Digitale sundhedsløsninger kan lette dagligdagen for pårørende
I en ny undersøgelse fra KMD Analyse fremgår det, at pårørende til plejekrævende personer efterspørger digitale muligheder, der kan være med til at lette opgaver relateret til plejearbejdet.
Det skriver Magasinet Pleje.
Undersøgelsen, som er foretaget i samarbejde med Ældre Sagen og foreningen Pårørende i Danmark, viser, at over halvdelen af de adspurgte vurderer, at flere digitale løsninger kan være en hjælp i dagligdagen. 62 procent af de adspurgte er helt eller delvist enige i, at det vil lette deres dagligdag, hvis de kan booke konsultationer med myndigheder online.
- Pårørende oplever ifølge undersøgelsen at stå med et stort ansvar for at sikre, at deres nærtstående får den optimale behandling, siger Marie Lenstrup, der er formand for Pårørende i Danmark, ifølge Magasinet Pleje.
Ifølge undersøgelsen svarer hver femte pårørende, at deres fysiske helbred påvirkes negativt af, at de tager ansvar for at hjælpe en plejekrævende person. Hver fjerde svarer, at det psykiske helbred påvirkes negativt.
Du kan læse mere om undersøgelsen her.
Kilde: Magasinet Pleje