Nye rapporter om støvsugere og vasketoiletter
Medlemmer af CareNet har fremover adgang til rapporter, der beskriver forskellige velfærdsteknologiske løsninger. Rapporterne vil være at finde under punktet 'Rapporter & artikler' i hjemmesidens medlemsmenu til venstre. Fokus vil primært være på at samle og offentliggøre undersøgelser og evalueringer af teknologiernes implementering, potentiale og effektivitet. Denne informationsbank skal øge medlemmernes viden om hvilke teknologier, der virker, og hvordan de implementeres.
De to første rapporter handler dels om erfaringerne med afprøvning af støvsugerrobotter i Odense Kommune, som dokumenterer, at støvsugerne har et stort ressourcefrigørende potentiale, dels en undersøgelse af vasketoiletter i Kolding Kommune, som også dokumenterer en række positive gevinster for bestemte målgrupper ved at indføre teknologien.
Da vi har fælles interesse i at udbygge og dele netværkets samlede viden, bedes I gøre sekretariatet for CareNet opmærksom på rapporter og artikler, som kan offentliggøres på netværkets hjemmeside. Også på den måde kan vi medvirke til, at alle får et endnu bedre vidensgrundlag for udvikling og indførelse af velfærdsteknologi på det sociale område i Danmark.