Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Health & Rehab Scandinavia 2020 flyttes til september

Health & Rehab Scandinavia 2020 flyttes til september

16. marts 2020

Messen Health & Rehab Scandinavia flyttes i lyset af den fortsatte udbredelse af coronavirus fra 12.-14. maj 2020 til 2.-4. september 2020. Det giver plads til, at nye udstillere og aktiviteter kan komme til, fortæller direktør i Danish.Care, Morten Rasmussen.

Health & Rehab Scandinavia – messen for hjælpemidler og velfærdsteknologi, der afholdes i Bella Center, er Danmarks største messe og mødeplads for social-, sundheds- og plejesektoren med over 8.000 besøgende og over 200 udstillere over 3 dage.

I lyset af den fortsatte udbredelse af coronavirus i Danmark og den nationale indsats for at begrænse smitte flyttes messen Health & Rehab Scandinavia fra 12.-14. maj 2020 til 2.-4. september 2020.

Som arrangør bakkes der fuldt op om den nationale indsats for at begrænse spredningen af coronavirus, og myndighedernes bestemmelser og udmeldinger i forhold til gennemførsel af store arrangementer følges nøje. 

"Vi ses til september"

Direktør i Danish.Care fortæller til CareNet, at beslutningen om at flytte messen er blevet modtaget med stor opbakning.

- Det er efter nøje overvejelser, at vi har valgt at flytte messen til efter sommerferien. Health & Rehab er den store mødesplads for fagmedarbejdere, brugere og leverandører, og jeg er sikker på, at der er mange, der vil være ivrige efter at komme ud og møde deres samarbejdspartnere, leverandører og kunder igen efter at have været sat på hjemmearbejde eller ekstraordinære opgaver igennem forår og forsommer. Det kan også give plads til, at nye udstillere og aktiviteter kan komme til. Vi har også i løbet af den sidste uge fået rigtig meget opbakning og positive tilkendegivelser fra besøgende og udstillere, der siger: Vi ses til september!

Yderligere info

Udstillere, der er tilmeldt messen i maj, overføres automatisk som udstillere på messen i september på samme betingelser og vilkår. Der vil være enkelte ændringer til programmet og for rammerne om messen, som vil blive afklaret i den kommende tid.

Danish.Care ser frem til sammen med messens udstillere og samarbejdspartnere at mødes igen til september til landets førende fagmesse for hjælpemidler, sundheds- og velfærdsteknologi, rehabilitering samt pleje- og hospitalsudstyr.

Følg med på www.health-rehab.dk for nyeste informationer om Health & Rehab Scandinavia 2020.

For yderligere oplysninger kontakt:
Helle Pedersen, projektleder, tlf. 6122 5756, hp@danish.care
Morten Rasmussen, direktør, tlf. 2738 7832, mr@danish.care