Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
International velfærdsteknologikonference afholdes i Aarhus

International velfærdsteknologikonference afholdes i Aarhus

07. november 2018

1000 deltagere skal være med til at præge bybilledet i Aarhus i september 2019 og se på og tale om teknologier, der kan være med til at give mennesker større selvstændighed og mere selvhjælp i hverdagen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune, der skal være vært for Active Assisted Living (AAL) Associations årlige ALL forum.

- Med dette valg anerkender vi byens fremragende arbejde med at promovere brugen af ICT-baserede teknologier til aktiv og sund aldring. Lokale myndigheder er vigtige aktører i forbindelse med at gøre vores samfund klar til at høste fordelene ved længere livsforløb de kommende årtier. Aarhus er et virkelig godt eksempel på, hvordan en kommune understøtter og styrer sådanne øko-systemer, siger Peter Carage, præsident for AAL Association.

AAL-programmet skal gennem udvikling af velfærdsteknologi skabe tryghed, selvhjulpenhed og frihed for ældre borgere. I takt med at antallet af ældre stiger, og folk opnår en højere levealder, vil der opstå behov for mere pleje og assistance. AAL-programmet prøver at foregribe dette ved at fremme state-of-the-art teknologiske løsninger, som kan være med til hjælpe ældre med at leve uafhængige og aktive liv.

Konferencen

Konferencen giver mulighed for at netværke og udveksle idéer; et matchmaking-event er rammen om nye partnerships; interaktive workshops sikrer debat mellem deltagerne. Derudover afholdes en Hackaton for unge iværksættere, hvor nye idéer vurderes, og der kåres en vinder.

AAL Forum tiltrækker et bredt spekter af interessenter fra hele Europa herunder politikere, iværksættere og sundhedsfaglige personer. AAL Forum 2019 får formodentlig 1000 internationale deltagere, heriblandt 40 udstillere, 30 workshops og paneldiskussioner med keynote speakere.

Center for Frihedsteknologi, Aarhus Kommune, har i over 10 år arbejdet for at implementere velfærdsteknologi på for eksempel plejehjem og i hjemmeplejen:

- Aarhus er blandt de førende i verden til at præge udviklingen og brugen af velfærdsteknologi til mennesker, om man så går i skole, er på arbejde eller bor på plejehjem. Velfærdsteknologi kan have stor betydning for et mere selvstændigt og værdigt liv og kan skabe mere livskvalitet for den enkelte, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

- Det er meget glædeligt, at EU har øje for Aarhus Kommunes pionerarbejde med velfærdsteknologi, som gør folk mere selvhjulpne. Heri ligger en klar anerkendelse af Aarhus Kommunes indsats med at udvikle den offentlige velfærd sammen med og til gavn for borgerne, siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

AAL Forum 2019 afholdes den 23.-25. september.

Kontakt:
Ivan Kjær Lauridsen, chef for Center for Frihedsteknologi, ijk@aarhus.dk Mobil: 5157 6079

Læs mere her.

Kilde: Aarhus Kommune

Aarhus Kommune er medlem af CareNet.