Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Virtual reality kan træne sociale færdigheder hos autistiske børn

Virtual reality kan træne sociale færdigheder hos autistiske børn

04. oktober 2018

Da årets velfærdsteknologiske konference ”Velfærdsteknologi anno 2018” løb af stablen den 20. september fik deltagerne blandt andet mulighed for at dykke ned i mulighederne med virtual reality.

Ali Adjorlu, Ph.D.-studerende ved Aalborg Universitet i København, der holdt oplæg på konferencen, forsker i, hvordan virtual reality kan bruges til at lære sociale og hverdagsrelaterede færdigheder til børn og unge med autismespektrum-forstyrrelser (ASF), også kendt som autisme.

Han gjorde deltagerne på konferencen klogere på, hvordan virtual reality muliggør gentagelser af sociale og hverdagsrelaterede færdigheder i relevante virtuelle miljøer, så personen kan arbejde i sit eget tempo uden tilstedeværelse af andre mennesker.

- Jeg prøver at skabe en fremtid, hvor VR bliver et værktøj i pædagogers og lærers værktøjskasse, sagde han under sit oplæg.

Ali Adjorlu inddrog også sine egne erfaringer med implementering af VR-applikationer. Han demonstrererede blandt andet et trafiksikkerhedsprogram, han havde udviklet, for at lære børn med autisme at kunne begå sig sikkert i trafikken, og et program, hvor børnene skulle handle i et supermarked. Det er særligt nyttigt for personer med ASF, da de føler ubehag ved uforudsigelige situationer og ved interaktion med andre mennesker.

- De har indkøbskurven i den ene hånd og controlleren i den anden. Så kan de for eksempel træne, at det er okay at tage andre varer, end man er vant til, fortalte han på oplægget.

Læs mere om Ali Adjorlu og hans forskning her

Du kan læse mere om de forskellige oplæg til ”Velfærdsteknologi anno 2018” her og her.
Eller du kan få et overblik over hele konferencen i denne reportage