Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
En pårørende-undersøgelse fra Ældre Sagen viser stor vilje til at hjælpe ældre venner og familiemedlemmer

En pårørende-undersøgelse fra Ældre Sagen viser stor vilje til at hjælpe ældre venner og familiemedlemmer

06. september 2017

Til gengæld mener en stor befolkningsgruppe, at den offentlige hjælp er utilstrækkelig

Næsten hver anden pårørende synes, at den offentlige hjælp til ældre er så utilstrækkelig, at de føler sig nødsaget til at hjælpe, for at sikre ældre borgere et ordentligt liv. Det viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagen.

Undersøgelsen er lavet af Voxmeter for Ældre Sagen, der tolker resultaterne som et problem for den kommunale ældrepleje. Ifølge undersøgelsen er 44 procent af de pårørende helt eller delvist enige i, at de "er nødt til at hjælpe, da den offentlige hjælp er utilstrækkelig". Det er et problem, at den kommunale ældrepleje ikke formår at levere et tilfredsstillende serviceniveau, mener seniorkonsulent ved Ældre Sagen Marie Lilja Jensen.

- Det skal være individuelt, om man kan og vil hjælpe. Det må aldrig blive noget, som man fra det offentliges side føler sig tvunget til. Der skal være en værdig ældrepleje, der sørger for, at der er nok hjælp til dem, der har brug for det.

Undersøgelsen viser, at 52 procent hjælper en til to gange om ugen, mens 11 procent hjælper hver dag. Den viser også, at pårørende finder glæde ved at hjælpe. 89 procent er enige eller delvist enige i det udsagn.  Det er ofte praktiske opgaver som transport til og fra læge eller sociale arrangementer, indkøb og rengøring som de pårørende hjælper til med.

Når det gælder egentlig helbredsopgaver som sårpleje, medicinhåndtering og rengøring viser undersøgelsen også en klar holdning. Således er der stort set ingen pårørende, der hjælper med den type opgaver, mens 69 procent af respondenterne tilkendegiver, at de hjælper med praktiske gøremål.

Undersøgelsen fra Ældre Sagen er lavet i forbindelse med en konference.

FAKTA: Pårørende tager over når kommunen svigter

Den kommunale hjemmepleje er ifølge mange pårørende presset økonomisk i knæ, viser en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for Ældre Sagen.

Det har ført til, at 44 procent af de pårørende føler sig nødsaget til at give en hånd med til især praktiske gøremål for den ældre, mens 41 procent af de pårørende er uenige i samme udtalelse.

Få et indblik i flere af de holdninger, som pårørende til hjælpekrævende ældre kommer med i undersøgelsen:

  • 95 procent føler, at det er naturligt at hjælpe.
  • 89 procent synes, at det er en glæde at hjælpe.
  •  21 procent føler, at de står overvejende alene med ansvaret for den ældre.
  • 35 procent føler, at de må tilsidesætte sig selv og egne behov for at hjælpe den ældre.
  • 26 procent har skyldfølelse og dårlig samvittighed i forbindelse med en ældre, der har brug for hjælp.
  • 72 procent af dem, der hjælper, er i familie med den ældre. Resten er enten venner, naboer, frivillige eller har andre relationer.
  • 46 procent har indtil nu hjulpet den ældre i over fem år, hvoraf de 27 procent har hjulpet i otte år eller mere.
  • 73 procent af de pårørende giver hjælp til ældre, der bor i eget hjem. 12 procent hjælper ældre på plejehjem, 11 procent i plejebolig, mens 4 procent har andre boligforhold.
  • 65 procent af de pårørende synes, at det vil være en god idé at indføre en familieomsorgsdag kaldet "bedstes første sygedag", hvor at man kan holde fri med løn for at ledsage den ældre til lægebesøg, hospitalsundersøgelser eller lignende.

Om undersøgelsen

På baggrund af den nationalt repræsentative stikprøve på 2.010 interview er der gennemført 330 interview med borgere, der på nuværende tidspunkt hjælper én eller flere ældre med behov for hjælp.

Undersøgelsen er gennemført for Ældre Sagen i forbindelse med Voxmeters telefoniske omnibus.

Undersøgelsen er gennemført fra den 27. marts 2017 til den 9. april 2017 med 2.010 nationalt repræsentative interview med borgere over 18 år.

Læs mere og hente undersøgelsen her

Kilde: Ældre Sagen

Ældre Sagen er medlem af CareNet