Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Nyt forskningsprojekt: Kræftramte børn går i skole via robot

Nyt forskningsprojekt: Kræftramte børn går i skole via robot

14. januar 2020

Forskere vil udvikle en robot, så langtidssyge børn kan bevare kontakten med deres skoleklasser. Robotten skal fungere som stedfortræder for det syge barn, som på trods af sygdom eller indlæggelse stadig kan være til stede i klasselokalet.

I løbet af året vil skolebørn tilknyttet Rigshospitalet, som skal i behandling for kræft, få tilbud om at være med i et forskningsprojekt. Det skyldes, at forskere på Rigshospitalets BørneUngeKlinik har fået støtte fra Kræftens Bekæmpelses Psykosociale Forskningsudvalg til et projekt, hvor kræftramte skolebørn kan bevare kontakten med deres skoleklasser ved hjælp af en robot.

Stedfortræder-robot

Når børn på grund af indlæggelse og sygdom ikke selv kan være fysisk til stede i klassen, har de mulighed for at være til stede via en AV1 robot, som kaldes en ”telepresence robot”. Det fortæller ph.d.-studerende og leder af projektet, Mette Weibel, til cancer.dk.

- Robotten placeres i klasselokalet, og så kan barnet sidde derhjemme eller på hospitalet og logge ind via en app på sin tablet. Derefter kan barnet følge med i, hvad der sker i klassen, og også tale med læreren og klassekammeraterne, siger hun.

Vil udvikle den bedste skolerobot

I løbet af projektet vil forskerne sammenligne to typer af robotter, som har forskelligt design og kan forskellige ting. I alt skal 14 robotter i brug ude i skoleklasserne.

Derudover vil forskerne undervejs i projektet interviewe både de kræftramte børn, deres kammerater og lærere om, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer.

- Formålet er at udvikle den bedst mulige skolerobot, som forhåbentlig kan blive et fast tilbud til børn med kræft og på sigt andre syge børn og unge, siger Mette Weibel og fortsætter:

- Samtidig vil vi undersøge, hvordan vi bruger robotten bedst muligt. Både i forhold til at fastholde barnets faglige niveau og dets sociale forhold til klassen i sygdomsforløbet, samt i forhold til at styrke klassekammeraternes ressourcer til at håndtere alvorlig sygdom.

Gode erfaringer

Én robot er allerede blevet testet blandt otte kræftramte børn, og de første erfaringer er gode, siger Mette Weibel.

- Vi fandt hurtigt ud af, at der virkelig er potentiale i robotterne - både i forhold til at bevare kontakten til klassen og som læringsredskab. Ikke mindst er det en fordel, at det giver stor fleksibilitet for det syge barn, der kan logge ind, når som helst hun eller han føler overskud til det. Uanset om det er en hel skoledag – eller blot en halv time, siger hun.

Også for klassekammeraterne er robotten en hjælp.

- Det er ikke kun det syge barn, der er bange for at blive glemt af kammeraterne. De andre elever er bekymrede for, hvordan deres syge kammerat har det, og ved hjælp af robotten bliver de i stand til at udvise omsorg for kammeraten. Robotten kommer til at personificere den klassekammerat, der ikke kan være til stede. Den bliver kaldt kammeratens navn, de aer den på kinden, og de kan spørge, om kammeraten vil med ud i frikvarteret, fortæller Mette Weibel.

Læs hele artiklen her.

Kilde: cancer.dk

Billede: wikipedia.org