Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Stephanie Lose: Stærke samarbejder på tværs af sektorer skal sikre dansk sundhedsinnovation

Stephanie Lose: Stærke samarbejder på tværs af sektorer skal sikre dansk sundhedsinnovation

31. maj 2019

Et stort demografisk pres udfordrer det danske sundhedsvæsen og hårdtarbejdende personale. Derudover stiger borgernes forventninger til sundhedsydelser og digitale sundhedsløsninger. Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, vil løfte sundhedsvæsenet og sikre høj kvalitet i patientbehandling gennem tætte samarbejder om sundhedsinnovation.

Gennem de seneste år har vi oplevet en velfærdteknologisk forandring, som har udspillet sig gennem et stigende udbud af teknologier og en stigende efterspørgsel på et digitaliseret sundhedsvæsen, der skaber bedre sammenhæng mellem patientforløb og bedre arbejdsforhold for det sundhedsfaglige personale.

I et debatindlæg i Altinget skriver formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, at samspil mellem sektorer er nøglen til sundhedsinnovation i verdensklasse. Derudover skriver hun, at regionerne har arbejdet strategisk ud fra målet om at skabe rammer, der matcher den velfærdsteknologiske udvikling. Siden 2010 har regionerne derfor gennem Regionernes Sundhedsteknologi og Innovation, RSI-samarbejdet, gennemført og skaleret over 40 idéer.

Samarbejdet skal styrkes

For at udvikle de bedste sundhedsløsninger forklarer Stephanie Lose, at det er vigtigt at styrke samarbejdet mellem klinikkerne i frontlinjen, hospitalsledelsen, de tilhørende forskningsmiljøer, industrien og de private virksomheder. Derudover skal patienter og borgere inddrages i processen.

Innovationssamarbejder er dog allerede på regionernes ønskeliste. Regionerne vil sætte en ny kurs, hvor innovation og skalering er en del af klinikernes arbejde, skriver Stephanie Lose. Samarbejdet skal i sidste ende give det sundhedsfaglige personale bedre løsninger og mere tid til patienter. 

I midten af en kulturændring

At skabe tætte samarbejder er en krævende proces for både organisationerne og personalet, som arbejder i en presset hverdag, konstaterer Stephanie Lose.

- Vi er i gang med en kulturændring, hvor personalegrupper tænker innovation i deres arbejdsgange, og hvor viden og idéer bliver indsamlet, sat i spil og evalueret – i samspil med den daglige behandling, siger hun.

Dette betyder ikke, at regionerne skal være ens. De skal derimod sikre, at de bedste idéer samles og deles. Regionerne vil derfor i de kommende år arbejde fokuseret på at bringe idéer til livs med henblik på at skabe værdi for borgerne, tilføjer formanden.

Stephanie Lose skriver uddybende, at satser vi rigtigt, kan det danske sundhedsvæsen blive et godt udstillingsvindue for resten af verden i forhold til at skabe de bedste og mest innovative løsninger på sundhedsområdet til gavn for patienterne.

Læs hele Stephanie Loses debatindlæg her.

Bliv klogere på velfærdsteknologi og værdiskabelse i samspil mellem kommuner og hospitaler til ”Velfærdsteknologi anno 2019”, hvor Stephanie Lose vil åbne konferencen. Se programmet for konferencen her.

Kilde: altinget.dk

Billede lånt fra Region Syddanmarks hjemmeside