Bliv klogere på udviklingen af VR-træningsplatforme til sundhedsfagligt personale til CareNets kommende temadag
Virtual Reality åbner op for nye lærings- og undervisningsmetoder. Til CareNets kommende temadag d. 28. maj om Virtual Reality i sundhedssektoren vil du møde CEO/Digital Designer i Åte VR Ege Jespersen, som vil fortælle om udviklingen af VR-træningsplatforme på baggrund af egne projekter.
Åte VR er lige nu midt i et projekt, hvor de laver simulationstræningsværktøj til det sundhedsfaglige personale, der behandler borgere med KOL. På den måde er det muligt at træne det sundhedsfaglige personale i at observere og behandle borgeren i hjemmet og på hospitalet.
CEO/Digital Designer i Åte VR Ege Jespersen forklarer, at han til CareNets kommende temadag vil fortælle om projektet fra et designperspektiv.
- På dagen vil jeg fortælle om, hvordan man udvikler den her slags simulationstræning til sundhedsfagligt personale – hvilke ting vi har gjort fra startkoncept til noget, der lige nu er en funktionel prototype, forklarer han.
Virtual Reality skaber unikke muligheder for effektiv læring
Åte VR vil gennem brug af Virtual Reality skabe trivsel og sundhed hos mennesker, der har behov for hjælp. Ege Jespersen forklarer, at VR giver unikke muligheder for at effektivisere læringsprocesser.
- Vi vil skabe flere varme hænder i sundhedssektoren, og vi vil være mere effektiv – VR kan gøre begge dele. VR kan gøre arbejdsgangen mere effektiv, uden at man behøver at betale mange penge på at få skuespillere til at lave samme simulation, siger han og tilføjer.
- Vi kan lave autentiske, dynamiske og visuelle scenarier, som ville være svære at lave i virkeligheden. Disse kan man træne gang på gang, indtil de er under huden.
Ege Jespersen fortæller desuden, at det er aktuelt og relevant at beskæftige sig med Virtual reality, fordi teknologien giver mulighed for at arbejde med svære problemstillinger.
- Den ene ting er, at VR-teknologien er under opsejling. Vi ser flere eksempler på, at teknologien bliver brugt uden for spilindustrien. Så man kan sige, at teknologien er aktuel, men det er også nogle aktuelle problemstillinger, vi arbejder med, uddyber han.
Vær med, når CareNet inviterer til en spændende og lærerig temadag om Virtual Reality til brug i sundhedssektoren.
Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her.