Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Fire råd til, hvordan du evaluerer dine corona-innovationer

Fire råd til, hvordan du evaluerer dine corona-innovationer

03. juni 2020

Center for Offentlig Innovation har skrevet et indlæg om, hvordan man bedst evaluerer – og derved får mest ud af – innovationer medført af Covid-19. Her er deres anbefalinger.

Covid-19 har medført en bølge af offentlige innovationer inden for blandt andet velfærdsteknologi.

Det er en af hovedpointerne i et nyligt publiceret indlæg på Center for Offentlig Innovations hjemmeside.

- Nogle innovationer er radikale og omdefinerer både problemstillinger og løsningsbehov. Andre innovationer er mindre – inkrementelle – og skaber små forbedringer eller nødvendige løsninger i det daglige, skriver Lene Krogh Jeppesen, chefkonsulent i COI og Paul Sauer, kommunikationsansvarlig, i indlægget.

Men hvordan bærer man sig bedst ad med at evaluere – og optimere udbyttet af – de nye innovationer, man har implementeret på sin arbejdsplads i kølvandet på Covid-19?

1. Prioriter

Det er umuligt at evaluere på alt det nye der er sket. Begynd med at identificere de eksperimenter og prototyper, det er vigtigst at få mere systematisk viden om. Det kan for eksempel være der, hvor der er sket den største forandring i 'ydelserne' – i den service som borgerne oplever. Det kan også være de eksperimenter, der berører flest borgere. Eller de prototyper, der har betydet de største omlægninger for jeres interne arbejdsgange – for eksempel nye samarbejder på tværs af forvaltninger og fagligheder.

2. Involver 'hierarkiet' – ledelseslinjen

Hvad har ledere, chefer, direktører og politikere brug for svar på, når de skal træffe beslutning om, hvad der skal ske i takt med, at vi vender tilbage til en ny virkelighed? Sørg for at din evaluering giver data, der understøtter de beslutninger og beslutningstagere.

3. Indsaml data

Sørg for også at få datafra de borgere og samarbejdspartnere, der har testet og/eller bidraget til prototypen. Det gør dig klogere, end hvis du alene baserer din evaluering på jeres egne interne faglige evalueringer af, hvordan det er gået.

4. Find en ven

Det er vigtigt at have en sparringspartner, når du går i gang med at evaluere. Nogle er bedre til tal, andre er bedre til at tale med mennesker, nogle er rigtigt gode til at få det hele samlet. Ingen kan det hele. Samarbejde gør det både nemmere og sjovere at evaluere.

Du kan læse hele indlægget her.

Center for Offentlig Innovation holder oplæg til Velfærdsteknologi 2020. Du kan tilmelde dig konferencen her.