Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Mød en ”CareTech CHALLENGE”-nomineret: byLink med ”Roomie”

Mød en ”CareTech CHALLENGE”-nomineret: byLink med ”Roomie”

25. maj 2020

byLink er blandt de nominerede til prisen ”CareTech CHALLENGE” for produktet ”Roomie”. Løsningen er en forbedring af det klassiske sengebord i sundhedssektoren i form af et hygiejnisk og fleksibelt multibord, som skaber et optimalt arbejdsmiljø for personalet og øger borgernes selvhjulpenhed.

For første gang uddeler Danish.Care - Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi under konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020” den nystiftede pris 'CareTech-CHALLENGE' til en Startup fra Care + Health Tech-domænet.

CareNet vil i løbet af de kommende uger frem til konferencen præsentere de i alt 20 virksomheder, der konkurrerer om prisen.

Læs mere om ”CareTech Challenge” her.

Roomie: Forbedret arbejdsbord til sundhedspersonalet og øget selvhjulenhed hos borgerne

Iværksætter- og udviklingsvirksomheden byLink blev grundlagt i 2019 og arbejder med brugerdrevet produktudvikling til sundhedssektoren. byLink udvikler lavpraktiske løsninger til hverdagsproblemstillinger på baggrund af henvendelser om gode ideer fra sundhedspersonalet i Danmark. Det fortæller Line Bluhme, direktør og partner i byLink.

- ”Roomie” er et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med produktudvikling. Vi fik en idé fra en sygeplejerske og socioassistent fra et plejehjem i Aalborg Kommune om at forbedre det klassiske sengebord, man anvender til borgere på plejehjem. I byLink arbejder vi med helt specifikke problemstillinger, siger hun.

Sengeborde udfylder ofte flere funktioner, end de er lavet til. Derfor gik byLink ind i processen med fokus på at udvikle et multibord, som både er optimalt for borgeren og personalet.

- ”Roomie” har været igennem et udviklingsforløb på godt et år. Gennem hele udviklingsprocessen har vi haft fokus på at arbejde sammen med personalet og de primære problemstillinger, ”Roomie” skulle løse, siger Line Bluhme.

”Roomie” består af hygiejniske, desinficerbare overflader, hjul og hæve/sænke-funktion. Multibordet understøtter derfor i sin form og funktioner personalets behov for fleksibilitet og korrekt arbejdsstilling. Det gælder både i forbindelse med dokumentation og borgernær pleje. Dertil øger bordet borgernes selvhjulpenhed, idet de let kan mobilisere bordet og benytte det ved seng, kørestol eller lænestol i spisesituationer eller ved andre aktiviteter.

Seniorkonsulent i Danish.Care og netværksleder i CareNet, Anders Lyck Fogh-Schultz, fortæller:

- Det er rigtigt spændende, at vi i konkurrenceforløbet har en stærk repræsentant fra det fysiske hjælpemiddelområde med - især i forhold til løsninger til hverdagsproblemstillinger med direkte afsæt i sundhedspersonalerne. Der er en overvejende tendens til, at løsninger bliver mere og mere digitale, men med ”Roomie” ser vi et stærkt eksempel med afsæt i en lang, dansk tradition for hjælpemidler, der kan integreres med andre løsninger. Jeg ser frem til at følge byLink.

”Roomie” stod klar til at indtræde markedet i oktober 2019.

Læs mere om byLink og ”Roomie” her.

Mød vinderen af ”CareTech CHALLENGE” og de nominerede til konferencen ”Velfærdsteknologi anno 2020”

Vinderen af prisen ”CareTech CHALLENGE” kåres 8. oktober i Odense på den årlige, nationale konference om velfærdsteknologi og hjælpemidler ”Velfærdsteknologi anno 2020 - og alle de nominerede vil udstille deres løsninger i messeområdet, hvor du har mulighed for at besøge deres og de mange øvrige stande og blive klogere på produkterne og state of the art inden for morgendagens velfærdsteknologi.

CareNet åbner i fællesskab med Teknologisk Institut og Danish.Care – Branchen for hjælpemidler og velfærdsteknologi konferencedørene den 8. oktober 2020 i Odense.

Du kan stadig nå med til konferencen. Læs mere og tilmeld dig her.

 

Billeder