Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Hillerød kommune eksperimenterer med velfærdsteknologi på sociale tilbud

Hillerød kommune eksperimenterer med velfærdsteknologi på sociale tilbud

11. november 2020

CareNet-medlemmet Hillerød Kommune deltager i det nye Fremfærd-projekt ’Velfærd i dag- og botilbud’, som skal inspirere og stimulere til praksisnær kvalitetsudvikling i det faglige arbejde på botilbud ved anvendelse af velfærdsteknologi.

I Hillerød Kommune skal medarbejdere på tre forskellige bosteder selv optage og redigere virtual reality-film fra nærmiljøet til beboerne. Hillerød Kommune deltager i et nyt Fremfærd-projekt, som er et samarbejde mellem CareNet-medlemmet KL og Forhandlingsfællesskabet. I projektet deltager ti forskellige dag- og botilbud inden for handicap- og socialpsykiatrien i ni forskellige kommuner.

Baggrunden for projektet er, at flere borgere med psykiske og kognitive vanskeligheder har brug for støtte fra kommunerne, og flere med nedsat funktionsevne lever længere og har mere komplekse støttebehov. Ifølge Fremfærd kalder det på nye løsninger og en bredere vifte af faglige værktøjer og tilgange. Her kan nye velfærdsteknologiske muligheder stimulere til både faglig udvikling og bedre oplevet kvalitet for borgere.

VR-film fra nærmiljøet træner nye færdigheder på bosteder i Hillerød Kommune

CareNet har taget en snak med pædagogisk konsulent i Hillerød Kommune, Shlomik Daniel Avshalom, som ser meget frem til at eksperimentere med virtual reality i Hillerød Kommune.

Ifølge Shlomik Avshalom har man i Hillerød Kommune gode erfaringer med velfærdsteknologier på det specialiserede socialområde. Derfor giver kommunen sig nu i kast med at eksperimentere med virtual reality på tre forskellige botilbud. 

- Virtual reality-teknologi taler til vores kropslighed og sanser. Lige så snart man tager brillerne på, virker det på kroppen og nervesystemet som om, at man befinder sig i den pågældende situation, fortæller Shlomik Avshalom og uddyber:

- Derfor er virtual reality god til blandt andet affekt-regulering og til at træne nye færdigheder.

Hillerød Kommune har i forbindelse med projektet indkøbt et 360 graders kamera, som medarbejderne på de deltagende botilbud skal lære at betjene, så de selv kan lave virtuelle film til beboerne fra nærmiljøet. Det kan for eksempel være situationer, hvor beboeren skal tage offentlig transport eller handle i det lokale supermarked. 

- For os giver det rigtig god mening at eksperimentere med løsninger som denne. Ved at benytte virtual reality som træningsmetode skaber vi en højere grad af tryghed for både beboerne og medarbejderne, da man på forhånd ved præcis, hvad beboerne vil blive udsat for. Dermed er der tale om en tryg eksponering af borgeren, som befinder sig i en kontrolleret virtuel verden, og som hurtigt kan vende tilbage til en virkelighed i trygge rammer, forklarer Shlomik Avshalom og fortsætter:

- I stedet for at tage med beboerne ned i Netto og finde ud af, at de hurtig bliver fyldt op og ikke kan gennemføre den planlagte aktivitet, har vi mulighed for at træne derhjemme, så borgerne får indkøbssituationen ind i kroppen og ikke skal lære en masse nyt i en situation, hvor de allerede er overstimulerede.

Vil skabe ny viden

Shlomik Daniel Avshalom glæder sig til at være med til at skabe ny viden. Han glæder sig ligeledes til at høre mere om, hvordan de forskellige eksperimenter i projektets andre deltagerkommuner er gået en gang i fremtiden.

- Vi glæder os til at indgå i eksperimentet med virtual reality, indsamle data og komme frem til nye måder at bruge virtual reality på, siger Shlomik Avshalom og fortsætter:

- Det er et spændende projekt, som giver et bredt velfærdsteknologisk indblik i flere forskellige teknologier på markedet. Det er noget, der ikke blot kommer Hillerød Kommune til gode, men forhåbentligt kommer alle danske kommuner til gode i fremtiden, slutter Shlomik Avshalom.

De ti sociale tilbud, som skal afprøves i de ni kommuner, der deltager i Fremfærd-projektet, skal hver afprøve mindst en ny teknologi i samspil mellem borgere, medarbejdere og ledelse. Teknologierne skal tilsammen komme rundt om væsentlige aspekter af livet for mennesker med særlige behov, det være sig søvn, sundhed og sikkerhed og en aktiv og selvstændig hverdag.

Blandt deltagerne i Fremfærd-projektet er en lang række CareNet-medlemmer, heriblandt Gladsaxe Kommune, Københavns Kommune, Køge Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Aalborg Kommune, TakeaWalk og IBG ProReact – Interaktiv borgerguide.

Deltagerne i projektet holder virtuelt kick off-møde den 16. november 2020. Projektet ventes afsluttet i foråret 2022.