet en række temadage i løbet af foråret 2021, som erstatning for den ellers aflyste konference, ’Velfærdsteknologi anno 2020’, samt de allerede planlagte temadage ’Træning og rehabilitering med velfærdsteknologi’ den 9. marts 2021 og ’Velfærdsteknologi på socialområdet’ den 22. april 2021.

Læs mere og tilmeld dig temadagene om ’Træning og rehabilitering med velfærdsteknologi’ og ’Velfærdsteknologi på socialområdet’ her.

Derudover glæder vi os til forhåbentligt at kunne mødes igen fysisk til konferencen ’Velfærdsteknologi anno 2021’, som løber af stablen på den anden side af sommerferien i Odense.

Strategien for 2021 vil som altid være vores tre bærende indsatsområder:

Teknologioverblik, netværk og ny faglig viden. Og vi tilrettelægger som altid vores mange temadage, så de afholdes rundt omkring i landet hos vores medlemmer, hvis samfundsudviklingen tillader det.

- Vi vil fra CareNets sekretariat gerne sige tak for samarbejdet i løbet af 2020. Året, som har været præget af corona-pandemien, har vist os alle, at velfærdsteknologi og hjælpemidler har et fornyet momentum i de danske kommuner. Vi kan og skal mere i forhold til borgernær teknologi på sundhedsområdet i Danmark, fortæller Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Jeg ser frem mod 2021 med en klar forhåbning om mere normalitet – og mulighed for at mødes fysisk om teknologien, som vi plejer. Men det digitale er kommet for at blive og vil oplagt være del af vores årlige event-program, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

CareNet vender stærkt tilbage med årets første nyhedsbrev torsdag den 7. januar 2021. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde i 2021 og ønsker jer alle en god jul og et godt nytår.

Bedste hilsner,

CareNet-sekretariatet og netværksleder Anders Lyck Fogh-Schultz.