Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
CareTech CHALLENGE: MOTI ApS optimerer rehabiliteringen af patienter hos fysioterapeuter

CareTech CHALLENGE: MOTI ApS optimerer rehabiliteringen af patienter hos fysioterapeuter

03. september 2020

Fotograf © Joakim J. Hvistendahl

MOTIs måleenhed giver fysioterapeuterne nemme, nøjagtige og objektive målinger af patientens fremskridt inden for fysioterapeutisk rehabilitering.

For første gang uddeler Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi – under konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020” den nystiftede pris CareTech-CHALLENGE til en Startup fra Care + Health Tech-domænet.

CareNet vil her i det ugentlige nyhedsbrev i løbet af de kommende uger frem til konferencen præsentere de i alt 19 virksomheder, der konkurrerer om prisen.

Læs mere om ”Zone of Innovation” og ”CareTech CHALLENGE” her.

MOTI – nøjagtige og objektive målinger

MOTI ApS er en nyopstartet virksomhed grundlagt af ingeniører, forskere og medicinske fagfolk med ekspertviden inden for muskuloskeletal undersøgelse og vurdering. Virksomheden arbejder for at give sundhedspersonalet inden for fysioterapi en teknologi, der kan måle objektive data om patienters fremskridt og hjælpe til med at motivere patienter til handling i form af genoptræning.

Marie Cathrine Soele Madsen, Industrial Design Engineer & Founder hos MOTI, ser netop de objektive og målbare aspekter, MOTI tilfører til fysioterapien, som nøglepunkter ved ideen bag MOTI.

 - Vores mål med MOTI er at forbedre sundhedsområdet inden for fysioterapi. Når man går til fysioterapeut i dag, bestemmes et leds bevægelighed (ROM) ved en vurdering med enten et manuelt goniometer eller fysioterapeutens syn. Det samme gælder for bevægelseskvaliteten (QOM), som bygger på en vurdering med synet og beskrives med egne ord i patientjournalen, forklarer Marie og fortsætter:

- Disse parametre er ikke kvantificerbare og objektive, og de kan ikke sammenlignes og visualiseres. Netop det vil MOTI være med til at løse, da MOTI måler patientens data objektivt og kan sammenligne målinger gennem en webklient, hvor alle målinger er tilgængelige. På den måde sikrer MOTI, at fysioterapeuten effektivt og sikkert kan give nøjagtig og objektiv vejledning til den enkelte patient.

Hvor fysioterapeuter før har måttet aflæse en del data ud fra eget syn og dermed egen fortolkning, får de med MOTI et måleinstrument, som er let at bruge og kan måle alle leds bevægelighed (ROM) og bevægelseskvalitet (QOM).

MOTI-pakken indeholder en rem, en æske med klistermærker og en simpel måleenhed, der indeholder en avanceret bevægelsesanalyseteknologi. Denne kan let monteres på det led, man ønsker at måle på, ved hjælp af en rem eller et engangsklistermærke. Herefter fungerer MOTI som et håndfrit apparat, der giver fysioterapeuten mulighed for at have fuldt fokus på patientens bevægelse og hjælpe patienten om nødvendigt.

Sensoren kobles til MOTIs app, der fungerer som en sporingsenhed til rehabilitering. På den måde kan både fysioterapeuten og patienten følge med i udviklingen under rehabiliteringen.

- MOTI er først og fremmest tiltænkt de sundhedsprofessionelle inden for fysioterapien, så de kan udføre deres arbejde så godt som overhovedet muligt. Patienterne får på den måde den bedste vejledning og den bedst mulige rehabilitering, fortæller Marie og uddyber:

- Vi mener dog også, at MOTI har en motiverende effekt i forhold til rehabiliteringen for patienten. Patienten kan selv følge med i udviklingen under rehabiliteringen og motiveres af de fremskridt, målingerne viser fra konsultation til konsultation.

MOTI ApS tester allerede nu de første funktionelle prototyper i laboratorier på Aalborg Universitet og på et par enkelte klinikker.

- Vi forventer at starte produktionen og salget af det færdigudviklede produkt i slutningen af 2020. Vi arbejder på højtryk med at få produktet testet, så vi kan få et gennemarbejdet og godt produkt på markedet inden længe.

Chefkonsulent i Danish.Care og netværksleder i CareNet Anders Lyck Fogh-Schultz fortæller:

- MOTI er i vores challenge repræsenteret ved to helt igennem seje kvindelige iværksættere, og det har været en fornøjelse at følge dem på denne del af deres iværksætterrejse. Løsningen taler oplagt ind i at forbedre sundhedsområdet, specifikt inden for fysioterapien. At teknologien kan både optimere og forbedre rehabiliteringsforløb for den enkelte patient i fysioterapi vil afgjort appellere bredt inden for vores branche for hjælpemidler og velfærdsteknologi, fortæller Anders og fortsætter:

- Særligt at løsningen i ’real-time’ kan tilvejebringe objektive data om fremskridt og fysisk kunnen vil være et stærkt kommercielt parameter for både sundhedsprofessionelle og den enkelte patient, slutter Anders Lyck Fogh-Schultz.

Mød vinderen af ”CareTech CHALLENGE” og de nominerede til konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020”

Vinderen af prisen ”CareTech CHALLENGE” kåres 8. oktober i Odense på den årlige, nationale konference om velfærdsteknologi og hjælpemidler ”Velfærdsteknologi anno 2020” – og alle de nominerede vil udstille deres løsninger i messeområdet, hvor du har mulighed for at besøge deres og de mange øvrige stande og blive klogere på produkterne og state of the art inden for morgendagens velfærdsteknologi.

Du kan stadig nå med til konferencen. Læs mere og tilmeld dig her.