MOTI vinder CareTech CHALLENGE og er nu klar med lancering af nyt produkt
Af Malthe Bendix Søgaard
CareTech CHALLENGE-vinderne, MOTI, arbejder hårdt på at lancere deres produkt inden for fysioterapeutisk rehabilitering allerede inden årsskiftet. Men det stopper ikke her. MOTI er allerede nu i gang med det indledende arbejde, der skal sikre, at MOTI i fremtiden ligeledes kan arbejde med for eksempel faldforebyggelse og sportsperformance.
I sidste uge bragte vi hos CareNet nyheden om, at vinderne af dette års CareTech CHALLENGE blev MOTI, som er en måleenhed inden for fysioterapeutisk rehabilitering, der kan måle patienters fysiske stadie og sammenligne og visualisere patientens fysiske forandring i genoptræning.
Vinderen af de i alt 17 startups, der stillede op i CareTech CHALLENGE, blev kåret af Danish.Care tirsdag den 10. november 2020 af de fire dommere Ivan Kjær Lauridsen, velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune, Dorthe Solgaard Pedersen, projektchef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, Troels Oliver Vilms Pedersen, programchef, Teknologisk Institut samt Peter Løvschall, innovationskonsulent ved SUND Hub ved Københavns Universitet.
Dommerne lagde især vægt på disse vurderingsparametre ved MOTIs løsning:
- Innovationshøjden for løsningen – med stort potentiale
- Selve temaet omkring løsningen (rehabilitering)
- At løsninger taler ind i en relevant problemstilling – bedre målbar træning
- At MOTI kan lancere løsningen allerede i 2020
- At virksomheden har brugt forløbet i CareTech CHALLENGE rigtig godt – og deltaget i alle aktiviteter
- At løsningen har integreret både viden og evidens på området
- At løsningen bidrager til at løse et samfundsmæssigt problem/udfordring.
MOTI i den kommende tid
CareNet bringer i denne uges nyhedsbrev en længere feature om MOTI og har derfor taget kontakt til de to kvinder bag MOTI, Marie Cathrine Soele Madsen og Halldóra Auður Jónsdóttir, for at høre mere om MOTIs anvendelsesmuligheder samt om fremtidsplanerne for det stærke startup-team.
Marie Cathrine Soele Madsen, Industrial Design Engineer & Founder hos MOTI, fortæller:
- Vi er rigtig glade for, at vi fik mulighed for at deltage i CareTech CHALLENGE, da vores deltagelse blandt meget andet har været med til at udvide vores professionelle netværk betydeligt og lært os, hvordan vi skal præsentere os i forhold til blandt andet potentielle investorer og kunder – især investordagen, der var del af programmet, spillede en stor rolle hertil, forklarer Marie Cathrine Soele Madsen og fortsætter:
- At vi ovenikøbet endte med at blive udråbt som vindere af CareTech CHALLENGE, er et kæmpe skulderklap og et bevis på, at vi har skabt noget, som er eksistensberettiget, og som forhåbentligt kommer til at spille en stor rolle inden for fysioterapeutisk rehabilitering i fremtiden.
For MOTI er målet stadig at forbedre sundhedsområdet inden for fysioterapien. Når man går til fysioterapeut i dag, bestemmes et leds bevægelighed (ROM) ved en vurdering med enten et manuelt goniometer eller fysioterapeutens syn. Det samme gælder for bevægelseskvaliteten (QOM), som bygger på en vurdering med synet og beskrives med egne ord i patientjournalen.
Ifølge Marie Cathrine Soele Madsen er disse parametre ikke kvantificerbare og objektive, og de kan ikke sammenlignes og visualiseres. Netop det vil MOTI være med til at løse, da MOTI måler patientens data objektivt og kan sammenligne målinger gennem en webklient, hvor alle målinger er tilgængelige. På den måde skal MOTI sikre, at fysioterapeuten effektivt og sikkert kan give nøjagtig og objektiv vejledning til den enkelte patient.
- Vi arbejder i første omgang med målet om at forbedre sundhedsområdet inden for fysioterapien. Vi har på nuværende tidspunkt færdigudviklet vores softwareapp og er i gang med de sidste step i forhold til udviklingen af vores hardware og udviklingen af produktets fysiske elementer, forklarer Marie Cathrine Soele Madsen og fortsætter:
- Vi har fået investeringer i produktet fra to sider, og har allerede kontakt til leverandører og distributører. Vi har kørt diverse tests af produktet, der viser, at vores produkt har en målenøjagtighed inden for +/- 1 grad, så vi er rigtig godt på vej!
Holdet bag MOTI forventer at kunne starte produktion af de færdige MOTI-produkter allerede i løbet af december, hvor de også forventer at gå på markedet, hvis alt går, som det skal.
Ifølge Marie Cathrine Soele Madsen har deltagelsen i CareTech CHALLENGE været en medvirkende faktor til, at MOTI kan komme til at lancere deres færdige produkt allerede i december.
- CareTech CHALLENGE har været en vigtig faktor for, at vi er der, hvor vi er i dag. Det har været helt vildt godt! Deltagelsen i CareTech CHALLENGE har givet et endnu større netværk af eksperter og virksomheder inden for området, vi arbejder med. Derudover har vi også fået mulighed for at snakke med investorer og har fået noget omtale, som vi nok ikke i lige så høj grad havde fået, hvis ikke vi var med i CareTech CHALLENGE, fortæller Marie Cathrine Soele Madsen.
Fremtidens MOTI
Selvom fremtidsudsigterne for den kommende tid i MOTI er på plads, hvor de lige nu arbejder på højtryk for at færdiggøre det endelige produkt, markedsføre produktet og komme ud på det danske marked, har kvinderne bag MOTI ikke tænkt sig, at det skal stoppe der.
- I første omgang vil vi fokusere på det produkt, vi har nu, og lanceringen af dette i Danmark. Med tiden vil vi selvfølgelig arbejde på at udvide til flere lande, for eksempel i de nordiske lande, og så tage den derfra, fortæller Marie Cathrine Soele Madsen og fortsætter:
- Vi har dog allerede udført præ-studier på forskellige områder, der lægger ud over det, vores nuværende produkt kan. Lige nu arbejder vi inden for det fysioterapeutiske område, hvor vi kan måle alle leds bevægelighed (ROM) og bevægelseskvalitet (QOM) og sammenligne og visualisere patientens fysiske forandring i genoptræning og på den måde give fysioterapeuterne nemme, nøjagtige og objektive målinger af patientens fremskridt. I fremtiden vil vi arbejde på at tilbyde et produkt, der ydermere kan måle balance og stabilitet.
De forberedende studier har allerede vist, at der findes et vist potentiale for MOTI inden for balance- og stabilitetsmåling.
- For os er det en mulighed for at udvide vores målgruppe fra fysioterapien til for eksempel ældreområdet, sportsperformance og til ortopædkirurgiske afdelinger, fortæller Marie Cathrine Soele Madsen og uddyber:
- Her tænker jeg for eksempel på balance i forhold til ældres faldrisiko, som vi håber, at vi kan være med til at forebygge. Derudover håber vi på at kunne måle stabiliteten i for eksempel knæet i forbindelse med hop og landing for sportsudøvere til vurdering af risikoen for blandt andet korsbåndsskader. Men det er alt sammen noget, vi skal kigge på i fremtiden. Lige nu nyder vi bare, at vi snart kan lancere vores første produkt, og har fuldt fokus på det, slutter Marie Cathrine Soele Madsen.
Chefkonsulent for innovation og startups i Danish.Care, Anders Lyck Fogh-Schultz, udtaler:
- Det har været en rigtig spændende rejse, som årets deltagere har været på. Og det har især været en fornøjelse at se, hvordan alle har udviklet sig i forløbet. Det giver enormt meget værdi, at vi i Danish.Care har brugt tiden og energien på CareTech CHALLENGE. Som brancheforening har vi et ansvar for at styrke næste generation af hjælpemidler og velfærdsteknologi i Danmark, og med feltet fra 2020 er vi godt på vej. Alle har gode løsninger, som taler ind i behov hos målgruppen. Det er stærkt gået – af alle.
CareNet ønsker endnu en gang MOTI stort tillykke med titlen som vindere af CareTech CHALLENGE 2020 og ser frem til at følge Marie og Halldóra fremadrettet.
Du kan læse mere om CareTech CHALLENGE her eller kontakte chefkonsulent for startup og innovation i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, for mere information, hvis du ønsker at deltage i næste års CareTech CHALLENGE 2021.