Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
CareTech CHALLENGE: Spraino Manufacturing ApS forebygger fald blandt ældre og gangbesværede med Trib Control-skoen

CareTech CHALLENGE: Spraino Manufacturing ApS forebygger fald blandt ældre og gangbesværede med Trib Control-skoen

17. september 2020

Spraino Manufacturing ApS’s nye Trib Control-sko skal sikre ældre og gangbesværede mod faldulykker ved hjælp af en specialdesignet sål, som kontrollerer friktionen mellem sko og underlag.

For første gang uddeler Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – under konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020” den nystiftede pris CareTech CHALLENGE til en Startup fra Care + Health Tech-domænet.

CareNet vil her i det ugentlige nyhedsbrev i løbet af de kommende uger frem til konferencen præsentere de i alt 19 virksomheder, der konkurrerer om prisen.

Læs mere om ”Zone of Innovation” og ”CareTech CHALLENGE” her.

Trib Control

Spraino Manufacturing ApS er dansk virksomhed, som arbejder med udstyr til skade- og faldforebyggelse. Spraino Manufacturing ApS tilbyder gennem Trib Control et produkt i form af en sko, som skal forebygge fald hos blandt andet ældre og gangbesværede.

Ifølge Grundlægger & CEO i Spraino Manufacturing ApS, Thor Grønlykke, opstod ideen til Trib Control på baggrund af virksomhedens ansattes egne erfaringer med for eksempel ankelskader i forbindelse med sport. Her fandt de, at friktionen på sko havde en stor indflydelse på skader, og begyndte på den baggrund at modificere friktionen på ydersiden af skoen for at forhindre sportsskader.

Efter grundig research i forbindelse med udformningen af deres første produkter, som skulle hindre sportsskader, fandt Spraino Manufacturing ApS, at deres teknologi ligeledes havde et stort potentiale inden for faldforebyggelse. Derfor arbejder Spraino Manufacturing ApS lige nu på et nyt produkt til en ny målgruppe.

- Målet med vores Trip Control-sko er at gøre ældre borgere og borgere med for eksempel, løse ankler, dropfod og klumpfod mere sikkert gående og give dem glæden ved at gå tilbage. Vi vil forbedre disse borgeres gangfunktion og forebygge faldepisoder, forklarer Thor Grønlykke og fortsætter:

- Vi ønsker at hjælpe, hvor vi kan gøre en reel forskel. Fald blandt ældre eller andre gangbesværede er et stort problem, ikke blot i Danmark, men i hele verden. Derfor vil vi selvfølgelig udnytte det potentiale, vi ser i skoen, til at hjælpe så mange som muligt, både inden for sport og generel faldforebyggelse.

Spraino Manufacturing ApS’ første produkt fungerer ved, at brugeren nemt og simpelt klistrer en tape på ydersiden af sine sko, hvilket kontrollerer friktionen mellem sko og overflade, og på den måde forebygger ankelskader. Et stort lodtrækningsstudie har vist, at 54% af alle alvorlige skader kan forebygges med tapen. Resultaterne fra studiet er netop udkommet i et stort videnskabeligt tidsskrift, og Spraino er derfor allerede klar med en sko med indbygget teknologi, som forebygger fald, der skyldes vrid i anklen.

Du kan læse mere om resultaterne fra ovennævnte studie her.

Til at udforme den nye Trib Control-sko har Spraino Manufacturing ApS lavet et system til at støbe sålelementer ud fra printede forme.

- Vi er lige nu i gang med at arbejde på en sko, hvor både Spraino og Trib-Control bliver bygget ind i selve skoen. Via Spraino og Trib Control skal skoen kontrollere friktionen mellem sko og underlag, så borgere, der benytter skoen, mindsker risikoen for at falde og komme til skade, fortæller Thor Grønlykke og tilføjer:

- Fald har en rigtig stor betydning for borgernes sociale aktivitet, hvilket har været en stor motivation bag ideen til Trib Control-skoen. Hvis man først er faldet en gang, er man typisk bange for at falde igen, hvilket kan have en negativ effekt på borgerens adfærd. Det påvirker dem, de bliver hjemme, for de føler sig pinligt berørte. Det vil vi gerne komme til livs med Trib Control.

I Spraino Manufacturing ApS ser de frem mod at kunne arbejde videre med Trib Control-skoen og ser stort potentiale i skoen, når det kommer til faldforebyggelse.

- Vi tester nu vores første prototype af Trip Control-skoen, og har fået en bevilling fra Elsass Fonden til at teste den klinisk sammen med Ganglaboratoriet på Hvidovre Hospital og Aalborg Universitet. Derudover glæder vi os meget over nomineringen til CareTech Challenge, hvor vi håber at kunne netværke og få mulighed for at møde relevante nye samarbejdspartnere, slutter Thor Grønlykke.

Spraino Manufacturing ApS regner med at have et færdigt produkt på markedet omkring slutningen af 2020 eller starten af 2021.

Chefkonsulent i Danish.Care og netværksleder i CareNet Anders Lyck Fogh-Schultz fortæller:

- Teknologi til faldforebyggelse er et helt centralt indsatsområde inden for velfærdsteknologien. I CareNet beskæftiger vi os jævnligt med nye løsninger, som kan forebygge fald hos bl.a. ældre og gangbesværede – ikke mindst på vores seneste online-Temadag, hvor især mange af vores kommunale medlemmer fik et opdateret teknologioverblik, forklarer Anders Lyck Fogh-Schultz og fortsætter:

- Løsningen Trib Control fra Spraino Manufacturing ApS taler direkte ind i faldforebyggelses-dagsordenen, og er en oplagt deltager til den nye CareTech CHALLENGE. Jeg ser frem til at følge løsningen ud på markedet, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

Mød vinderen af ”CareTech CHALLENGE” og de nominerede til konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020”

Vinderen af prisen ”CareTech CHALLENGE” kåres 8. oktober i Odense på den årlige, nationale konference om velfærdsteknologi og hjælpemidler ”Velfærdsteknologi anno 2020” – og alle de nominerede vil udstille deres løsninger i messeområdet, hvor du har mulighed for at besøge deres og de mange øvrige stande og blive klogere på produkterne og state of the art inden for morgendagens velfærdsteknologi.

Du kan stadig nå med til konferencen. Læs mere og tilmeld dig her.