Nyt plejecenter til blinde og svagtseende vil være Europas bedste
En markant milepæl er nået på de 119 specialiserede boliger til blinde og svagtseende ved Følager i Valby
Fredag den 9. februar blev der holdt rejsegilde på byggeriet, der har fået navnet ”Solgaven Valby”.
Visionen for Solgaven er at være Europas bedste plejecenter, ældreboliger og aktivitetstilbud for ældre blinde, svagtseende og døvblinde borgere med følgehandicaps som demens og fysisk funktionsnedsættelse.
- Vi er godt på vej med et plejecenterbyggeri med en stærk profil. Her er taget højde for en række specifikke boligbehov, som vi håber vil gøre en forskel for det liv og fællesskab, stedet bliver ramme om. Udviklingen af huset er sket i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund, Sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune samt byggeriets parter, siger Bjørn Petersen, formand for Boligselskabet AKB, København, der er bygherre på projektet.
Erfaring fra verdens mest tilgængelige kontorhus
Opgaven med at føre de store visioner ud i livet er lagt i hænderne på NCC, derkan trække på sin erfaring fra byggeriet af Danske Handicaporganisationers Hus, som er kåret til ”Verdens mest tilgængelige kontorhus”.
I Valby har entreprenøren og rådgiverne Cubo, Force4, Sweco og BOGL haft stort fokus på at inddrage de kommende brugere tidligt i forløbet.
- Vi har konsulteret med blinde allerede inden, vi satte spaden i jorden, og har desuden haft tætte dialoger med brugerne af det kommende hus. Det betyder, at vi har haft eksperthjælp til at finde de bedste løsninger til de kommende beboere, så de får en god hverdag, siger Trine Skou Tindborg, der er områdedirektør i NCC.
Tilgængelighed og selvhjulpenhed
Solgaven kommer til at bestå af 93 almene plejeboliger og 26 almene ældreboliger samt en lang række fælles- og servicefunktioner.
Det bliver således både mulighed for at gå til tandlæge, frisør, fodpleje, wellness og i træningscenter. Der bliver også etableret et orangeri, så beboernes duftesans kan pirres og trænes, ligesom der er lavet et såkaldt træningskøkken, hvor beboerne kan blive fortrolige med at lave mad selv.
Kilde: Building supply