Massivt løft til demensindsatsen i Tønder Kommune
Demenspolitikken dikterer fem indsatsområder, der har affødt et hav af nye aktiviteter og initiativer
Tønder Kommune klapper sig selv på skulderen over den indsats, der er gjort, siden kommunalbestyrelsen i 2015 godkendte kommunens nye demenspolitik.
Og med god grund, for ligesom en lang række andre danske kommuner, er demenspolitikkerne ikke blot endt i skrivebordskuffen. Der er udført en meget lang række tiltag, aktiviteter og initiativer
- Man bliver næsten helt forpustet af den status, vi lige har fået forelagt i sundhedsudvalget, siger udvalgets formand, Irene Holk Lund (V).
- Vi ønsker at være en demensvenlig kommune, og derfor har vi også opnormeret, så vi nu har to demenskoordinatorer. Samtidig arbejder vi løbende med undervisning og udvikling af medarbejdernes kompetencer og viden, og vi har vi i høj grad fokus på den teknologiske udvikling, og hvordan ny teknologi kan være med til at sikre demensramte en bedre hverdag, siger Irene Holk.
I demenspolitikken for Tønder Kommune er der udpeget fem hovedindsatsområder
- Tidlig opsporing
- Mestring af eget liv/rehabilitering,
- Kompetenceudvikling,
- Rådgivning og vejledning
- Viden om demens/nedbrydning af tabuer.
På alle områder er der iværksat initiativer
- der indført åben rådgivning, hvor sygdomsramte og deres pårørende kan møde kommunens demenskoordinatorer uden forhåndsaftale og få råd og vejledning om sygdommen.
- Der inviteres også til demenscafeer en gang om måneden for at informere og tilbyde samtale og rådgivning. Samtidig bringer demenscafeerne pårørende til demensramte sammen.
- Med støtte fra Toosbuyfonden gennemføres projektet LEV med demens, motion og samvær for at give mennesker med demens bedre mulighed for at dyrke motion. Projektet gennemføres i samarbejde med den lokale afdeling af Alzheimerforeningen og DGI.
- På flere af kommunens plejecentre arrangeres erindringsdans, og der er i Tønder Kommune ca. 800 demensvenner, som besøger demensramte og hjælper med forskellige aktiviteter i hverdagen.
Kilde: Magasinet Pleje
Tønder Kommune er medlem af CareNet