Ny teknologi skal give ældre frihed og tryghed
Køkkenskabe, der selv kan køre frem, gardiner, der med stemmestyring kan trækkes fra, og et iPad-gulv, der registrerer, hvis eksempelvis en demensramt beboer falder
Velfærdsteknologien vinder frem, og det var Hørsholm Kommunes Social- og Seniorudvalg mandag på inspirationstur for at lære mere om.
Med kodeordet »Grøn funktion« kan man med sin »kammertjener« få tændt lyset i sin bolig. Kammertjeneren er i virkeligheden en computer, der udover lyset også kan styre gardinerne, der kan tidsindstilles, så gardiner trækkes for inden sengetid og trækkes fra, når det er tid til at stå op. På Teglporten i Birkerød har Ingeborg Tang og Maj Bülow opbygget en prøvelejlighed fyldt med nye hjælpemidler henvendt mod ældre. Her kan der prøves grænser med velfærdsteknologien, og det var første stop på turen for Social- og Seniorudvalget.
På Teglporten kunne udvalget blandt andet se et toilet med bidet-funktion, som ingen af de tre politikere dog ville give sig i kast med at prøve. Der var også en seng, der kan rejse den ældre op, uden plejepersonale eller den ældre selv skal bruge for mange kræfter.
- Vi har med egne øjne kunne se nogle af de nye tiltag, der udnytter den teknologiske udvikling og som forbedrer borgernes hverdag. Det har været rigtig lærerigt, siger formand for Social- og Seniorudvalget Thorkild Gruelund (K) til sn.dk.
Kilde: SN.dk